Billede
© Foto (ej tekst): Martin Sylvest Andersen
Hvis du skylder banken 1 million, så har du et problem. Hvis du skylder banken 100 mio, så har banken et problem - og hvis banken skylder 100 milliarder, så har staten et problem...

"Greed is good" - Gordon Gekko, "Wall Street", 1987

Jeg husker stadig TV-klippene med forvildede politikere, der rendte rundt som hovedløse høns på gangene på Christiansborg midt om natten tilbage i 2008. Der var krise for bankerne, forlød det. Det var meget alvorligt. Og det var slet ikke bankernes egen skyld. Det hele var bare "frosset til" på grund af sub-prime-krisen i USA.

Der måtte gøres noget. Og det var politikerne da i dén grad klar til. For hvem vil ikke gerne redde landet, når der for en gangs skyld er noget, der kan reddes?

Island

Noget tid inden var bankerne i Island kuldsejlet. De havde været "eksponeret", som det hedder på banksk, og det var gået galt. Island reagerede prompte ved at nationalisere bankerne og sige til kreditorerne, at de kunne se i vejviseren efter deres penge. Nu skulle Island som nation lige overleve først.

Der blev den Onde lyneme ballade i Island - og andre steder også, fordi kreditorerne var ret sure over, at islændingene ikke ville betale bankernes gæld. Nogle bankfolk røg i fængsel, fordi de havde opført sig så uansvarligt. Mange almindelige islændinge kunne ikke hæve penge til mad i en periode. Men man kom igennem det uden hungersnød, og Island er i dag en ganske god og velfungerende økonomi, som klarer sig bedre end f.eks. Danmark.

Kreditorerne kigger i øvrigt stadig i vejviseren.

USA

I Guds eget Land på den anden side af Atlanten var der også rav i den. Kort tid inden natteroderiet på Christiansborg var Lehman Brothers (investeringsbank) gået konkurs, og Fannie Mae og Freddie Mac (realkredit) var blevet overtaget af staten.

AIG (forsikringsselskab) var også røget i stormvejr, fordi de havde forsikret nogle af de lån, som havde vist sig at være mindre værd end det brune toiletpapir, vi havde i min gamle folkeskole - det hele var sket ganske uden egen skyld forstås. Ellers var de vel blevet straffet for det i stedet for at få en check fra staten?

Der blev skrevet nogle meget store checks i den tid. Og vi lærte alle sammen betydningen af udtrykket "too big to fail" - "for stor til at fejle". Fordi det var hele årsagen til, at man valgte at bruge skattekroner på at redde dem: de var så store, at hele samfundet ville gå nedenom og hjem, hvis de gik konkurs. Eller det sagde de i hvert fald.

Andre ændrede det en lille smule til "too big to jail". Indtil videre har det jo altså også passet.

Danmark

Og i Danmark lød der også forhåbningsfulde råb fra bankerne om hjælp. Fordi alt det hele kunne betyde, at f.eks. Danske Banker kunne blive tvunget til at gå konkurs også - uden at det ville være deres egen skyld forstås, og det ville afstedkomme Ragnarok og lig i gaderne, hvis det skete. Sagde de.

Ingen kunne rigtig gennemskue, hvad det hele handlede om. Politikerne stillede naturligvis gerne op i TV-lyset og lod sig interviewe, mens de med alvorligt ansigt virkelig forsikrede os alle sammen om, at det hele var for vores egen skyld, og at der var rigtig meget styr på tingene. Kun Enhedslisten var imod, men det er de altid for en sikkerheds skyld, så det skal man ikke regne med.

Lene Espersen blev også sendt i byen for at forklare, at det slet ikke var for bankernes skyld. Bankerne var nemlig gode nok. De havde bare lidt svært ved at få hjulene til at køre rundt, når nu det hele var "frosset til".

Bankpakke I

Natteroderiet i december 2008 endte med "Bankpakke I". Jeg er sikker på, at man kan finde en originaltekst et eller andet sted, som er på omtrent 1.600 sider, hvor der står en hel masse indviklet. Jeg har ikke engang forsøgt at finde det, så fakta om Bankpakke I stammer fra andre kilder.

