Er vi på vej til at blive smartere digitalt, men dummere socialt? Det tyder den tilgængelige forskning på. På vores egne og ikke mindst børnenes vegne er der grund til at udvise stor forsigtighed omkring det digitaliserede samvær.
I 1990 kom en ny verden til verden. En ny verden bestående af elektroniske data, links mellem data og en webbrowser til at søge data med. Æren for internettet tilskrives Tim Berners-Lee, da han var den første, som satte de tre ting sammen. Siden da har den elektroniske verden bredtsig med hast og lagt sig som et usynligt spindelvævslag over hele den analoge verden. I 1990 var ingen danskere på internettet. I 2008 var der 399.000 med mobilt bredbånd til deres smartphone, og i 2014 var tallet steget til 3.964.000, svarende til at samtlige danskere mellem 10 og 65 år er online via deres smartphone (1).Al offentlig kommunikation er pr. lov den 1. januar 2015 digital.
Pointen er, at stort set alle danskere lever med en smartphone, og at den primære adgangsvej til vores tilværelse og interaktion ganske enkelt blevet digitaliseret. Men hvad betyder det digitale samvær frem for det analoge samvær for vores psykologiske og sociale udvikling og formåen?
For at svare på dette må vi først forstå, hvad vi helt grundlæggende styres af, og derfor konsultere vores evolutionshistorie. Alle har hørt om Charles Darwin og hans teori om "survival of the fittest": De arter og organismer, der besidder de bedste gener i forhold til overlevelse, selekteres og føres videre i evolutionen; arter og organismer med utilstrækkelige gener bliver fravalgt, udtæret eller spist og får derned ikke mulighed for at forplante sig.
Kommentar: Fælles synkroniseret dans (og sang) har traditionelt set altid været anset som en måde at knytte bånd i en gruppe (folkedans f.eks). Nogle stammesamfund og sekter bruger synkroniseret hypnotiserende trancedans som en måde at forstærke gruppens værdier eller disses fravær, effektivt hjernevask, via kroppen og sindets samarbejde ved konsolidering af det dansede motiv. I andre mere dedikerede spirituelle sammenhænge blev dans brugt til at forstærke en gruppes samhørighed mod højere bevidsthedsmål.
Her et eksempel på en meget disciplineret Sufi dans fra G.I. Gurdjieff's filmatiserede autobiografi fra hans tidligere liv, "Meetings with Remarkable Men":