At kalde det en borgerkrig er i den grad et forkert ordvalg. Hele konflikten var fra ende til anden udtænkt og fremprovokeret udenfor Syriens grænser. Selvom der er et stort antal syrere, der er en del af denne sammensvægelse, så er hoveddrivkræfterne bag konflikten udlændinge. De dækker over specielle interessegrupper fra USA og Europa samt regionalle magter som Tyrkiet, Saudi Arabien, Katar og Israel. Konflikten i Syrien er langt fra isoleret. USAs interesse i at opsplitte og ødelægge Syrien er en del af en meget større plan, der retter sig mod USAs mål i regionen og på globalt plan. Planen med at opsplitte og ødlægge Syrien som en fungerende suveræn nationalstat er indrømmet, forstadiet til at erobre Iran.
USA mål i Syrien er kun begyndelsen på en større regional krig
Reuters skrev for ikke så længe siden en kronik med overskriften "Syriens eneste håb er muligvis ligeså spinkelt som Bosniens engang var", der argumenterer for at den enenste måde hvorpå USA kan samarbejde med Rusland omkring Syrien er hvis samtlige spillere bliver enige om et svækket og opdelt Syrien.
Hvis denne metode lyder bekendt,er det fordi denne kronik var skrevet at Michale O'Hanlon, der er senior forsker ved the Brookings Institution, der er en tænketank, støttet af erhverslivet, der delvis har været med til at udtænke det kaos, der i øjeblikket opsluger Mellemøsten og Nordafrika (MØNA). O'Hanlon har tidligere udgivet en artikel med titlen "Dekonstruktion af Syrien: En ny strategi til Amerikas mest håbløse krig", hvori han også anbefaler at Syrien bliver opsplittet og ødelagt.
Comment: Du kan se en dissikering af O'Hanlons seneste krigeriske artikel: Dekonstruktion af Syrien: En forskers vildfarelser
I artiklen anbefaler O'Hanlon at der bliver etableret "sikkerhedszoner", at specialstyrker fra Amerika, Europa og den persiske Golf skal invadere syrisk territorium, en opblødning af retslige begreber, der gør det muligt at give direkte økonomisk støtte til de-facto terrorister der opererer i Syrien og i fuld åbenhed gøre det til en prioritet at få afsat den syriske regering på linje med USAs påståede kamp mod den såkaldte "Islamisk Stat" (ISIS/ISIL).
"Opblødning" af kriterierne for hvem USA åbent kan give økonomisk og militær støtte til er intet mindre end støtte til terrorisme og terrorister uden at kalde det ved rette navn.
Men ingen af disse forræderiske metoder burde være overraskende. Det er fordi at O'Hanlon også er medforfatter til en rapport fra Brookings Institution fra 2009 med titlen "Hvilken vej til Persien? Muligheder for en ny amerikansk Iran-strategi". I denne underskrevne og daterede kriminelle sammensværgelse beskrives metoder for hemmeligt at styrte den iranske regering med hjælp fra amerikansk støttede protestgrupper, der er styrket med bevæbnede militant-styrker; brugen af terroristorganisationer, der er på USAs terrorlister, der skal føre en indirekte amerikansk krig mod Iran; provokation af Iran til åben krig og at bruge Israel til ensidigt at indlede en krig mod Iran, hvorefter USA uundgåeligt bliver draget med ind i krigen. Det hele er beskrevet ned i mindste detalje i den 156 sider lange rapport.
Der er nogen, der har forsøgt at afskrive denne rapport som en teoretisk øvelse. Rapporten indeholder forslag som at få fjernet terrororganisationen Mujahedin-e Khalq (MEK) fra det amerikanske Udenrigsministeriums liste over terrrorganisationer, så USA åbent kunne bevæbne og støtte organisationen økonomisk i en indirekte krig mod Iran. Det er nu sket. Rapporten blev skrevet i 2009 og MEK blev fjernet fra terror-listen i 2012.
Ydermere foreslår rapporten at Iran lokkes til forhandlingsbordet, hvor USA skulle tilbyde en aftale, der var så uimodståelig at når Iran enten afslog den, eller hvis de accepterede aftalen og siden brød den, så ville en efterfølgende amerikansk militær intervention blive opfattet af verden som en nødtvungen sidste udvej for USA, som Iran selv havde været skyld i. Dette er siden blevet til virkelighed gennem den højt besungne atomaftale.
Hver kriminel sammensværgelse der er beskrevet som rettet mod Tehran er så godt som til punkt og prikke blevet anvendt mod Syrien. I rapporten står der at Syrien og Hizbollan fra Libanon ville være væsentlige hindringer for en opsplittelse og ødelæggelse af Iran og at de hver især måtte håndteres først. Rapporten blev skrevet i 2009 og krigen mod Syrien begyndte for alvor 2011.
