Billede
Den 15. marts sagde den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, at Washington burde forhandle med den syriske præsident, Bashar Al Assad, for at nå frem til en aftale, som kunne bringe en ende på konflikten. Det sagde han til det store amerikanske tv-selskab CBS.

"Til slut må vi forhandle", sagde Kerry.

"Vi har altid været villige til forhandlinger inden for Geneve 1 processerne", sagde han. Den amerikanske topdiplomat fortalte CBS, at hans land var på udkig efter skridt, der kunne bringe den syriske præsident til forhandlingsbordet.

Kerry følte sig også overbevist om, at hvis alle vestlige lande stod sammen om at lægge pres på Assad, så skulle det nok i sidste ende betyde, at Assad eller hans regering også ville dukke op ved forhandlingsbordet.

Let - men absolut ikke elegant - hoppede han henover den kendsgerning, at den amerikanske regering i fire år stort set har holdt fast i, at Assad skulle styrtes. Det har været hovedårsagen til titusinder af dræbt syrere, endnu flere sårede og til, at Syrien sætter en slags verdensrekord i internt og udenlandske fordrevne flygtninge.

Hvad Thierry Meyssan skrev

Men det er langt fra det eneste tegn, der er på en afgørende ændring i den amerikanske politik.

"Om få måneder måske så tidligt som ved udgangen af marts, vil Washington og Teheran nå frem til en omfattende aftale", konkluderede Thierry Meyssan i en artikel på Voltaire Network den 3. marts.

"De Forenede Stater vil forny deres kontakter med Syrien tæt fulgt af de europæiske stater, inklusive Frankrig", skrev den franske intellektuelle fra Damaskus.

"Vi vil opdage, at Al Assad hverken er diktator eller en torterer. Derfor vil krigen mod Syrien bliver afsluttet", lød det blandt andet i Meyssans konklusion.

Men hvad er baggrunden?

Den virkelige baggrund for Kerrys udtalelser er, at man efter i fire år at have ført krig mod Syrien, endelig har forstået, at det ikke vil lykkes at vælte den syriske regering.

Vi har også længe ment, at hvis det virkelig var Obamas og USA' s hensigt at bekæmpe Islamisk Stat (IS) i Syrien, så var den bedste metode at hjælpe den syriske regering og dens styrker i at gøre op med IS.

Lad os derfor først kaste et blik på, hvordan de syriske styrkers kamp mod IS egentlig er foregået i den sidste tid.

Så vidt vi kan bedømme, er man stærkt på vej til selv at eliminere IS fra syrisk territorium.

I kampen mod IS og andre terrorister gør man brug af flere metoder. Den almindeligste er, at man først afskærer dem fra deres forsyningslinjer. Derefter omringer man dem. Man giver dem valget mellem at blive dræbt eller at overgive sig. Nogle gange tilbyder man dem, at de i henhold til en lov om amnesti, har ret til at få amnesti, hvis de nedlægger deres våben og frigiver deres gidsler.

Yarmouk

Den 12. marts overgav oprørere fra Anfaal brigaden og medlemmer af Syriens Revolutionære Front i Yarmouk flygtningelejren sig til regeringsstyrkerne. De overgav deres våben, inklusive raketter, som de havde fået fra USA, til regeringen og fik derefter mulighed for at blive en del af de Folkelige Forsvarsstyrker, der består af lokale folk, og som derfor er slags hjemmeværn.

Da en del af de tidligere oprørere, gerne ville forsvare Al-Dhiyaabiyya-området, hvor mange af dem boede, tilsluttede de sig det lokale hjemmeværn.

Anfaal brigaden er en islamistisk organisation, der blandt blev støttet fra Saudi-Arabien. Syriens Revolutionære Front blev dannet af Syriens Frie Hær i 2013 som et svar på, at islamisterne havde dannet deres egen front.

Syriens Revolutionære Front ynder også at omgive sig med slagord og billeder, der antyder, at de er venstreorienterede revolutionære.

Yarmouk udgør i dag en bydel i det ydre Damaskus, men den var oprindeligt den største palæstinensiske flygtninge"lejr" i Syrien på trods af, at alle bor i permanente beboelser. I juni 2002 var der 112.550 registrerede flygtninge.

Efter at dele af lejren blev besat af jihadister, er indbyggerantallet reduceret til omkring 18.000.

Yarmouk er betragtet som vigtig for begge parter i konflikten, for på grund af den nærhed til bycentret i Damaskus kunne den bruges som et brohoved for angreb mod den syriske hovedstad. At det nu er lykkedes at vinde dele af islamisterne over til at støtte regeringen, må betegnes som en sejr. Samtidigt er det også en sejr for de mennesker, som islamisterne havde taget som gidsler.

Det samme billede, som i Yarmouk tegner sig overalt. Og fremgangsmåden er for regeringsstyrkens vedkommende stort set den samme.

IS er virkelig kommet på spanden. Mest tydeligt viser det sig i de benhårde straffe, man har måttet ty til overfor mulige afhoppere.

Aleppo

Regeringens styrker har nu stort set afskåret terroristerne fra at modtage forsyninger fra Tyrkiet. De kan heller ikke modtage forsyninger fra Libanon og heller ikke fra Jordan.

Aleppo har udgjort et stort problem. Centret for byen ligger kun 50 km. fra grænsen til Tyrkiet og Aleppo har i lang tid fungeret som en hovedrute for forsyninger til terroristerne fra Tyrkiet.

Men den tid synes snart at være forbi.

Nedenstående kort viser situationen omkring Aleppo fra den 25. februar. Jihadisternes områder er markeret med grønt. De syriske styrkers med rødt. Som man kan se, var regeringsstyrkerne på vej til at omringe terroristerne allerede sidst i februar:
Billede
Siden da er omringningen næsten fuldendt.

Men sådan har det ikke været før. I 2012 var situationen omvendt. Regeringens styrker var nærmest omringet af jihadisterne.

Nedenstående billede af jublende jihadister foran porten til Aleppos universitet stammer fra et website, som kalder sig "Syrian Freedom Forever":
Billede
Faktisk var også størstedelen af industribæltet omkring Damaskus under jihadisternes kontrol. Men i stedet for at udvikle eller blot at bevare denne store kilde til indtægter begyndte jihadisterne at plyndre det. Indbyggerne flygtede i den udstrækning de kunne slippe af sted med det, og skønt jihadisterne stadig beherskede en stor del af byen, var indbyggerantallet meget ringe.

Homs er en by. Men det er også Syriens største provins. Mod syd grænser provinsen op til Jordan og Irak.

Derfor har de landlige områder af provinsen også været et yndet opholdssted for IS. Disse områder er også hjemsted for en del naturgasselskaber. Dem er regeringen også ved at vriste ud af jihadisternes hænder.

Ifølge Meyssans artikel forventede han, at ændringen i amerikansk politik først ville komme, når valget i Israel den 15. marts var overstået, og man havde set, hvem der vandt det.

At Kerrys meddelelse kom samtidigt med det israelske valg, kan tyde på, at USA nu er så nogenlunde ligeglad med, hvad Israel tænker og foretager sig. Måske er dette også begyndelsen til et sammenbrud for den zionistisk-amerikanske alliance.

Inden for kort tid har det amerikanske imperium lidt to svideende nederlag. Først da det stod klart, at dets politik i Ukraine ikke kunne gennemføres. Nu føjer nederlaget i Syrien sig til nederlaget i Ukraine.