uas rusland
© M.Wuerker
Vil Vesteuropa have fred og stabilitet, bør man blande sig uden om, hvad stormagten mod øst laver i sit eget nærområde.

Siden afslutningen af Store Nordiske Krig (1721) har Rusland været Europas største, stærkeste og folkerigeste stat - det eneste europæiske land, som ikke kan overvindes, hvad både Napoleon og Hitler måtte sande.

Rusland har med andre ord en særlig status og må som sådan indrømmes et vist råderum inden for dets umiddelbart tilgrænsende nærområde. Et sådant råderum gør andre stormagter krav på som den selvfølgeligste ting af verden.

Et eksempel er USA, som med Monroedoktrinen af 1823 fortalte resten af verden, at USA anså intet mindre end hele det amerikanske kontinent som sit nærområde, og at der her gjaldt særlige regler for, hvad tredjelande kunne gøre, samt - hvilket snart skulle vise sig - at USA forbeholdt sig retten til at gribe ind i andre amerikanske nationers indre anliggender, hvis der foregik noget, der set fra Washington, D.C., oplevedes som truende.

Det har USA sidenhen gjort snesevis af gange, for eksempel i Chile 1973, hvor CIA styrtede en demokratisk valgt præsident, uden at nogen følte sig foranlediget til at intervenere med militære trusler og økonomiske sanktioner. Man accepterer som en selvfølge, at USA har ret til at holde justits efter egen smag inden for sit bredt definerede nærområde.

Der findes ingen russisk Monroedoktrin. Men der findes et efterhånden ret omfattende erfaringsmateriale opsamlet i løbet af de sidste 300 år, som viser, at hvis man giver Rusland nogenlunde frie hænder i det område, der i dag dækkes af de baltiske stater - Polen, Rumænien og Bulgarien samt, naturligvis, Hviderusland og Ukraine - på samme måde, som USA har det på den amerikanske halvkugle, så er Rusland en stabil og konstruktiv medspiller i europæisk politik.

Det har Danmark ved flere lejligheder nydt godt af, således under Wienerkongressen 1814-15, hvor vi ville være blevet slettet af det politiske landkort, hvis ikke Rusland var gået i brechen for os.

Uanset hvad der fra tid til anden er blevet hævdet, er der absolut intet, som tyder på, at Rusland nogensinde har ønsket at ekspandere ud over sit nationale nærområde og underlægge sig Vesteuropa ud til Atlanterhavet. Det er geopolitiske fantasibilleder skabt af paranoide amerikanere, som insisterer på, at russerne er de eneste europæere, som amerikanerne har virkelig respekt for og regner for deres ligemænd. At russerne er et spejlbillede af dem selv og derfor ikke kan stoppes, før de når ud til havet.


Kommentar: Måske handler det også om at 'Verdensøen' Eurasien er vores klodes største resource, og en torn i øjet på de magt-moguler der ikke kan nøjes med det halve.


Tværtimod fik Danmark i 1946 det russiskbesatte (sovjetiskbesatte) Bornholm tilbage uden krav om modydelser, selv om ingen jordisk magt på dette tidspunkt kunne have forhindret russerne i at blive på Bornholm til evig tid. På samme måde trak russerne sig betingelsesløst tilbage fra forskellige positioner i Norge, som de havde sat sig på ved afslutningen af Anden Verdenskrig.

Problemer med Rusland får man først, hvis man blander sig i dets umiddelbare nærområde, akkurat som man ikke kan regne med at slippe godt fra at krydse USA's interesser i Cuba, Mexico eller andetsteds på den vestlige halvkugle, inklusive Grønland. Gør man det, så falder hammeren.

