© Sputnik/ Alexandr Demyanchuk
Tanya Savicheva dagbog på museet på mindekirkegården i Piskaryovskoye, hvor næsten 500.000 tusinde ofre for belejringen og soldater fra Leningradfronten liggeg begravet.
Den 13. maj 1942 skrev Tanya Savicheva sin sidste optegnelse i sin dagbog - en kort samling af noter som til sidst blev én af de hjereteknusende optegnelser fra belejringen af Leningrad.

Ved første øjekast ser dagbogen af Tatyana Nikolayevna Savicheva, ofte kaldet Tanya Savicheva, en almindelig lille notesbog. Den er også et relativt let læst, da den kun indeholder nogle få noter.

Indholdet er imidlertid alt andet end almindeligt: Det er en optegnelse af en Russisk families gradvise bortgang, fanget som den er i Leningrad by som følge af det nazistiske Tysklands og finske soldaters belejring, skrevet af familiens yngste medlem, en 12 årig pige.

© PHOTO: MRAMOEBA
Del af "Livets blomst", et mindemonument i nærheden af Sankt Petersborg dedikeret til Leningrad belejringens børn. Monumentet viser sider af Tanya Savichevas dagbog.
Xenia døde ved middagstid den 28 December, 1941

Yevgeniya Savicheva var den første der gik bort. Den ældste datter i Savichev familien, født i 1909, hun arbejdede på en fabrik og på trods af et stort arbejdspres insiterede hun på at give blod til hærens hospitaler. Hun forsømte kun sit arbejde én gang - den dag hun døde.


Kommentar: The Siege of Leningrad: Last entry in the WWII diary of dying 12 year old Russian girl

Om Piskaryoskoye Memorial Cemetery
På dansk findes bogen 900 dage, en oversættelse af "The 900 Days, The Siege of Leningrad" skrevet af Harrison E. Salisbury. På dansk findes bogen i to bind og kun antikvarisk eller på biblioteket. Fortællingen om Tanja findes side 155 i bind to.

Herunder er fem videofilm om Leningrad belejringen. Længden af de første tre 6 minutter, 28 minutter, 48 minutter (Her kan man i det 41. minut se uddrag af pigen Tanyas dagbog.)








Kommentar: Hvorfor skjule, at der udover finnere omkring Leningrad, var danskere og nordmænd på østfronten. Hvis man tager danskerne som eksempel var de med den daværende regeringens velsignelse organiseret i Frikorps Danmark.
Flere tusinde dansker kæmpede omkring Ilmensøen på tysk side. Det var hårde kampe og mange døde.
På siden World War II casualties finder man:

"During the Occupation of Denmark military war dead included 1,281Merchant Marine, 797 resistance fighters and 39 Army personnel. Civilian deaths included 628 victims of Nazi reprisals and 427 killed during military operations. Total deaths 3,172. There were an additional 3,900 Danish deaths in German military service that are included with German losses.[197] Deaths of Jewish Holocaust victims totaled 77.[55]"

Det lader til, at de fleste danskere aktive i anden verdenskrig døde i tysk tjeneste!

Se også Her er de danske nazi-bødler eller Krigsdagbog for Frikorps Danmark 17. maj 1942 - 30. juli 1942 eller I krig for Hitler med Frikorps Danmark eller Standardside, der handler om skæbnen for en person, der døde i tysk tjeneste.
Nogle danskere faldt omkring Demjansk og Ilmen søen. På Youtube findes der flere interviews, evt foredrag, hvor tidligere østfrontssoldater fortæller om deres oplevelse. Man kan også finde russiske videoer om udgravninger på den tidligere slagmark, der nu er skovdækket, men indeholder masser af metalgenstande mm.

