Billede
Der er mange grunde til ikke at stole på massemedierne [mainstream media (MSM)]. De fleste, om ikke alle disse grunde, er blevet analyseret af uafhængige nyhedskilder. Massemedierne ejes af private firmaer og finansieres gennem annoncering, begge disse har en klar indflydelse på det redaktionelle indhold og den overordnede målsætning. Det er også før blevet bevist, under den såkaldte Church Committee, at CIA, som andre efterretningstjenester, bruger massemedierne både til propagandaformål ved at plante historier og som dække for agenter. Massemediernes imødekommenhed overfor regeringer er også blevet afdækket, nemlig gennem New York Times' årelange tavshed om aflytning under Bush administrationen.

For nylig er der imidlertid fremkommet flere beretninger fra journalister ved massemedierne, som har afdækket deres korrupte natur og dermed styrket den voksende mistillid som den afstedkommer.


Billede
Penge og politiks indflydelse på redaktionsindholdet

Den tidligere politiske chefkommentator ved den britiske avis The Telegraph, Peter Oborne, opsagde sin stilling ved avisen, fordi den ikke ville offentliggøre artikler om HSBC af frygt for at miste reklameindtægter. Banken er velkendt for at hvidvaske penge fra meksikanske narkokarteller så vel som at være involveret i skattelysordninger.
"Dækningen af HSBCs i Storbritanniens Telegraph fører læserne bag lyset. Hvis større aviser tillader selskaber at påvirke deres indhold af frygt for at miste reklameindtægter, så er selve demokratiet i fare...

Fra begyndelsen af 2013 og fremad blev artikler, der var kritiske over for HSBC frarådet. HSBC suspenderede sine annoncering hos The Telegraph. Dens konto, er jeg blevet oplyst af ekstremt velinformerede insiderkilder, var ekstrem værdifuld. HSBC, som én af de tidligere forretningsledere hos The Telegraph fortalte mig, er "en annoncør du bogstavligt talt ikke har råd til at fornærme"...

At vinde HSBCs konto tilbage blev en presserende prioritet. Den blev til sidst genoprettet efter omkring 12 måneder. Forretningsledere fortalte, at Murdoch MacLennan [chefdirektør] var besluttet på ikke at tillade nogen kritik af den internationale bank. "Han ville udtrykke bekymringer over overskrifter selv i mindre artikler," sagde en tidligere Telegraph journalist. Alt om pengevaskning var simpelt hen bandlyst, selvom banken havde fået sidste advarsel af de amerikanske myndigheder. Indblandingen skete i industriel skala." (Peter Oborne, "Why I Resigned From the Telegraph," Open Democracy, Februar 17, 2015).

Kommentar: Man kan se et Youtube med Peter Osborne samt høre avisens svar i et klip fra Channel 4 News .


Når det kommer til de magtfulde lobbyers indflydelse på medieindholdet, er den zionistiske lobby meget velkendt for at anklage journalister og redaktører for antisemitisme og for at pålægge dem deres egen propaganda. Selv såkaldte progressive aviser som The Guardian ligger under for zionistisk propaganda. David Cronin skriver om sin oplevelse:
Jeg indleverede en afslørende rapport om, hvordan den proisraelske lobby opererer i Bruxelles. Mens jeg ventede på at finde ud af, om artiklen ville blive anvendt, ringede jeg til Matt Seaton, som havde overtaget hvervet som redaktør af kommentarerne. Vi havde en behagelig samtale, men Seaton understregede, at han anså emnet for sensitivt.

Jeg rettede så efterfølgende artiklen, så dens tone blev mindre polemisk. Den blev stadig ikke offentliggjort...
Cronin besluttede at skrive om sin erfaring, da han blev klar over at The Guardian tilbød spaltepladser til Israelske politikere og deres propaganda:
"Daniel Taub, Israels ambassadør i Storbritannien.... bruger et citat tilskrevet Golda Meir, Israels premierminister fra 1969 til 1974, for at imødegå hjælpeorganisationer, som anklager Israel for at hindre Gazas genopbygning: "Vi vil først få fred, når vores fjender elsker deres børn mere end de hader vores."

Den slutning, at palæstinenserne hader Israel mere end de elsker deres børn, er en racistisk karikatur...

Taubs artikel blev den anden offentliggjort af The Guardian i lige så mange måneder skrevet en senior Israelsk politisk og diplomatisk skikkelse. I Februar, gav avisen Yair Lapid, der indtil for nylig var Israels finansminister, spalteplads til at beskrive forslag om en kulturel boycott af Israel som "åndsforladt og usammenhængende." (David Cronin, "How The Guardian Told Me to Steer Clear of Palestine," Electronic Intifada, 11 March 2015)
Cronins oplevelse er kun én blandt mange historier om den berygtede proisraelske bias i massemedierne. Som én eller anden der arbejdede for Canadas offentlige station engang sagde til mig: "Det er ikke journalisterne som er partiske. De ved præcist, hvad der foregår i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det er de store chefer, som er bange for den zionistiske lobby."