Indblanding i Ruslands umiddelbare nærområde er ikke desto mindre lige præcis, hvad Vesteuropa, hjulpet af USA, har praktiseret i stor stil siden Murens fald 1989 og Sovjetunionens opløsning 1991. I stedet for forsigtigt afventende at se til, mens den sårede og tummelumske, men ingenlunde forsvundne stormagt fandt en ny balance i forhold til sit nære udland såvel som til Hviderusland og Ukraine, der pludselig erklærede sig selvstændige, omfavnede man de baltiske lande såvel som Polen, Rumænien og Bulgarien, der alle blev optaget først i Nato, derefter i EU. Ligeledes har man åbenlyst leget med tanken om at knytte både Hviderusland og Ukraine til Nato og EU.

Sågar Georgien, en anden tidligere sovjetrepublik beliggende mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav, der også som noget nyt erklærede sig selvstændig i 1991, har været nævnt som kandidat til Nato. Husker man, hvordan verden så ud for bare tre årtier siden, og med hvilken frygt blandet med respekt man behandlede det daværende Sovjetunionen, kniber man sig i armen og spørger, om man drømmer, eller om man er vågen.

Med denne uhørt arrogante og gadedrengeagtige udfordrende politik har vi i den vesteuropæiske verden forpasset en historisk chance for at genskabe 1700- og 1800-tallets respektfulde, men også fortrolige og tillidsfulde forhold til stormagten i øst, der fremstod som en oplagt mulighed ved Sovjetunionens opløsning i 1991. Og som ville have forberedt os på den dag, som alle vidste ville komme, hvor USA ikke længere er parat til at have store styrker stationeret i Europa, og hvor Vesteuropa derfor er alene med russerne.

Havde EU og Nato holdt fingrene fra de baltiske lande, fra Polen, fra Rumænien og fra Bulgarien for ikke at tale om Hviderusland og Ukraine, ville disse lande i dag have ligget som en stødpude mellem EU - Storbritanniens Brexit ville selvsagt ikke være indtruffet - og Rusland, og vi kunne alle have været trygge og lettede over, at den kolde krig omsider var slut. I stedet er vi nu viklet ind i en livsfarligt truende, stejlt opadgående spiral uden ende, hvor der må udsendes flere og flere fly og flere og flere sværtbevæbnede soldater til forsvar af Estland, Letland og Litauen samt endnu en række lande, der rettelig hører hjemme i den russiske interessesfære, og som vi derfor burde holde os fra, på samme måde som alle ved deres fulde fem holder sig fra USA's umiddelbare interessesfære.

Det bliver sagt, at vi i 1989 havde pligt til at støtte de nye demokratisk orienterede stater, der dukkede op i Østeuropa efter Murens fald. Måske.

Men det kunne gøres på mange andre måder end ved at optage dem i decideret vesteuropæiske organisationer som EU - for ikke at tale om Nato, der er født som en antirussisk militæralliance. Det ville have været bedre for os, ligesom det ville have været bedre for de østeuropæiske stater, der nu lever i en stadig og ingenlunde ubegrundet angst for, hvad der kan ske; en altødelæggende atomkonflikt er i dag mere sandsynlig end på noget som helst tidspunkt siden Cubakrisen i 1962.

Endelig må man, når talen falder på Østeuropa og Baltikum, huske, at ligesom vi ikke selv vælger, hvilket århundrede eller hvilket land vi fødes i, således vælger et folk ikke selv sin geografiske placering. De mindre folk, der er placeret klos op ad den russiske gigant, må tage denne skæbne på sig som et grundlæggende livsvilkår, ligesom Canada og Mexico er tvunget til at finde sig i de særlige betingelser, men også nyder godt af de særlige fordele, der skabes af at være naboer til supermagten USA.

De tonedøve danske politikere, som siden 1989 har pustet sig op og ivret for at få de baltiske og andre østeuropæiske stater inkorporeret i de vesteuropæisk-amerikanske sikkerheds- og markedsinstitutioner, fortjener ikke folkets tak.

Berøvet enhver fornemmelse for Ruslands historiske rolle i Europa og forført af ideen om våben og soldater som løsning på ethvert udenrigspolitisk problem har de undladt at vise rettidig omhu. De har ikke handlet i fædrelandets interesse, men ført os ud i et politisk hængedynd, som truer med at opsluge os alle.