Når man forstår at krisen i Syrien ikke er en isoleret begivenhed, men er en del af USAs overordnede plan i forhold til Iran og hele regionen, ser man hvorfor O'Hanlon og andre vestlige strategiske tænkere forslag om "et politisk skifte" eller en opsplitning af Syrien er uacceptabelt. Det vil ikke være slutningen på den regionale konflikt, men snarere slutningen på begyndelsen. Hvis det lykkes at ødelægge Syrien bliver det startskuddet til krig mod Iran og videre derfra.
Roden til løsning af konflikten i Syrien
I O'Hanlons kronik i Reuters påstår han følgende om hvad Vestens ser som Ruslands egentlige motivation for at intervenere i Syrien:
Det er sikkert det, O'Hanlon regner med at de fleste af Reuters læsere vil tro på, men det er usandsynligt at han selv tror på det. Ruslands involvering i Syrien hænger sammen med selvopretholdelse. Moskva forstår sandsynligvis at "aftale" i Syrien ikke kan tages for pålydende og at hvis Syrien falder sammen og ikke længere kan fungere som en nationalstat, så vil det kun være en blandt en række begivenheder i en kædereaktion, der til at starte med vil påvirke alle dem der grænser op til Rusland og siden alt indenfor Ruslands grænser.Putins egentlige mål i Syrien er næsten sikkert ikke at bekæmpe IS. Hvis man ser på de mål som hans militær har bombet til at begynde med, er det mere sandsynligt at hans mål er at støtte præsident Bashar Al-Assads vaklende styre ved at angribe oprørsstyrker tæt på ISIL højborge - selvom de er relativt moderate og ikke affillierede med ISIL eller al-Nusra, der udspringer af Al Qaeda. Putin vil beskytte sine egne repræsentanter, fastholde russisk adgang til flådefaciliteter ved Middelhavskysten i Tartus og ydmyge USA samtidig med at han demonstrerer Ruslands globale position.
O'Hanlons kronik får det til at løbe koldt ned ad ryggen på en. Han påstår:
Det løber én koldt ned ad ryggen fordi læserne bør huske at det var O'Hanlon selv, der underskrev og daterede Brookings Institutionens rapport "Hvilken vej til Persien", hvor han og hans kolleger fra Brookings bevidst planlagde præcis det kaos der har fortæret Syrien og kostet så mange mennesker livet. Den syriske præsident, Bashar Al-Assad er kun skyldig i at være ved magten på det tidspunkt, hvor dem, der forfattede og skrev under på Brookings Institute rapportens kriminelle planer, rettede planerne mod Syrien og førte dem ud i livet.Assad er ansvarlig for at dræbe størstedelen af de 250.000 syrere, der er døde i borgerkrigen indtil nu - og er skyld i hovedparten af den folkevandring og flygtningenstrøm der finder sted.
Præsident Assad gjorde hvad enhver ansvarlig leder ville have gjort, når de stod overfor en udefrakommende trussel, der bragte nationens overlevelse i fare - han stod fast og kæmpede imod. Når O'Hanlon flere gange siden har efterlyst en Syrisk opdeling og egentlig "dekonstruktion' og samtidig bebrejder Præsident Assad for det kaos, der finder sted så viser det med al tydelighed hvor lavt vesten er sunket i sin udenrigspolitik og med hvor stor uærlighed de præsenterer deres kriminelle sammensværgelser til offentligheden.
Når det er sagt, er hverken O'Hanlon eller Brookings Institutet eneansvarlige for den død og ødelæggelse Syrien lider under i øjeblikket - og som Libyen, Irak og andre har været ofre for inden da og som de fremtidige mål for de amerikanske planer kommer til at lide under i fremtiden. De er blot individuelle tandhjul i en meget større apparat. For at forstå omfanget af det apparat, må man se på hvem der står bag og i sidste ende dirigerer Brookings Institutes arbejde. Ved at gøre det, kan vi forstå den grundlæggende kilde til det kaos, der er i Syrien og gøre noget for at stoppe det.
Kilden
Det er Fortune 500 virksomhederne (de 500 virksomheder med størst markedsværdi, red.), der er centreret omkring Wall Street og London der er skaber konflikten i i Syrien og det bælte af kaos, der fortærer og breder sig ud fra Mellemøsten og Nordafrika.
Ruslands og Syriens forsøg på at bremse våben- og pengestrømmen over den syriske grænse kommer i sig selv ikke til at løse "Syrien problemet". Problemet er tydeligvis større end Syrien og tilmed større end det geopolitiske kaos som USA har skabt i hele Mellemøsten og Nordafrika. Det er den urimelige koncentration af penge, magt og indflydelse, der skaber dette kaos og det er den, der er den grundlæggende kilde til problemet. Det vil være svært at opdele eller fjerne den magt og det er netop fordi at det indtil videre ikke er lykkedes at opdele eller fjerne denne magt, at dette kaos bliver ved.