Normalt er der en "indskydergaranti" for bankkonti. Hvis man har en bankkonto (med penge på), så kan man være sikker på, at i sidste ende staten vil udbetale pengene - dengang op til 250.000 kr. (så vidt jeg husker). Det sikrer, at en bank ikke kan blive udsat for et "run", hvor alle folk med penge på bogen vil have udbetalt pengene på samme tid.

En del af Bankpakke I var, at staten ville garantere alle beløb uden begrænsning. Det er selvfølgelig ikke et problem, hvis ellers banken overlever det hele, fordi så kommer garantien aldrig til udbetaling. Hvis til gengæld banken vælter, så kommer staten til at betale hver en krone.

De fleste vil vel opfatte "en bankbog" som noget relativt uskadeligt? Det er det sådan set også.

Men forestil dig, at en gut i f.eks. Danske Bank (helt tilfældigt valgt) ringer til sin ven, som er noget stort hos JP Morgan i USA og spørger, om ikke han kunne have lyst til at få en bankbog i Danske Bank og så måske sætte en flok milliarder dollars ind på den, som banken så kan bruge til at spekulere i diverse. Risikoen ville være omtrent nul, fordi den danske stat garanterede for pengene, og renterne ville sikkert være ret gode, fordi på den tid var der masser af rørte vande, man kunne investere i, hvis ellers man havde penge at gøre med.

Beløbet vil aldrig nogensinde figurere i noget regnskab, hvis ellers man åbner bankkontoen lige efter et regnskab og lukker den igen lige før det næste regnskab. Det vil indtjeningen til gengæld - før eller siden. Naturligvis vil dette aldrig kunne bevises, fordi det figurerer ikke nogen steder - jeg er ikke engang sikker på, at Finanstilsynet ville have ret til at se den umiddelbare saldo. Og selv hvis de havde, så ville man altid kunne putte den væk i enten Irland, Litauen eller måske et helt tredje sted, fordi det dækkede den danske statsgaranti også.

Bankpakke I blev vedtaget i slutningen af 2008, og garantien varede i 2 år.
Danske Banks handelsindtægter
© Ukendt
Som det fremgår, havde Danske Bank året efter en "handelsindtægt" på 18 mia kr - tre gange mere end i året inden, hvor det jo egentlig i forvejen gik ganske godt. Storebæltsbroen kostede i sin tid 21 mia kr.

Det fremgår ingen steder, hvad der er årsagen til, at Danske Bank tjente så mange penge på "handel" ("spekulation" vil være et ganske godt gæt, tror jeg). I årsregnskabet skrives der ganske lidt om, hvad grunden er - og det i sig selv er bemærkelsesværdigt. Det er trods alt 12 ekstra milliarder i forhold til året før. Det eneste, man kan finde er, at banken "fik fordel af gunstige markedsforhold".

På trods af de helt ekstraordinært gode handelsindtægter (og rekordhøje indtægter generelt) blev resultatet i 2009 efter bankens eget udsagn "ikke tilfredsstillende", og årets resultat var da også på det jævne. Det skyldtes helt ekstraordinært store nedskrivninger på udlån. Normalt nedskriver man et lån, når man ikke længere kan regne med at få pengene.

Og banken bestemmer i en vis udstrækning selv, hvornår de ikke længere regner med at kunne få pengene, fordi det er banken selv, der laver vurderingen af det (en lang og indviklet historie egentlig). I '08 og '09 nedskrev banken i gennemsnit 2500% (nej, der mangler ikke et komma) så meget som i '07 - i årene inden da havde man ikke nedskrevet noget som helst.

Det ligner da en tanke, at de sindssygt høje nedskrivninger blev taget for ikke at præstere et rekordregnskab kun et år efter, at man havde bedt staten om hjælp. Igen: Normalt bliver så en stor afvigelse fra budget og sidste års tal forklaret ganske nøje - det er sådan set hele formålet med at lave et årsregnskab.

Det har ikke været muligt at finde et referat af generalforsamlingen efter årsregnskabet i '09, så jeg ved ikke, om der var nogen, der stillede spørgsmål om det. Et eller andet siger mig, at Enhedslisten faktisk lavede en "happening" i den anledning, men jeg kan ikke huske det. Mit gæt er, at aktionærerne som helhed ikke var kede af, at det hele var gået så godt, som det gjorde, og så var der måske ikke så meget grund til at stille spørgsmål.

Det gode ved at tage nedskrivninger er, at de ikke skal tages senere. Og viser det sig, at lånet alligevel bliver betalt tilbage, så kan man føre dem ind i regnskabet igen uden for meget ståhej. En hvilken som helst regnskabschef i en middelstor virksomhed med et lager kan fortælle dig om dén øvelse.

Senere blev det nødvendigt, at staten også stillede "risiko-kapital" til rådighed for bankerne. Yderligere garanterede staten også for obligationer udstedt af bankerne. Det kan egentlig undre lidt, når bankerne i forvejen var i stand til at låne ubegrænset med 100% statsgaranti, men det kan da tænkes, at udenlandske banker og andre var blevet lidt nervøse ved den garanti på indeståender. Da tingene f.eks. senere væltede på Cypern, blev der taget penge fra alle bankkonti.

Måske ville man gerne have lidt mere sikkerhed for pengene. Og det fik man. På danske skatteyderes regning og risiko naturligvis.

Den virkelige årsag

Det fremgik meget senere, at Danske Bank havde taget nogle gevaldigt store lån i USA (100 mia kr ~ 5 storebæltsbroer), og at det var disse lån, som var den reelle årsag til problemerne og natteroderiet op til Bankpakke I.

Danske Bank havde opkøbt en bank i Irland, og man var bl.a. også blevet aktiv i de baltiske lande. Det hele var gået alt andet end imponerende, så mange penge var der ingen af. Måske var det årsagen til, at man havde optaget de lån i USA. "Måske" fordi problemet er jo, at et årsregnskab kun fortæller en lille del af historien - og ganske ofte kun den lille del, som virksomheden selv ønsker at fortælle.

Forvent ikke, at det gør særligt meget forskel, at regnskabet er revideret af "statsautoriserede" revisorer. Meningen er, at det netop skal gøre en forskel, men revisorerne tjener et helt absurd beløb på at gøre det, og til dato har vi ikke oplevet en eneste revisor blive stillet til ansvar for at have revideret et stort årsregnskab forkert eller "venligt". Såeh... Du kan gætte et par gange på, hvem der har mest at sige om, hvordan årsregnskabet ser ud - banken selv eller revisorerne.

Men altså... Danske politikere lod sig tage som gidsler af bankerne - og de tog til gengæld hele den danske befolkning som gidsler, fordi bankerne havde taget større skridt end bukserne kunne holde til. Det er i hvert fald mit gæt.

Kan man tillade sig at gætte om den slags og så bare skrive det i avisen? Ja, det kan man godt. Normalt accepterer man i et demokrati, at der er ting, som er hemmelige og ukendte for befolkningen - som f.eks. detaljer om forsvaret og den slags. Men at forpligte en hel befolkning til at betale for store bankers overmodighed og at gøre det i enten hemmelighed eller bundløs uvidenhed er intet mindre end en infam, udemokratisk svinestreg.

Hvis politikere gør det, må de acceptere, at det er frit for enhver at gætte og finde på historier om, hvad der er sket - og disse gæt og historier må tillægges nøjagtig samme lødighed og gyldighed som politikernes egne gode historier. Hvis ikke politikere er indstillede på at lægge fakta på bordet, så må de også acceptere, at de bliver bedømt på andet og mere end fakta.

Kø ved håndvasken?

Desværre ikke. Som tidligere nævnt var det kun Enhedslisten, som var imod bankpakkerne - og de fik det som sædvanlig krydret med lidt rablen om statsejede banker, så dem var der ingen, der tog alvorligt. -Jeg er sikker på, at der sidder en flok rørende enige autonome i en rundkreds et eller andet sted og mener, at det hele bare er for dårligt, men at gennemskue den reelle betydning af disse bankpakker, risiko og "eksponering" igennem de statsstøttede hashtåger vil nok være for stor en opgave for dén flok.

Sjovt nok er eller var Danske Banker i en periode på sin vis statsejede - eller i det mindste statsgaranterede. Det må da være en drømmeposition for en fuldblodskapitalist, som ejer en bank. At have fuld og hel adgang til alt det gode, som en stor statsadministration, betalt en flok villige og umælende skatteyder-får, kan levere - og samtidig at få lov til at beholde næsten al profit på arrangementet selv. Det bliver da ikke bedre?!

