Metamorphic deformation
© SuppliedRock features showing shock metamorphic deformation in the mineral quartz from the Warburton Basin impact.
Forskere fra Australian National University har opdaget verdens hidtil største krater fra et meteornedslag.

Med en diameter på mere end 400 km er krateret fire gange større end et krater på Yucatan-halvøen i Mexico, som man hidtil har anset for at være verdens største.

Krateret opstod da en meteor, med en diameter på 20 km, hamrede ind i jorden fra rummet.

Inden nedslaget delte meteoren sig i to lige store stykker, der slog ned hver for sig i området Warburton Basin i det centrale Australien.

De to nedslag efterlod sig 190 km lange revner i jordoverfladen og har sat sig spor helt ned i 30 kilometers dybde.

Det østligste nedslagssted blev opdaget ved et tilfælde i 2013, hvor boringer afslørede klippe, der var blevet forvandlet til glas som følge af en enorm trykbølge.

Ved samme lejlighed blev forskerne opmærksomme på det vestlige nedslagssted, som udviste de samme magnetiske og seismiske egenskaber, men det er først for nylig, det har været muligt at bevise, at det vestlige nedslagssted stammer fra samme meteorit.

Ligesom man mener at meteornedslaget på Yucatan-halvøen var årsag til at dinosaurerne blev udryddet, mener Geologen Dr. Andrew Glikson fra Australian National University, at nedslaget i Australien sandsynligvis har forårsaget en tilsvarende masseudryddelse af de forskellige skabninger på jorden.

Endnu ved forskerne dog ikke, hvornår meteoren ramte jorden, og de har endnu ikke fundet tegn i de 3-600 mio. år gamle klipper i Warburton Basin, der kan kaste lys over dette.

Ved nedslaget på Yucatan-halvøen har man over det meste af jordkloden fundet et tyndt askelag i geologiske aflejringer, men endnu har forskerne ikke fundet et tilsvarende lag, der kan passe med det australske meteornedslag.

Derfor vil Andrew Glikson ikke blive overrasket, hvis det viser sig, at nedslaget fandt sted for mere end 300 mio. år siden.

"Det kan betyde, at nedslag som dette kan have spillet en meget større rolle i jordens udvikling end hidtil antaget," siger han.