Multipolarsime og Lokalisme
I Rusland, i særdeleshed som følge af de vestlige sanktioner mod Rusland, kigger man indadtil for at blive mere selvforsynende og mindre afhængig af udenlandsk import, udenlandske finansielle virksomheder og systemer og andre dele af Wall Street og Washingtons "internationale system". Dette fungerer som et eksempel andre lande kan følge, som underminerer og i sidste ende kan rive rive denne globale trussel op ved roden.
Når man forstår den bagvedliggende plan i Vestens krig mod Syrien og det forhold at den nuværende konflikt kun er et skridt på vejen i en veldefineret strategi, der efterfølgende skal ødelægge Iran, så er det klart hvorfor at indgå "partnerskaber" med USA om en hvilken som helst løsning i Syrien er umuligt. En "politisk aftale", der fører til at Syrien bliver delt op eller at den nuværnde regering bliver fjernet er også helt uacceptabel af samme grund.
Ruslands beslutning om at forvare den Syriske regering og hjælpe med at udrydde fjender af Syrien, der befinder sig indenfor landets grænser og holde de ydre fjender væk er det første der skal gøres for at "løse problemet i Syrien". At invitere Iran og tilmed Kina til at deltage i en bredere indsats rettet mod at sikre Syriens grænser og hjælpe til med at genoprette landets ro og retssikkerhed er et håndgribeligt næste skridt. Ved at udvide denne koalition så den herefter også dækker Irak vil skabe en geopolitisk "hold-fingrene-væk-zone" som vesten vil være holdt udenfor.
Det er i sidste ende Ruslands ide om en multipolær verden, der erstatter den unipolære verdensorden, som vesten har skabt - en verdensorden, der medfører tjenestefolksligende afhængighed af alle, der bliver draget ind i den og som forsøger at ødelægge alle der prøver at undgå den - der har de bedste muligheder for ikke bare at "løse problemet i Syrien" men også at forhindre andre lande at lide samme skæbne. Multipolarisme sigter direkte mod kilden til Vestens verdensherredømme - mod de monopoler på storkapital, politik og finansielle institutioner, der er fundament for verdensherredømmet. Multipolarisme understreger vigtigheden af national suverænitet og en decentraliseret global magtstruktur.
Og mens styrker fra Rusland, Syrien, Hezbollah or Irak kæmper på den sande frie verdens frontlinje for os andre, bliver vi nødt til at forstå at den totale dominans som Vesten forfølger nødvendiggør en ligeså total modstand fra resten af menneskeheden. De virksomheder, der finansierer Brookings afskyelige arbejde nyder godt af at være hævet over loven, ufattelig rigdom og næsten ubegrænset indflydelse og magt, udelukkende fordi hver eneste person i verden bruger deres månedsløn på deres produkter i indkøbscentre, i Starbucks hos McDonalds eller på benzinstationen.
En multipolær verden betyder ikke bare en fordeling af magten i verden, men også en fordeling af ansvar og rigdom. Og det dækker ikke kun lande, men også delstater, kommuner og tilmed enkeltindivider. Uanset hvor ubetydelig den enkelte persons indsats ser ud i arbejdet for at decentralisere magt og rigdom og nedbryde de eksisterende monopoler, så er den ikke mindre betydelig end den enkelte soldats indsats, der kæmper og vinder i Syrien. Det er rigtigt at den enkelte persons bidrag, isoleret set, er ubetydeligt - men samlet set fører de til sejr.
Hvis vi rigtig skal løse problemet i Syrien er vi nødt til at løse det problem vi står overfor i den eksisterende unipolære verdensorden. Det er ikke alene en kamp for Syrien og dets allierede, der skal udkæmpes indenfor Syriens grænser. Det er en kamp, der skal kæmpes af alle, der modsætter sig et unipolært verdensherredømme. Måske ikke med kugler, bomber og missiler, men ikke desto mindre en kamp.
Tony Cartalucci er en geopolitisk forsker, der er baseret i Bangkok. Han er også forfatter og skribent - især for online magasinet "New Eastern Outlook"Oversat til dansk af sott.net fra Why 'Assad must go': How Syria's destruction was planned to lead to war with Iran
Kommentar: Denne "skyggeelite" har trukket i trådene i lang tid. De har penge, advokater, militæret og politikerne. Og de er alle psykopater eller udviser psykopatiske træk, med disse ufatteligt indviklede planer for "totalt verdensherredømme".
Havde det ikke været fordi Putin trådte til i Syrien, ville de højst sandsynlig have fjernet Assad og gået videre fra land til land, med det ynkelige og latterlige formål at have "mere kontrol" med den verden de havde ødelagt.
Se også: