De to samtidige topmøder, der startede i Ufa, Rusland den 9. Juli var alt andet en en normal begivenhed. Faktisk kan det være at fremtidens historikere ser det som vendepunktet, der indvarslede Europas og Nordamerikas definitive fald. Dette er ikke nogen lille ting i menneskets historie. Det er det mest markante skift i relative globale økonomiske styrkeforhold siden det fjerde korstog i 1204, da den Venetianske Republik stod frem som en verdensmagt efter dens brutale og uskønne nedslagtning af Konstantinopel, hvilket var begyndelsen på enden for det Byzantinske Imperium.

Til at begynde med kan vi se på hvad der skete. Rusland var vært for to sammenfaldende topmøder for nye alternative organisationer, det årlige møde for BRICS landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kine og Sydarfrika) og det årlige møde for Shanghai Cooperation Organization. Den overordnede betydning er blevet næsten fuldstændig mørkelagt af de vestlige mainstream medier såsom The New York Times.

Først kan vi se på resultaterne fra BRICS mødet, hvor Brasiien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika er medlemmer. BRICS landende idriftsatte formelt deres New Development Banks (Ny Udviklingsbank, red). Den har globalt hovedkontor I Shanghai, der er Kinas bank- og finanscenter, med en filial I Sydafrika, der skal servicere den afrikanske region.

new investment bank Brics capitalization
Den skal eksplicit virke som et alternativ til den dominerende rolle, som IMF og Verdensbanken har haft siden 1945, der udgør hjertet af Washingtons dollar system. Den har medlemsbidrag på 50 mia. USD til infrastrukturprojekter primært, men ikke udelukkende, i BRICS lande. Derudover har den lavet en 100 mia. USD finansiel sikkerheds fond - et såkalt Betinget Kapitalreserve Arrangement, som sikkerhed mod spekulative angreb, som dem Washington og the Soros Foundation udførte i 1997 for at ødelægge de uafhængige asiatiske tiger økonomier.

NDB banken er igang et år efter det blev vedtaget på det seneste BRICS topmøde, og det blev offentliggjort på topmødet at de første godkendte infrastrukturprojekter starter tidligt i 2016. Det er et imponerende vidnesbyrd på den gensidige vilje til at skabe et alternativ til IMF og Verdensbanken, der begge er kontrolleret af Washington, hvor de også har hovedsæde. Det er også værd at bemærke at BRICS landene for første gang blev enige om at etablere formelle samarbejder med lederne af the Eurasian Economic Union, der dækker Rusland, Hviderusland, Kazakhstan, Armenien og Kirgistan.

Derudover enedes de om at mødes med lederne fra Shanghai Cooperation Organization (SCO) - Rusland, Kina, Kazakhstan, Kirgistan, Rusland og Usbekistan.

SCO tilføjer stor sikkerhedsdimension

For sin del, blev medlemslandene i SCO - Shanghai Cooperation Organization - udover at optage både Indien og Pakistan, enige om at styrke organisationens rolle i bekæmpelse af terror i regionen. SCO blev etableret i 2001, oprindeligt til at håndtere grænsestridigheder mellem Kina, Rusland, Usbekistan og Kazakhstan i årene efter Sovietunionens opløsning. Den er nu i gang med en organisk forvandling til noget helt andet og sammen med Kinas One Belt, One Road New Economic Silk Road højhastigheds tog-netværk, der kører på kryds og tværs i Rusland og hele Eurasien, kan det muligvis være kernen i en økonomisk region, hvis vækst over det kommende århundrede vil få det de gældstyngede OECD økonomier kan præstere til at blegne.

I år optog SCO medlemmerne Pakistan og Indien som fuldgyldige medlemmer, et træk der underminerer 70 års anglo-amerikansk geopolitik på det indiske subkontinet ved at forene to bitre fjender i et forum, der håndterer grænsestridigheder via diplomati. BRICS landenes UFA deklaration pointerede også vigtigheden af at bekræfte FN charteret og fordømte unilateral militær intervention, hvilket var en tydelige reference til, hvem tror du?

