Jeg blev for nylig spurgt af nogen, der læste min kommende bog med Helen Pluckrose,
Cynical Theories, om jeg ville forklare forholdet mellem marxisme og den kritiske sociale retfærdighedsideologi (Eng: Critical Social Justice ideology), som vi sporer en delvis historie om i den bog. Årsagen til spørgsmålet er, at kyniske teorier åbenbart fokuserer på de
postmoderne elementer i kritisk social retfærdighed og aktivisme, og alligevel identificerer mange mennesker, især blandt konservative, åbenlyse forhold til marxismen inden for det stipendium og aktivisme, der synes dårligt at tage højde for ved at tale om postmodernisme. Denne forvirring giver mening, fordi postmodernisme altid var eksplicit kritisk over for marxismen og navngav den blandt de store, gennemgribende universaliserende forklaringer på virkeligheden, som den kaldte 'metanarrativer', som den rådede os til at være radikalt skeptiske.
Målet med kyniske teorier (
Cynical Theories) er at bringe klarhed til denne ganske komplicerede diskussion og lægge fast på, hvordan
postmodernisme er af central betydning for udviklingen af det, vi nu kalder 'kritisk social retfærdighed' ("
Critical Social Justice") eller 'vågnet' ("
Woke") stipendium og ideologi.
Dette er faktisk kun en del i en langt bredere historie, der helt sikkert trækker på Marx (og dermed alle de tyske idealister, han trak på), dog på en meget ejendommelig måde og gennem en række fascinerende og selv komplekse historiske og filosofiske vendinger.
One of these is the development of postmodernism, upon which we write, and another is the development of "neo-Marxism," which is sometimes referred to as "Cultural Marxism." This is a development of the Frankfurt School of
Critical Theory, and it too was explicitly highly critical of Marxism in its economic particulars,
though it retained the underlying ethos and ambition of overthrowing the ruling classes and establishing some variation on communism. Clearly, a third line of thought that bears some relevance is the long and, again, complex history of "
social justice" thought, which can be approached in any number of ways, including religious, liberal, communist, and, as we explain in the book, "Woke," which must be understood to be its own thing in its own context, whatever its intellectual history.
En af disse er udviklingen af postmodernisme, hvorpå vi skriver, og en anden er udviklingen af 'neo-marxisme', som undertiden kaldes 'kulturmarxisme'. Dette er en udvikling af Frankfurt School of
Critical Theory, og det var også eksplicit stærkt kritisk over for marxismen i sine økonomiske oplysninger,
skønt den bevarede den underliggende etos og ambition om at vælte de herskende klasser og etablere en vis variation af kommunismen. Det er klart, at en tredje tankegang, der har en vis relevans, er den lange og igen komplekse historie om 'social retfærdighed' (Eng:
social justice"), der kan tilgås på en række måder, herunder religiøs, liberal, kommunistisk og som vi forklarer bogen 'Vågnet', som skal forstås som sin egen ting i sin egen sammenhæng, uanset dens intellektuelle historie.
Kommentar: Oversat af Sott.net fra MindMatters: Phillip Barlag: The Leadership Genius of Julius Caesar