I 1943 blev danske soldater indsat ved Leningrad. Arne Sloth Kristoffersen skriver link:
"Det er en af de største historiske fortrængninger i Danmark, at cirka 10.000 danskere meldte sig tit tysk krigstjeneste, og at cirka 8000 kom til at gøre tjeneste i det berygtede tyske Waffen SS; cirka 3.000 danskere faldt og 400 savnes fortsat. De fleste meldte sig til Frikorps Danmark, der blev oprettet med den danske regerings støtte. I 1943 blev Frikorps Danmark opløst efter at have lidt store tab. Resterne af korpset indgik som SS regiment 24 Danmark i et nyt tysk panserkorps under general Felix Steiner. I 1943 blev korpset indsat på Leningradfronten.

Da Sovjetunionen i begyndelsen af 1944 brød den 900 dage lange tyske belejring af Leningrad, blev den tyske hær efter hårde kampe presset mod syd til Estlands grænse, så fronten i længere tid kom til at ligge ved Narva. Der deltog SS soldater fra mindst 14 forskellige lande, og de fik stor støtte af estiske frivillige. Man regner med, at der deltog 1.200 - 1.500 danskere, hvoraf op mod 500 døde, En af de faldne var George Mac Donald fra Brovst. Han blev født i USA i 1922 og kom til Brovst som otteårig sammen med moderen, der var fra Brovst. George blev såret den 7. marts 1944 ved Narva og døde syv dage senere. Der er bevaret en omfattende brevveksling mellem George og moderen, og brevene viser det tætte bånd, der var mellem dem. Georges grav er endnu ikke fundet.

Georges kompagnichef var Hauptsturmführer (kaptajn) Per Sørensen, der var lægesøn fra Øster Vrå. Han var oprindeligt premierløjtnant og en af de 70 frivillige linjeofficerer, der stolede på regeringens løfte om, at de kunne komme tilbage til hæren, når krigen var forbi. Per Sørensen meldte sig straks i 1941 og var med i talrige kampe på Østfronten, hvor han blev såret syv gange. Kampene ved Narva var hårde og langvarige, og Narva blev helt ødelagt; men den russiske overmagt var for stor, så resterne af Regiment Danmark og de øvrige i tysk uniform måtte trække sig tilbage til Letland."

Se også artiklen fra BT: "Minder fra Østfronten: Dansk massegrav ved Skt. Petersborg, Niels-Birger Danielsen 25. dec. 2014 - 15.21

Jens Bjerregaards eftersøgning af savnet familiemedlem førte ham til landsbyen Vitino i Rusland. Her forsvandt over 200 danske Waffen-SS-soldater sporløst, da Den røde Hær i januar 1944 med en storoffensiv sprængte Leningrads belejring

Et vejkant ca. 500 meter øst for landsbyen Vitino mellem Skt. Petersborg og den estiske by Narva havde i årene efter Anden Verdenskrig et dystert rygte blandt de lokale børn.

»Vi fik at vide, at døde tyske soldater spøgte. Vi måtte ikke lege der eller nærme os stedet efter krigen,« fortalte en lokal kvinde, Katja, der nu er i 80'erne, i 2010."

Hvad der er måske endnu mindre kendt end dansk deltagelse på østfronten er, at der ved krigens slutning også var soldater fra Østeuropa i Danmark: "I Danmark befandt der sig ved krigens slutning 12-15.000 tidligere sovjetborgere i den tyske bessettelsesstyrke, hvortil kom et lidt mindre antal ungarere og frivillige af anden national herkomst. De ca. 25.000 krigsfrivillige udgjorde naesten 25 % af den tyske haers samlede mandskab i Danmark pa dette tidspunkt; deres krigsvillighed og loyalitet er derfor af betydning i en vurdering af den tyske militaere opbygning i Danmark og tyskernes potentielle mulighed for at kunne fore en »Endkampf« i Danmark." Kilde.