Forøgelsen med Indien og Pakistan i Eurasian SCO har kæmpestore implikationer for Kinas New economic Silk Road høj-hastigheds skinne infrastruktur netværk, der krydser hele Eurasien og også potentielle gas og olie forsyningsledninger i regionen. Det er signifikant for en Obama regering, der prøver at spille Iran ud mod Rusland og Kina ved at underskrive den seneste atomare Geneve 6-energiaftale, at Irans præsident Hassan Rouhani deltog i BRICS/SCO topmøderne og havde private samtaler med Ruslands præsident Vladimir Putin. Tehran vil sandsynligvis slutte sig til Shanghai Cooperation Organization efter at embargoen er blevet løftet, måske allerede i 2016, noget, der vil give SCO en stærk tilstedeværelse i Mellemøsten set fra et geografisk perspektiv.

Med de planlagte løftelser af de amerikanske økonomiske sanktioner mod Iran, kan der ske en kæmpe økonomisk styrkelse af det eurasiske økonomiske marked fra Shanghai til Skt. Petersborg til Tehran og videre. Dette vil være et geopolitisk mareridt for amerikanske geoplitiske tænkere som Zbigniew Brzezinski og Henry Kissinger.

Det er værd at bemærke at den endelige BRICS deklaration også svor større samarbejde I kampen mod terror og håndtering af medlemsstaternes sikkerhedsspørgsmål. Dette overlapper med det af Rusland startede Collective Security Treaty Organization (CSTO), der blev skabt i 1992 efter Sovietunionens fald for at give en minimum af sikkerhed imod et CIA der gik helt over gevind da de brugte veteraner fra CIAs Afghani Mujahideen til at "sætte gang i" (for at bruge Brezazinksikis udtryk) befolkningerne I de tidligere Soviet stater med store muslimske befolkninger på tværs af Centralsasien - især Azerbadjan og Caucasus.

Idag er CSTO ved at blive en meget mere seriøs organisation og en måde hvorpå Rusland på legitim vis kan yde sikkerhedsekspertise til svagere stater indenfor den Eurasiatiske Økonomiske Union, såsom Kirgistan eller Armenien, der begge har været mål for nye USA støttede farve revolutioner, der søgte at sprede kaos på tværs af det opblomstrende eurasiatiske økonomiske marked.

Det kombinerede BRICS-SCO-Eurasian Economic Union topmøde blev afholdt i Ufa, er en by ved foden af Ural bjergene, tæt på Kazakhstan, med et par millioner indbyggere og med Ruslands Putin som vært. Det, der er værd at lægge mærke til ved topmødet, er ikke alene graden af harmonisering der sker mellem de tre enorme organisationer. Det er også at Rusland, som det eneste land er medlem af alle tre organisationer, hvilket bringer alle tre organisationer på samme strategiske kurs. Derudover har medlemslandende alt hvad der skal til for at blive fuldstændigt uafhængige af dollar-verdenen og det døende EU med det vanskabte Euro-fupnummer.

Som The Saker pointerede i en perspektiverende artikel for nylig, "den samlede liste af BRICS/SCO medlemmer ser nu sådan ud: Brasilien, Kina, Indien, Kazakhstan, Kyrgyzstan, Pakistan, Rusland, Sydafrika, Tajikistan og Uzbekistan. BRICS/SCO har således 2 permanente medlemmer I FNs Sikkerhedsråd, 4 lande med atomvåben (kun 3 NATO medlemmmer har atomvåben!), deres medlemmer dækker en hel tredjedel af verdens samlede landmasse, de producerer $160 billioner (1000 mia kroner, red.) i BNP og har en samlet befolkning på 3 mia. Mennesker, eller halvdelen af verdens befolkning."
brics facts
En ny Eurasiatisk arkitektur er under opbygning, som EU landene og især Tyskland, Frankrig og Italien kunne nyde særdeles godt af at samarbejde med. Men hvad er svaret fra Washington og deres undersåtter i det europæiske NATO, for at bruge Brzezinskis udtryk?

Washingtons NATO svar

Svaret fra Washington og NATO har været en bleg og ynkelig kontrast, for at sige det mildt.

Obamas nyudpegede nominering til formand for Joint Chiefs of Staff, Marine Corps General Joseph Dunford, udråbte Rusland til Amerikas største fjende i en høring i Kongressen for nogle dage siden. Behændigt glemte han alt om den "eksistentielle trussel" fra ISIS, en organisation som amerikanske og israelske efterretningstjenester har været med til at bringe til verden for at skabe kaos. Dunford udtalte, "Hvis i vil snakke om et land, der kunne udgøre en eksistentiel trussel mod USA, må jeg pege på Rusland". Det rystende er at der stort set ikke var så meget som et pip til protest, bortset fra blog kommentarer fra det pensionerede kongress medlem Ron Paul og et par andre. De aggressive krigstrommer buldrer højere og højere I Washington i disse dage.

