Det spektakulære fund af en egyptisk massegrav med op mod en million mumier vækker både fascination og stor forundring. For hvor stammer de 1.500 år gamle lig mon fra?

Mystiske fortællinger om mumier, der genopstår og hjemsøger Egyptens pyramider, kan fodre fantasien med både gys og gru.

Men virkeligheden overgår som bekendt ofte fantasien. Det vidner en massegrav syd for Kairo om.

»Vi er ret sikre på, vi har over en million lig i denne grav. Det er stort, og det er tæt,« kunne projektlederen for udgravningsholdet, Kerry Muhlestein, ifølge LiveScience, for nylig afsløre på en konference i Toronto.


Men som du kan høre i videoen herover, møder Kerry Muhlesteins fascinerende udmelding skepsis blandt andre fagfolk.

Flere forskere forholder sig afslappet til det estimerede antal mumier, mens andre sætter spørgsmålstegn ved om betegnelsen 'mumie' overhovedet kan bruges i denne sammenhæng.

Hvor kommer mumier mon fra?

Hvor de velbevarede lig kommer fra, og hvorfor de er begravede lige netop her, er stadig ét stort mysterium for det amerikanske udgravningshold, der kommer fra det private Brigham Young University, som drives af mormoner.

De har i 30 år arbejdet på udgravningerne i området og har på nuværende tidspunkt studeret op mod 1.000 lig tilsammen.

Alt arkæologerne kan fastslå er, at de døde kroppe må være omtrent 1.500 år gamle, og at de dermed har levet, da Egypten var en del af Det Gamle Romerrige.

Deres oprindelsessted er mere kompliceret at fastslå.

Den landsby, som ligger i nærheden af udgravningerne, er nemlig alt for lille til at huse så mange mennesker.

Derudover kan en større by, som ligger lidt længere væk, med sikkerhed udelukkes, da byen selv her har sit eget gravsted.

Mumier uden balsam

Normalt er en mumie karakteriseret ved, at den afdøde krop har modtaget en nøje balsamering og efterfølgende indbinding i stof for at holde sig så godt som muligt.

Dette ritual har tilkommet folk fra finere og rigere samfundslag.

I dette tilfælde er der dog ingenting, der tyder på, at ligene har været udsat for den karakteristiske balsamering, og de begravede har derfor været hverken rige eller magtfulde.

Forskerne vælger dog alligevel at kalde dem for mumier. Det tørre klima og indbindingen af ligene har nemlig sørget for, at kroppene har holdt sig i en yderst god stand.

"Jeg tror ikke, du ville betegne de begravede som mumificerede. Men man kan godt forsigtigt sige, at de er mumier," siger projektleder Kerry Muhlestein til Live Science.

Fund af over to meter høj mumie

Svarene bærer i det hele taget meget præg af på-den-ene-side-og-på-den-anden-side-forbehold, og arkæologerne har på nuværende tidspunkt et hyr med at få skrevet og udgivet alle de videnskabelige resultater, som udgravningerne afstedkommer.

Under Jordens overflade gemmer sig nemlig millioner af skjulte fortidshistorier.

Blandt andet har det støvede ørkenjord gemt på liget af en over to meter høj mand, der i sin tid har voldt alvorlige pladsproblemer ved begravelsen.

"Han har været for høj til at passe ned i kisten. De har derfor bøjet ham sammen," forklarer Kerry Muhlestein, som foreslår at den ekstreme højde har skyldtes en sygdom, der forårsagede hormonel ubalance.

Ud over lange lemmer er udgravningsholdet også stødt på et par strikkede, farverige støvletter, hørstoffer og glas af forskellig art. Fundene vidner om, at man, selvom man var fattig, blev begravet med sine værdigenstande og på den måde opnåede værdighed i døden.

"Den begrænsede rigdom, de havde, blev begravet med dem," siger Muhlestein.

Udmelding om mumier møder skepsis

Selvom udgravningsholdets utrolige udmeldinger viser sig kun at være delvise sandheder, er der ingen tvivl om, at historien, og historierne i historien, er utrolige.

Det gælder ikke mindst holdets sidste nye databearbejdning, som tegner et overraskende mønster, hvor begravelsen af blonde og rødhårede samler sig i to forskellige områder.

"Måske har vi familieområder eller genetiske grupper i bestemte arealer," siger Kerry Muhlestein.

Han understreger dog, at det indtil nu kun er gætterier. Med tiden vil mere dybdegående studier forhåbentlig give os svar på mumie-mysteriet i Egypten.