Kommentar: Efter krigen gjaldt det for Danmark om at være "Allieret" sammen med amerikanerne og englænderne:

"Retsopgøret efter krigen. Loven med tilbagevirkende kraft som de fleste frivillige blev dømt efter var "Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om tillæg til Borgelig Straffelov angående Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed". "Lov med tilbagevirkende kraft" er ensbetydende med, at idømme en straf for noget, der ikke var ulovligt i gerningsøjeblikket. Det er noget som den civiliserede verden normalt vis tager afstand fra. Kun i to lande i hele verden har regeringer accepteret at sådanne love er blevet vedtaget, nemlig i Danmark og i Siam, nu Thailand. I Siam nægtede dommerne at dømme på dette grundlag, medens dommerstanden i Danmark accepterede det og dømte de frivillige.
Det hedder i teksten: "Lovens § 1 omtaler, at denne bestemmelse vil blive anvendt på handlinger, der er foretaget i tiden fra den 9. april 1940 indtil et år efter lovens ikrafttrædelse. Herudover omtaler § 1, a handlinger foretaget den 29. august eller før, er straffri."
Over 100 jurister sendte regeringen en protestskrivelse i anledning af denne lov og opfordrede til, at lade alene frivillig krigstjeneste være straffri, men protesterne blev afvist fra modstandsbevægelsens representanter. Professor i retsvidenskab, W.E. von Eyben, skriver i bogen "Thi kendes for ret" (1968), at regeringen ikke havde andet valg end at straffe de, frihedskæmperne forlangte, hvilket tyske kilder forklarer således. "Sabotørerne truede med at skyde de ca. 40.000 danske statsborgere, disse uden lovhjemmel havde arresteret, dersom de ikke fik en lov, hvorefter disse kunne straffes. Således blev "loven med tilbagevirkende kraft" tvunget igennem. Også de, der ifølge § 1 var straffri, fordi deres handling var afsluttet før 29. august 1943, blev straffet. Hvorvidt de tyske kilder har ret, mener jeg kan diskuteres.
At det danske retsvæsen dømte på dette grundlag indikerer, at domstolene ikke var uafhængige, som grundloven byder. Lovens § 4 omhandler hvilke straffe der kunne komme i anvendelse og der tales kun om fængsel og livsstraf. Livsstraf betegnes som henrettelse ved skydning. Fængsel betegnes som fængsel fra 4 år til livstid."

Ud over dem, der gik i tjeneste for tyskerne, var der også andre, nogle blev kaldt Tyskerpiger:
"Mindst 50 000 danske kvinder havde intime relationer til de tyske soldater. Af en befolkning på ca. 4 mio. og en besættelsesstyrke på ca. 100 000 soldater, er dette tal stort i forhold til andre lande. Tallet svarer som sammenligning til antallet af medlemmer af modstandsbevægelsen i de måneder, hvor den var størst."
[...]
"Der er intet, der tyder på, at pigerne havde et fælles politisk eller socialt motiv til at gøre, som de gjorde. En undersøgelse lavet lige efter krigen pegede bl.a. på at kvinderne især foretrak de tyske soldater, fordi de var høfligere og havde bedre manerer. Andre angivne grunde var sproget, politiske grunde, at de var bedre elskere, at det var romantisk med en udlænding, eller at de havde uniform og adgang til cigaretter m.v. Næsten halvdelen angav dog, at der intet specifikt fortrin var, og man må formode at der i denne gruppe simpelthen var tale om kærlighed."

Nogle af de førnævnte relationer førte naturligvis til, at flere af kvinderne blev gravide:

"Prøjserbørn og drageyngel
Forholdene medførte mindst 5 579 såkaldte tyskerbørn. Det er bemærkelsesværdigt, at antallet af fødte tyskerbørn steg år for år, samtidig med at tyskernes generelle popularitet faldt. De illegale blade omtalte børnene som "drageyngel" eller "prøjserbørn". Disse sager var komplicerede, da mange tyskere allerede var rejst videre eller dræbt i kamp. Derudover bad de tyske myndigheder de danske om at undersøge hver enkelt kvinde, der anlagde faderskabssag, om bl.a. "moderens vandel og ry" foruden hendes race. Sagerne blev behandlet på et bemærkelsesværdigt højt embedsmandsniveau.