"Uofficielt dække": Journalister der arbejder for CIA og Mossad

Hvad er et uofficielt dække?
"Uofficielt dække" foregår når en journalist faktisk arbejder for CIA, men ikke i et officielt ærinde. Det tillader begge parter at høste belønninger for samarbejdet, hvis eksistens de samtidigt kan benægte på en troværdig måde. CIA finder unge journalister og fungerer som mentorer for dem. Pludselig bliver døre åbnet op, belønninger gives, og før du ved af det, skylder du dem hele din karriere. Det er i hovedsagen sådan det fungerer. (Michael Krieger, "'Non-Official Cover' - Respected German Journalist Blows Whistle on How the CIA Controls the Media," Liberty Blitzkrieg 8 October 2014)

Kommentar: For danske eksempler se:


Frankfurter Algemeine Zeitungs
tidligere redaktør, Udo Ulfkotte udgav en bog med titlen Købte journalister. Hvordan politikere, efterretningsvæsner og storfinans styrer massemedierne (Gekaufte Journalisten). Heri forklarer han, hvordan journalister manipulerer masserne på magtfulde interessers vegne:
Han fortæller, at en sygdom kun giver ham få år mere at leve i, og at han er fyldt med skyldfølelse. Dr. Udo Ulfkotte, redaktør ved Frankfurter Algemeine Zeitung, en af Tysklands største aviser, sagde i et interview, at han accepterede nyhedshistorier skrevet og givet til ham af CIA og offentliggjorde dem under eget navn. Ulfkotte sagde, at formålet med meget af bedraget var at drive stater i retning af krig.

Dr. Ulfkotte siger, at korruptionen af journalister og større medier af CIA er rutine, accepteret, og udbredt i de vestlige medier, og at journalister, som ikke samarbejder enten ikke kan få jobs ved nogen nyhedsorganisation eller finder, at deres karrierer bliver korte. ("Ralph Lopez, Editor of Major German Newspaper Says He Planted Stories for the CIA," Reader Supported News, February 04, 2015)
Ulfkottes bog er en bestseller i Tyskland, alligevel har mainstream journalister ikke lov til at skrive om den. (Se Ulfkottes interview på RT)

Han siger: "formålet med meget af bedraget var at drive stater i retning af krig." På den anden side, når en CIA officer lækker vigtige dokumenter til pressen, der viser, hvordan tjenesten prøvede at manipulere offentligheden med falske efterretningsinformationer, sandsynligvis med henblik på at retfærdiggøre endnu en krig, bliver han sendt i fængsel for at "svække den offentlige tillid."


Kommentar: Der er ikke mange rapporter fra Danmark der ligner Udo Ulfkottes, men det betyder ikke, at det ikke har fundet sted eller, at der ikke har været forsøg på at købe joiurnalister. Dette kan man læse om i Tidligere Ritzau-chef: Vi modtog ikke penge fra CIA eller i Kjeld Koplev: CIA sendte også kolde kontanter


Sent i januar, "blev en tidligere CIA ansat, Jeffrey Sterling, dømt for at give klassificerede dokumenter til en journalist ved The New York Times."
Sterling er anklaget for at fortælle [New Your Times Journalisten James] Risen om en CIA operation, som i 2000 havde skaffet Iran mangelfulde tegninger af atomvåben. Anklagerne er ikke beviste.

Men ingen bestrider, at Sterling fortalte ansatte ved Senatets Efterretningskomite om CIA operationen, kaldet "Operation Merlin," som Risens bog senere afslørede og fremlagde som tåbelig og farlig. Mens CIA øjensynligt havde til hensigt at forebygge spredningen af atomvåben, risikerede CIA at fremme den. (Norman Solomon, "America's Fake Intelligence on Iran: Why Jeffrey Sterling Deserves Support as a CIA Whistleblower," Global Research, January 05, 2015)
"Operation Merlin" var faktisk en CIA-Mossad plan. Gordon Prather spurgte tilbage i 2008:
"Hvad hvis CIA-MOSSAD håbede at iranerne i det mindste ville lægge "Operation Merlin" sagerne i deres filer, og måske endog rette fejlene og bygge en duelig prototype, som så kunne findes af IAEA på et senere tidspunkt, og således give "bevis" på, at Russerne havde hjulpet iranerne med at udvikle atomvåben?" (Gordon Prather, "Operation Merlin II," Antiwar.com, March 8, 2008)
Da Sterling blev dømt, hævdede USAs statsadvokat, Eric Holder: "Afsløringerne bragte menneskeliv i fare, og de udgjorde et groft brud på den offentlige tillid begået af én, som havde sværget, at han ville opretholde den."

Så USAs chefadvokat, den mand som repræsenterer "retssystemet", siger helt tydeligt, at de, der afslører planer om falske beviser for at retfærdiggøre krig, "bryder den offentlige tillid," mens de, som laver disse planer, og som ønsker at føre offentligheden og internationale embedsmænd bag lyset, er dem, som "opretholder den." Absurd er ikke et tilstrækkeligt stærkt ord til at beskrive denne situation.

En anden bog skabte røre for nylig. Det var Roger Auques erindringer, Au service de la République (I republikkens tjeneste), som blev udgivet posthumt. Auque, en velkendt journalist, som arbejdede for større franske blade såvel som den offentlige fransk-canadiske Radio Canada, indrømmede: "Jeg blev betalt af det Israelske efterretningsvæsen for at lede operationer i Syrien, idet jeg brugte nyhedsrapportering som dække." Le Figaro, et af Frankrigs ledende blade for hvilket han arbejdede, skriver, at "han også tilbød sin tjeneste for DGSE, (det franske CIA), før han blev interessant for CIA."

Modsat Ulfkotte, som fortryder, det han gjorde, så var den franske journalist "slet ikke flov over denne afsløring."

Disse er nogle få eksempler, som endnu engang viser vigtigheden af uafhængige medier og hvordan de koncernejede massemedier ikke er andet end talerør for magtfulde interesser. De ønsker ikke, at du skal være informeret, men ønsker derimod at fabrikere samtykke og føre dig bag lyset om vigtige emner.