© Sott.net
Forestil dig - hvis du kan - ikke at have nogen samvittighed, slet ingen, ingen følelser af skyld eller anger uanset hvad du gør, ingen begrænsende følelser af hensyn til trivslen af fremmede, venner, eller endog familie medlemmer. Forestil dig ingen samvittighedskvaler, ikke en eneste én i hele dit liv, lige meget hvilken slags selvisk, doven, skadelig eller umoralsk handling du har foretaget dig.[Martha Stout, Ph.D., The Sociopath Next Door] (MEGET anbefalet)
Og foregiv at begrebet ansvar er ukendt for dig, undtagen som en byrde andre synes at acceptere uden at stille spørgsmål, ligesom godtroende fjolser.
Tilføj nu til denne mærkelige fantasi evnen til at skjule fra andre mennesker at din psykologiske sammensætning er radikal forskellig fra deres. Da enhver simpelthen antager at samvittighed er universelt blandt menneskelige væsner, er at skjule denne kendsgerning, at du er samvittighedsløs, næsten uanstrengt.
Du er ikke holdt tilbage af dine ønsker, af skyld eller skam, og du bliver aldrig konfronteret af andre for din koldblodighed. Isvandet i dine årer er så besynderligt, så fuldstændigt udenfor deres personlige erfaring, at de sjældent endog gætter sig til din tilstand.
Med andre ord, du er fuldstændig fri for interne begrænsninger, og din uhindrede frihed til at gøre, lige som det passer dig uden nogen samvittighedskvaler, er bekvemt usynligt for omverdenen.
Du kan gøre alt lige meget hvad, og stadigt vil din mærkelige fordel over flertallet af andre mennesker, som bliver holdt i snor af deres samvittighed mest sandsynligt forblive uopdaget.
Hvordan vil du leve dit liv?
Hvad vil du gøre med dit enorme og hemmelige fortrin, og med det tilsvarende handicap hos andre mennesker (samvittighed)?
Svaret vil hovedsageligt afhænge af netop hvad dine ønsker tilfældigvis er, fordi mennesker ikke alle er ens. Endog de virkeligt skrupelløse er ikke alle ens. Endog de virkeligt skrupelløse er ikke alle ens.) Nogle mennesker, - hvad enten de har samvittighed eller ej - foretrækker inertiens bekvemmelighed, mens andre er fyldt med drømme og vilde ambitioner. Nogle mennesker er højt begavede og talentfulde, andre enfoldige og de fleste, samvittighed eller ej, er et sted midt imellem. Der er voldelige og ikke-voldelige mennesker, individer som er motiveret af blodtørst og andre som ikke har sådanne lyster. [...]
Fortudsat at du ikke bliver stoppet med magt, kan du gøre hvad det end måtte være.
Hvis du er født på det rigtige tidspunkt, med lidt adgang til en familie formue, og har et specielt talent for at oppiske i andre mennesker had og en følelse af afsavn, så kan du tilrettelægge at dræbe et stort antal intetanende mennesker. Med nok penge, kan du opnå dette på stor afstand og kan sidde tilbage og se på med tilfredsstillelse. [...]
Skørt og uhyggeligt - og virkeligt, i omkring 4 procent af befolkningen.
Forekomsten af anoreksi (anorexia nervosa/nervøs spise-vægring) er (i USA) anslået til 3,43% og anses for næsten at være af epidemisk omfang og alligevel er dette tal en smule mindre end forekomsten af dyssocial personlighedsforstyrrelse (det engelske ord anvendt her er "antisocial personality", Netpsykiater.dk skriver: "Dyssocial personlighedsforstyrrelse kaldes også antisocial personlighedsforstyrrelse. Tidligere har den heddet psykopati." se også wikipedia ) Den højt profilerede forstyrrelse klassificeret som skizofreni forekommer i kun ca. 1% af befolkningen - blot en fjerdedel af forekomsten for dyssocial personlighedsforstyrrelse - og centrene for sygdomskontrol og forebyggelse ("Centers for Disease Control and Prevention") siger at forekomsten af tarmkræft i USA, anslået til at være "alarmerende høj" er omkring 40 tilfælde per 100,000 - et hundrede gange lavere end forekomsten af dyssocial personlighedsforstyrrelse .