Krigsvanviddet i Washington stikker dybere end blot en enkelt general. Pentagon har lige udgivet deres Military Strategy of the United States, 2015. Fokus er klart flyttet fra "ikke-statsaktører", som ISIS, som værende den største trussel mod USA og hen til "stats-aktører", der "udfordrer den internationale norm". Pentagons strategidokument går videre og udpeger Rusland, Kina, Iran, Nord Korea som de største trusler." Hvad de ikke vil indrømme er at truslen retter sig mod USA i rollen som den eneste Supermagt med verdensherredømme, der insisterer på at dets vilje er den eneste valide, i den selvudnævnte rolle som forsvarer for "demokrati" og "menneskerettigheder" - den Nye Verdensorden, som George Bush senior udtrykte det i 1991.

På den økonomiske front, tegner der sig udover de enorme vidder i Eurasien, den største investering i fysisk infrastruktur, der vil lede til nye markeder, hvor der idag er de øde egne i Siberien eller Mongoliet og ligger uberørt hen. I modsætning er Obamas Washington, en tidligere verdenshersker, der har mistet sin sjæl, der kun kan tilbyde den USA dominerede hemmelige frihandelsaftale Trans-PCIFIC PARTNERSHIP (TPP), til lande i Asien, bortset fra Kina, som en måde at holde Kina økonomisk i skak, og the Trans-Atlantic Trade and Investment Partnership (TTIP), der tilbyder den samme geopolitiske blindgyde til økonomierne i EU. Begge handelsforslag er desperate forsøg fra strategerne i Washington og deres industrielle bagmænd fra agribusiness som Monsanto eller medicinalindustrien på at dominere verdens handels- og finansmarkeder.

På samme måde som en person kan miste sig selv gennem traumer er det muligt for hele nationer, selv nationer så store og tilsyneladende mægtige som USA, at miste sin sjæl. Når en nation mister sin sjæl, mister den evnen til at gøre gode ting, at være et godt sted. Dette beskriver på tragisk vis USA i dag. Processen har været en lang forrådnelse, der er startet indefra, meget på samme måde som det romerske imperium i det 3. Og 4. Århundrede. Forrådnelsen har stået på i årtier.

Der var mange skelsættende begivenheder vi som borgere har ladet passere uden at handle. En sådan i løbet af det sidste århundrede var Kongressens afgivelse af ansvaret af det konstitutionelle ansvar for at kontrollere seddelpressen ved at overlade det til en lyssky privat samling Wall Street bankfolk, der døbte sig The Federal Reserve. Et andet var at på den mest perfide måde vendte vores allierede fra krigen, Rusland, ryggen og gjorde dem til "den nye Hitler", sådan at Nelson Rockefellers nationale sikkerhedsstat, fuld udruststet med CIA, kunne blive opbygget for at retfærdiggøre udhulningen af essensen i den amerikanske konstitution (den amerikanske grundlov, red.). En anden var beslutningen om, ja, du kan sikkert selv fylde resten ind, da der er så mange tilsyneladende små beslutninger, der samlet set er totalt giftige for ægte respekt for menneskeliv og individuel frihed. Derefter, i kølvandet på begivenhederne d. 11. September 2001 stod vi som nation, forkrøblet af frygt, og var stiltiender vidner til at vores grundlæggende borgerrettigheder røg en tur i George W. Bushs makulator med det misvisende navn The Patriot Act og andre politistat love.

Når et folk der engang var så fantastisk som det amerikanske mister alt hvad der gjorde dem gode, kræver det en bevidst beslutning og fast vilje at genskabe det gode. Det første essentielle skridt er at blive bevidst om hvad der er galt med os som folk idag. David Rockefeller eller George H. W. Bush eller Bill Gates eller Hillary Clinton eller Jeb Bush gjorde ikke det her. Vi gjorde det, og de drog bare fordel af det. Det er der vi skal starte, hvis vi ønsker at tage os selv alvorligt igen som nation og som folk. At se os selv som "ofre" uanset for hvem eller hvad, er en blindgyde vi kan dø af.

F. William Engdahl er Strategic Risk Consultant og foredragsholder. Han har en grad i politik fra Princeton og er forfatter til best-sellere om olie og geopolitik. Han skriver eksklusivt for online magasinet "New Eastern Outlook".