Tyskerpigerne vakte også bekymring pga. risikoen for kønssygdomme. På trods af et velfungerende samarbejde mellem danske og tyske militære myndigheder blev antallet af gonorésmittede tredoblet, og syfilis tidoblet mellem 1940 og 1945."

En anden kilde skiver, der var flere:

"I følge historieforskningen er der blandt børn født i Danmark under eller lige efter den tyske besættelse registreret 5.579 personer, som har fået udlagt en tysk biologisk far. Deres faderskabssager, som behandledes i perioden 1940 - 1951, er alle registreret i Justitsministeriet og dokumenterne befinder sig i landsarkiverne og/eller i Rigsarkivet. Indtil for ganske nylig [1996?] var oplysningerne om faderskabssagerne i disse arkiver lukket land også for de pågældende børn.

En del faderskabssager, hvor faderen var en tysker, blev enten mangelfuldt registreret eller registreret med en dansk fader. Et kvalificeret skøn af antallet af tyskerbørn (også kaldet krigsbørn) her i landet, som har en tysk far og en dansk mor, er derfor mellem 10 og 12 tusinde...

Disse børn er nu voksne og mange af dem har gennem de senere år, hvor emnet "tyskerbørn" har været fremme i den offentlige debat, forfulgt et ønske om at få nærmere kendskab til deres rødder.

DKBF (Danske Krigsbørns Forening) dannedes i 1996 og den er blevet et forum, hvor danske krigsbørn støtter hinanden, udveksler erfaringer og henter vejledning, hvis de ønsker at finde oplysninger om deres fædrene ophav. Foreningen har f.eks. udvirket en afklaring, der har givet krigsbørn adgang til arkiverne med deres faderskabssager. Foreningen har i dag ca. 250 medlemmer, og talrige andre har fået rådgivning.

DKBF samarbejder med tilsvarende foreninger i Belgien, Norge, Sverige, Finland, Holland, Frankrig og Tyskland."

Se også: Afsluttende kommentar:
Artiklen handler om en pige, Tanja der kort gengiver indtryk fra de sidste måneder i Leningrad under en krig, hvor mange deltog på forskellig måde, nær eller fjernt. Historiens fortolkning og perspektiver er stadig åbne og man kan vælge en snæver eller bred indfaldsvinkel.

I dag, så mange år efter, er mange danskere glade for at Englænderne og Amerikanerne nåede den dansk-tyske grænse nogle timer før de Sovjetiske tropper kunne have gjort det. De er stolte af den danske modstand mod Nazismen, af at Danmark tælles blandt de Allierede.... selv om de fleste døde på østfronten. Hvem ved om de døde på Østfronten, uanset om de var nordmænd eller danskere afgjorde, at Danmark og dele af Skandinavien endte blandt de "Allierede"? Hvem ved om deres indsats, der unægteligt var noget mere end vingeslaget fra en sommerfugl, forlængede lidelserne i Leningrad?

Eller er fortællingen om danske soldaters indsats på østfronten ude af perspektiv, som nogen hævder? Eller er det helt forkert at tænke det danske bidrag til krigen ud fra aktive på begge sider, og ikke bare fra én, som man plejer at gøre? Ville det desuden være mere korrekt for det samlet billede, at den danske landbrugsproduktion under anden verdenskrig var meget vigtig for Tysklands eksistens og selvfølgelig også dens kamp?

I dag støtter de skandinaviske lande, på trods af en formel svensk og finsk neutralitet, NATO. Danmark og Norge er NATO medlemmer og deltager i dens internationale kampagner for udbredelsen af "Frihed og demokrati". De støtter den antirussiske kampagn ført af EU og NATO.