Den høje forekomst af dyssocial personlighedsforstyrrelse i menneskelige samfund har en dybtgående indvirkning på resten af os, der skal leve for på denne jord, også selv de af os, der ikke er blevet klinisk traumatiseret. De personer, som udgør disse 4 % dræner vores personlige forhold, vores bankkonti, vores færdigheder, vores selvagtelse og selve vores fred på jorden.
Alligevel, overraskende nok, så kender mange mennesker intet til denne forstyrrelse, og hvis de gør det, så tænker de kun på voldelig dyssocial personlighedsforstyrrelse - mordere, seriemordere, massemordere - individer, der bevidst har brudt loven mange gange og som, hvis de bliver fanget, vil blive fængslet eller måske endog henrettet af retssystemet.
Vi er ikke almindeligvis bevidste om og ej heller identificerer vi sædvanligvis det større antal af ikke-voldelige dyssocialt personlighedsforstyrrede personer (eng. her: sociopaths) iblandt os, individer som ofte ikke er åbenlyse lovbrydere og imod hvilke vores formelle retssystem er dårligt rustet.
De fleste af os kunne ikke forestille os nogen overensstemmelse mellem det at kunne udtænke et etnisk folkemord og lad os sige, uden samvittighedsnag at lyve for sin chef om en medarbejder. Men den psykologiske overensstemmelse er der ikke kun, den er skræmmende. Enkelt og dybtgående, forbindelsen er fraværet af den indre mekanisme, som slår os rent følelesesmæssigt, når vi træffer et valg, som vi selv anser for at være umoralskt, uetisk, fosømmeligt eller egoistisk.
De fleste af os føler en let skyldfølelse, hvis vi spiser det sidste stykke kage i køkkenet, for slet ikke at tale om hvad vi ville føle, hvis vi bevidst og metodisk gav os til at gøre fortræd mod et andet menneske.
De som overhovedet ingen samvittighed har er en gruppe for sig, hvad enten de er morderiske tyranner eller blot hensynsløse sociale snigskytter.
Tilstedeværelsen af samvittighed eller manglen på samme er et dybt menneskeligt skel, velsagtens langt mere betydningsfuld end intelligens, race, eller endog køn.
Hvad adskiller en dyssocialt personlighedsforstyrret, som lever af andres arbejde fra en som fra tid til anden stjæler fra en døgnkiosk, eller fra en som er en hensynsløs kapitalist - eller hvad gør forskellen mellem en almindelig tyran og en sociopatisk morder - er intet andet end social status, ambition, intelligens, blodtørst, eller blot den givende lejlighed.
Hvad der adskiller alle disse mennesker fra resten af os er et fuldstændigt tomt hul i psyken, hvor der skulle forekomme det mest udviklede af alle menneskelige funktioner.
For de læsere, som søger forståelse af psykopati er der Hervey Cleckley's bog The Mask of Sanity (Masken af tilregnelighed), det absolut nødvendige studie af psykopaten som ikke nødvendigvis er af den kriminelle slags. Denne bog er det ikke længere muligt at anskaffe. Vi har scannet den og vores hold af forskere brugte 2 uger på at gå nøje over teksten for at rette tekstkonverteringsfejl. Du kan downloade hele bogen gratis i PDF format her (kun på engelsk). (Læs et kapitel som smagsprøve af The Mask of Sanity [kun på engelsk]).
"Tiltalende," "charmerende," "intelligent," "opmærksom," ''imponerende," "tillidsvækkende," og " en stor succes med damerne." Det er den slags beskrivelser som Cleckley igen og igen bruger om psykopater i sin berømte casestudies om psykopater. De er også, selvfølgelig, "uansvarlige," "selfdestruktive" og lignenede. Disse beskrivelser fremhæver de store frustrationer og vanskelige spørgsmål som der er omkring studiet af psykopati.Psykopater ser ud til at have i overflod netop de karaktertræk, som er mest eftertragtede af normale mennesker. Psykopatens problemfrie selvtillid virker næsten som en umulig drøm og er generelt hvad "normale" mennesker stræber efter at opnå, når de tager på assertionskurser og lederseminarer. I mange instanser så er den magnetiske tiltrækning som psykopater har på det modsatte køn næsten overnaturlig.
Cleckley's grundlæggende hypotese angående psykopaten er at han faktisk lider af en ægte mental sygdom: en dyb og uhelbredelig følelsesmæssig mangel. Hvis han i det hele taget overhovedet føler noget, så er det kun følelser af den mest overfladiske slags. Han gør bizarre og selvødelæggende ting fordi konsekvenserne som ville fylde et normalt menneske med skamme, selvforagtelse og forlegenhed, simpelthen slet ikke rører en psykopat. Hvad for andre ville være en katastrofe er for ham blot en forbigående ulempe.
