Der udspillede sig en noget mærkværdig situation, da folketingskandidaten Yahya Hassan onsdag aften var gæst i studiet i den sene nyhedsudsendelse på TV 2 | ØSTJYLLAND.

Han ville nemlig ikke finde sig i, at TV 2 | ØSTJYLLANDS studievært Søren Ø. Jensen afbrød interviewet for at gå videre til næste indslag.

- Vi er krigsforbrydere, lød det blandt andet fra Yahya Hassan, mens Søren Ø. Jensen forgæves bad ham forlade studiet.


- Hvis du vil gøre mig til grin på åben skærm, så kan jeg love for, at det kommer direkte tilbage i hovedet på dig selv, lød det også fra Yahya Hassan, der ved folketingsvalget stiller op som løsgænger i Østjyllands Storkreds.

- Hav en god aften. Og slipset symboliserer i øvrigt hundesnor!, sagde Yahya Hassan, mens han klappede Søren Ø. Jensen på skulderen og derefter forlod tv-studiet.