Der skete det forunderlige, at alle var ganske enige om, at bankpakkerne havde været en rigtig god ide - bankerne (naturligvis), politikerne og embedsmændene. Bankerne havde endda den frækhed på et senere tidspunkt at udsende en smørelse om, hvor mange penge, den danske stat havde tjent på arrangementet, og som sædvanlig var det kun Enhedslisten, som pippede i opposition. Hvordan skal en befolkning så kunne vurdere, hvad der skete?

Normalt har jeg ingen problemer med at kritisere den danske verdenspresse for kun at have øje for de kolde øl og vand ved pressemødet, men i det her tilfælde vil jeg mene, de er næsten lovligt undskyldt:

Når selv politikerne ikke ved, hvad de skriver under på, hvordan skal journalister så have en chance for det?

På den anden side burde man måske have rejst en regulær shit-storm af netop den årsag, men når et omtrent enigt folketing går ind for det, så træder man varsomt, gætter jeg på, når man lever af selvsamme, enige folketings mediestøtte.

Men måske forstår nogle politikere i virkeligheden godt, hvad det egentligt drejer sig om. Hvis en stor bank på et år kan tjene en lille Storebæltsbro på at køre rundt med en flok politikere, som ikke fatter en bjælde, så vil den bank være en rigtig god ven at have senere hen. Med den slags penge i ryggen kan man jo bogstaveligt talt flyve selv.

Men hvad så nu?

Jeg er enig med Gordon Gekko i, at grådighed er godt - eller i hvert fald 'ok'. Det er i det mindste forudsigeligt, og grådighed er næsten altid dét, der holder gang i hjulene. På grund af grådighed kan man regne 100% sikkert med, at en bank ikke går ind i en forretning, med mindre den forretning er god for banken. Fred være med dét.

Siden Bankpakke I er der kommet fire mere til. Og de har alle sammen haft til formål at "hjælpe bankerne med at hjælpe den danske befolkning eller de danske virksomheder" - i hvert fald ifølge de politikere og banker, som har forsøgt at sælge dem til befolkningen.

Men en bank er ikke en velgørende institution. Den gør det ikke for sjov eller for at være flink. Den gør det for at tjene penge.

Gordon Gekkos punch line kan derfor ikke stå alene. Grådighed er godt, men kun hvis det bliver ledsaget af det gode, gamle og ærke-liberale: "Lad falde, hvad ikke kan stå".

Hvis Danske Bank var på vej til at gå konkurs, fordi de havde været for smarte eller for grådige, så skulle danske politikere have haft røv nok i bukserne til at lade den gå konkurs. En ny - og på ganske kort sigt statsejet - bank f.eks. ved navn "Danmarks Bank" ville kunne være åbnet i løbet af ganske få dage måske endda timer - bare spørg i Portugal. Dér har man lige lavet "Banco Espirito Santo" om til "Novo Banco" på ganske kort tid med både nye facader, nyt brevpapir og det hele - uden nogen som helst lig i gaderne, ej heller død, nød og elendighed - og da slet ingen Ragnarok. Island eksisterer også endnu, sidst jeg kiggede.

Men Danske Bank skyldte 100 mia kr i USA - 5 Storebæltsbroer. Og hvis ikke de penge var blevet betalt, så kan det da tænkes, at NATO ville have fået en anden generalsekretær året efter. -Og grunden til, at der ikke er en anden EU kommissionsformand nu, kan da tænkes at være, at der ikke rigtig har været noget for nylig, som helt har haft den samme, politiske værdi. Hun har f.eks. ikke været i stand til at levere Danmark på et sølvfad som medlem af hverken euro'en eller bankunionen endnu, vel?

Måske er det bare sådan, tingene fungerer i moderne politik, og på sin vis kan dét i sig selv ikke rigtig hidse mig op - den ene klovn kan vel være lige så god som den anden.

Problemet i netop dette tilfælde er, at hvis det frie marked ikke får lov til at være frit, så vil det ikke have den opdragende effekt, som netop er en ekstremt vigtig del af det frie marked.

Så vidt jeg kan se, så har Danske Bank (eller nogen som helst anden bailed out bank) ikke lært noget som helst. Det er business as usual. Den slags business as usual, der skabte balladen tilbage i 2007.

Jeg tror slet ikke, vi er færdige med den ballade endnu.
Deutshce Bank derivativer
© Ukendt
Kilder / yderligere læsning:

Bankpakker

Bankpakker

Island

Danske Bank

Danske Bank

Deutsche Bank

Deutsche Bank