Cleckley giver også argumenter for det syn at psykopati er ganske almindeligt i det bredere samfund. Han har samlet nogle tilfælde af psykopater, som fungerer i det almindelige samfund som forretningsfolk, læger og sågar psykiatere. Nogle forskere ser kriminel psykopati - ofte refereret til som antisocial personligheds adfærd - som værende i det ekstreme af en "normalt" personligheds dimension (eller dimensioner).
Vi ville karakterisere kriminelle psykopater som værende "ikke succesrige psykopater." Konsekvensen er selvfølgelig at der kan være mange psykopater i samfundet, som klarer sig bedre end dem som vækker opmærksomhed hos rets- og velfærdssystemerne.
Harrington går så vidt som til at sige at psykopaten/den dyssocialt personlighedsforstyrrede er det nye menneske som er blevet udviklet af det moderne livs evolutionære tryk. Andre forskere kritiserer dette synspunkt, og påpeger de virkelige handicap som den kliniske psykopat/dyssocialt personlighedsforstyrrede også lider af.
Studiet af "ambulante" psykopater/dyssocialt personlighedsforstyrrede - hvad vi kalder "Havevarieteten af psykopater/dyssocialt personlighedsforstyrrede" - er dog knapt begyndt. Meget lidt er kendt til subkriminel psykopati/dyssocial personlighedsforstyrrelse. Dog er nogle forskere begyndt seriøst at overveje tanken om at det er vigtigt at studere psykopati/dyssocial personlighedsforstyrrelse, ikke som en kunstig klinisk kategori, men som et generelt personlighedstræk i samfundet som helhed. Med andre ord, psykopati/ dyssocial personlighedsforstyrrelse er blevet anerkendt som mere eller mindre en anden mennesketype.
Et meget interessant aspekt af psykopaten er hans "skjulte liv", som (er) nogle gange ikke er helt så skjult. Det ser ud til at psykopaten har et almindeligt behov for en "ferie i svineri og nedværdigelse" på samme måde som almindelige mennesker måtte tage en ferie til et feriested hvor de kan nyde smukke omgivelser og kultur. For at få en fuld forståelse og fornemmelse af dette mærkelige "behov" hos psykopaten/den dyssocial personlighedsforstyrrede - et behov der ser ud til at være bevis for at det at "agere menneskeligt" er meget stressende for psykopaten/den dyssocialt personlighedsforstyrrede - så læs mere af kapitel 25 og 26 i The Mask of Sanity(kun på engelsk).
Læs også Cleckleys spekulationer om hvad der var "virkeligt galt" med disse mennesker. Han kommer meget tæt på at foreslå at de er mennesker i enhver henseende - undtagen at de mangler en sjæl. Dette mangel på "sjæle kvalitet", gør dem til meget effektive "maskiner". De kan være fremragende, skrive akademiske værker, imitere følelsesmæssige ord, men med tiden bliver det klart at deres ord ikke svarer til deres handlinger. De er den persontype som kan sige, at de er ødelagte af sorg for dernæst at tage til en fest for " at glemme" den. Problemet er: De HAR virkeligt glemt.
Værende effektive maskiner, gør dem istand til, ligesom en komputer at udføre komplicerede rutiner som er udtænkt med henblik på) at fremkalde støtte fra andre for hvad de selv vil have. På denne måde er mange psykopater i stand til at opnå meget høje positioner i livet. Det er kun over tid at deres kollegaer og medarbejdere bliver opmærksomme på at psykopatens/den dyssocialt personlighedsforstyrredes bestigelse af stigen til succes er et resultat af at have overtrådt andres rettigheder. "Selv når de er ligeglade med deres kollegaer og medarbejderes rettigheder, vil de ofte være i stand til at inspirere følelser af tillid og troværdighed."
Psykopaten/Den dyssocialt forstyrrede vedkender sig ikke nogen mangler eller svagheder i sin psyke og intet behov for at ændre sig.
Ovenstående er en delvis oversættelse af The Psychopath - The Mask of Sanity hvor fortsættelsen kan læses på engelsk, indtil mere bliver oversat.
Læserkommentarer
dig vores Nyhedsbrev