Er det forkert at undrer sig over nogle af paradokserne, at undre sig over om vi har lært noget af lidelserne, uanset hvem der døde eller blev født? Russia Warns Security Council: Europe Is 'Playing With Fire', Learned Nothing From WWII
German TV Shows Nazi Symbols on Helmets of Ukraine Soldiers

Der behøver ikke at være nogen endelig "lære". Vi er forskellige, men blot at at ignorere den kolossale mængde af lidelse, som så mange mennesker for ikke så længe tilbage gennemlevede, er det en farbar vej, hvis vi vil undgå at havne i en lignende situation?


Grandmother died on the 25th of January at 3 o'clock, 1942

Even though she was well aware of the fact that her dystrophy was progressing and only immediate hospitalization could save her, Yevdokiya Savicheva chose to remain at home, insisting that the hospitals are already full. Feeling her impending doom, she asked others not to bury her until the end of the month so that the family could make good use of her monthly ration card.

Leka died March 17th, 1942, at 5 o'clock in the morning, 1942

Leonid Savichev, also known as Leka, was Tanya's older brother. A talented worker and a gifted amateur musician, he wasn't drafted due to his myopia but like many other Leningrad residents kept working in a factory in spite of his worsening condition, until severe exhaustion and malnutrition finally claimed his life.

Uncle Vasya died on April 13th at 2 o'clock in the morning, 1942

Vasily Savichev, Tanya's paternal uncle, turned 56 in 1941 and wasn't drafted due to his age. A consummate bibliophile, he used his sizeable library as fuel to help keep the family warm - every book but one, a collection of ancient Greek myths, which he presented as a gift to Tanya.

Uncle Lesha (died on) May 10th, at 4 o'clock in the afternoon, 1942

Alexei Savichev was 71 when the war began - way too old to be drafted. However, just like countless other city residents, he helped construct fortifications, dug trenches and kept watch for enemy aircraft. And just like many other city residents, he died at the final stage of dystrophy.

Mama (died) May 13th at 7:30 in the morning, 1942

By Spring 1942 Maria Savicheva, Tanya's mother, was already suffering from severe scurvy. And unfortunately, even her daughter's efforts (Tanya tried to obtain fresh vegetables to reverse her mother's condition) weren't enough to prevent her demise.

© PHOTO: GALEXANDROVA
St. Petersburg, Vasilevsky Island, Line 2, 13. The apartment building where Savichev family lived
The Savichevs are dead. Everyone is dead. Only Tanya is left.

Tanya wrote the final entry on May 13, 1942, and never found out how wrong she actually was. Her brother Mikhail was away from the city during the beginning of the war. Trapped on a territory occupied by the Nazi forces, he joined a local guerilla squad to fight the invaders. Meanwhile, Tanya's sister Nina, whom the rest of the family believed dead, was on fact evacuated along with the rest of the personnel at the plant she was working at - the surprise evacuation was so swift that she failed to send word to her relatives.

© SPUTNIK/ SPUTNIK
One of the few remaining photos of Tania Savicheva (1933-1944) held by Tania's survivors -sister Nina Savicheva (right) and brother Mikhail (left). During the Great Patriotic war (1941-1945) Tania Savicheva kept a diary about the life in besieged Leningrad. The diary was subsequently used as an indictment of fascism at the Nuremberg process in 1945
Both Nina and Mikhail survived the war and later returned to Leningrad, to discover the fate of their kin.

In August 1942 Tanya was evacuated along with over a hundred other children and sent to the Gorky Region (now Nizhegorodsky Region) for recuperation. But with her health already severely weakened by months of malnutrition, on July 1, 1944 Tanya died of intestinal tuberculosis.

© PHOTO: ARZY ARZAMAS
Tanya Savicheva's grave at Krasny Bor Cemetery, Russia
Her diary was eventually put on display at the State Memorial Museum of Leningrad Defense and Siege, and in 1968 a memorial complex, known as the Flower of Life, was erected in her honor - a tribute to the thousands of Soviet children whose lives were cut short by that terrible war.