Den enkelte samfundsborgers liv og færden bliver registreret og overvåget i hoved og røv - fra indkøbs- og madvaner til færden i trafikken og på nettet - og oplysningerne gemmes i årevis.
Til gengæld er den kapitalistiske produktion omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri. Offentligheden skal nødigt have kendskab til hvordan og med hvad og efter hvilke metoder, varerne bliver til og afsættes på.
Fra den dominerende brug af alskens usunde stoffer til konkurrencekampen om råvarer og afsætningsmarkeder er virksomhedernes (:monopolernes) praksis lukket land. Som regel er hemmelighedskræmmeriet beskyttet af lovgivning.
Derfor rystes offentligheden ('forbrugerne') igen og igen af fødevareskandaler og industrielle katastrofer. Skadevirkningerne af den industrielle fødevareproduktion er underbelyst og forties. Nye metoder som brug af GMO-teknik sniges ind overalt.
Mens forbrugerne gøres ansvarlige for en 'uforsvarlig vækstfilosofi' og 'brug-og-smid-væk-kulturen' holdes den kapitalistiske produktion stort set fri af kritik - selvom det er dens jagt efter profit, der er den afgørende årsag til rovdrift på og ødelæggelse af både mennesker og natur.
Når køleskabet eller andre hårde hvidevarer eller en printer og anden elektronik går i stykker og må kasseres til fordel for et nyt produkt af samme slags, er det sandsynligvis ikke et resultat af slid, men af indbygget og planlagt forældelse fra producentens side.
Wikipedias definition lyder sådan:
"Planlagt forældelse er et princip inden for industrielt design, hvor et givet produkt bevidst designes til at holde i en begrænset levetid, selvom det potentielt kunne holde længere."
Se:
Planlagt forældelse
Da. wikipedia
Stadig kortere levetid for hårde hvidevarer og elektronik
Siden dets introduktion i 1920'ernes og 30ernes USA er det blevet et grundlæggende element i så godt som al produktion. Den generelle reklamationsret på 2 år er præcist tilpasset det. Holder hårde hvidevarer i fem år eller længere må man betragte sig som heldig. For producenterne har ikke pligt til at oplyse om deres lille indbyggede hemmelighed.
Kommer der kritik af de bevidst forringede produkter og dette princip for den kapitalistiske produktion lover en hel horde af politikere og andre, at der vil ske forbedringer. EU-politikerne sværger til at EU vil gribe fat om problemerne.
Men en undersøgelse, som netop er offentliggjort af den tyske miljøstyrelse, viser, at det går den stik modsatte vej. Produkterne bliver stadigt ringere. I 2004 var det kun 3,5 procent af produkterne i kategorien 'Hårde hvidevarer', der holdt i mindre end fem år. I 2012 var denne andel mere end fordoblet og steget til 8,3 procent.
Se:
E-flood due to shorter life cycle of electronics?
Recycling International
Rapporten konkluderer ikke, at den voksende andel af mindre holdbare produkter skyldes bevidste handlinger fra producenternes side. Det er svært at bevise, hedder det.
Men kendsgerninger taler deres eget sprog, selvom producenterne har frie hænder til både at lyve og forringe deres produkter ved at bruge ikke-holdbare komponenter, selvom der findes gode alternativer.
Den planlagte forældelse er således også et eksempel på, hvordan den kapitalistiske produktionsmåde holder tekniske fremskridt tilbage og/eller forhindrer dem i at komme til fuld udnyttelse og gavn for befolkningerne. Glødepæren er et klassisk eksempel på det gennem mere end et århundrede.
I Livermore i Californien hænger en gammel glødepære, der stort set har lyst uafbrudt siden 1901, bortset fra enkelte strømafbrydelser. Men de elpærer, der er lavet og solgte til forbrugerne i samme periode, er altid med indbygget forældelse.
At producenterne går sammen i globale karteller for at holde profitterne og smide-væk-kulturen (og rovdriften på ressourcer og CO2-forureningen i gang) fremgår f.eks. af en 'Den store glødepære-konspiration', en fransk dokumentarfilm fra 2010 om kartellet, der enedes om at producere en ny glødepære med maks 1500 timers levetid.
Det er indlysende, at den planlagte forældelse anvendes hyppigere, hvor der ikke sker reele fornyelser og udviklinger af produkterne.
Produktionen af nye varer og nye modeller år efter år med ganske få forandringer i forhold til tidligere - fra biler til TV og It - er en variant af den kapitalistiske produktions-strategi for planlagt forældelse, rovdrift på ressourcer og miljø og røveri af kunderne (:befolkningen).
Kapitalismen har mistet evnen til reelle løsninger
En skarptseende marxist ved navn V.I. Lenin skrev i 1913:
"Hvorhen man end vender sig, møder man atter og atter opgaver, som menneskeheden fuldt ud er i stand til at løse omgående. At det ikke sker, er kapitalismens skyld. Den har ophobet bjerge af rigdom - og gjort menneskene til slaver af denne rigdom. Den har løst de mest komplicerede tekniske problemer - og stoppet de tekniske forbedringers praktiske gennemførelse på grund af millionmassernes fattigdom og mangel på oplysning og på grund af en håndfuld millionærers snæversynede gridskhed."
Det var før de kapitalistiske producenter indførte produktionsstrategien med indbygget og planlagt forældelse, der fortæller om et økonomisk system, som helt har mistet evnen til at løse menneskehedens udfordringer - og som tværtimod står i vejen for grundlæggende løsninger.
Læserkommentarer
dig vores Nyhedsbrev