Billede
Etisk råd skriver bl.a. følgende om dehumanisering inden for psykiatri:
Oplevelsen af "dehumanisering" spiller en særlig stor rolle. Dehumanisering henviser til forskellige typer adfærd i interaktionen mellem patient og personale, hvor patienten oplever at blive talt til som et barn, blive ekskluderet fra vigtige diskussioner, få utilstrækkelig information om egen lidelse og behandlingsmuligheder, at blive frataget alt ansvar for eget liv, samt fornemmer en underliggende trussel om tvangsbehandling.
For nogen tid siden besøgte jeg en pige, der var tvangsindlagt på det lukkede Region Hovedstad psykiatrisk hospital, Digevej. Vi gik ind imellem to låste døre. Da jeg kom ind på afdelingen slæbte personalet en skrigende kvinde hen over gulvet og den person, der lukkede mig ind gennede mig væk, idet jeg helst ikke måtte se hvad der foregik.

Jeg begyndte at samtale med pigen, der har været igennem et større sygdomsforløb, men hun virkede temmelig normal og var præget af den terrorstemning, der var på afdelingen. Jeg sagde til hende, at en forudsætning for at hjælpe hende var, at jeg fik hendes journal. Vi gik da hen til personalerummet, hvor de svarede, at den ikke var trykt, men at hun kunne få den senere samme dag. Det viste sig at være usandt. 5 dage efter den lovede journal har pigen intet modtaget.

Vi satte os hen på en bænk og snakkede om løst og fast. Jeg sagde, at psykiatriske patienter ikke bliver behandlet for at få det bedre - de bliver alene normalpassiviseret så afdelingen og samfund ikke besværes af deres symptomer. Det er en garderobe for mennesker og hvor lægevidenskaben intet har bidraget med i positiv forstand med de nutidige dårekister, idet psykoterapi, samtale, samspil næsten ikke findes. Når patienterne behandles tilstrækkeligt med ødelæggende og passiviserende medicin/elektrochok, bliver de så passive, at de ikke kan klage eller reagere over for den umenneskelige behandling. Psykoterapi, mangel på tvang, venlighed og forståelse synes ikke at være den behandling man har valgt på Digevej. Desuden er tvangsbehandling ulovlig efter den FN konvention, som Danmark har underskrevet - men det ser Danmark stort på.

Hun kunne ikke få sin journal, hun turde næsten ikke at henvende sig til personalet, der jordede enhver henvendelse fra hende. De talte ned til hende, som om hun slet ikke eksisterede. Hun var bange for at forstyrre "guderne".

Der gik lang tid før jeg opdagede, at i min samtale med pigen, sad der en "spion" fra personalet og fulgte med i vores samtale, idet der var andre patienter der lyttede med og bidrog lidt til samtalen. Pludselig rejste den ansatte sig op og sagde, at jeg ikke måtte være på afdelingen. Jeg sagde blot hvad jeg havde lyst til, men det var tilsyneladende ikke tilladt at tale frit.

Den ansatte sagde, at hvis jeg ikke gik frivilligt, ville de tilkalde politiet. Idet jeg blot havde snakket med pigen og ikke på nogen tænkelig måde opført mig uden for loven, lod jeg dem tilkalde politiet. Det danske politi ankom og "forsvarede" ytringsfriheden - på Digevejs måde...

Fra alle medicinske lærebøger kan man læse sig til, at noget af det vigtigste i behandlingen af patienter er at samspillet mellem patient og behandler; det skal være nært og tæt - og behandlingens udfald er meget afhængig af kvaliteten af den kontakt, der kan etableres. Mange afdelinger har instrukser hvor patientkontakten sættes i højsædet. Men det gælder tilsyneladende ikke inden for psykiatri. Her går et hold, gerne tre personaler, rundt med gummihandsker med kanyler og sprøjter og injicerer symptomerne væk på lukkede værelser, så de får en rolig afdeling. Hvis der er optræk til ballade kommer flere hærdebrede plejere. Ved et tryk på en knap står de til rådighed for at uskadeliggøre patienten med den rette dosis. Behandlingen ser ud til ene og alene at være en kamp for at få ro på afdelingen, så personalet kan nyde deres kaffe i fred.

En psykiater fortalte mig for nogen tid siden, at han var nyankommet til en afdeling med meget uro. Derpå medicinerede han hele afdelingen, så der kunne komme fred og ro på stedet. Man kan spørge sig selv; er det psykiatri - eller er det et mentalt slagtehus?

Den medicinske litteratur har ingen eksempler på at tvangsbehandling får patienterne til at få det bedre - snarere tværtimod. Fra fængslerne ved man jo, at den tvangsbehandling fangerne får, ikke får kriminaliteten til at falde, men derimod det modsatte. Fængslerne er kriminalitetsfabrikker. Og psykiatrien laver folk om til evige grøntsager, karklude! Behandlingen er ødelæggende, idet elektrochok og piller laver hjernen mindre funktionel, folk fungerer ofte ikke mere. Symptomerne er væk - men også deres aktive liv...

Denne behandling har intet med hospitalsbehandling at gøre. Det er aldrig dokumenteret at denne behandlingsform gør folk raske. Måske snarere det modsatte. Det er dokumenteret at tvangsbehandling gør patienterne langt mere syge. Tvangsbehandling er således kontraproduktivt. Værre er det, når man klager til "systemet" så svarer de slet ikke. Man forstår godt, at visse personer der kender systemet indefra kan reagere ekstremt voldsomt på den massive passive aggressivitet en psykiatrisk behandling medfører. Idet de godt ved, at det intet har med lægelig behandling at gøre. Det er en slags organiseret hensynsløshed i kitler.

Jeg har klaget til ledelsen af "Digevej" til Psykiatrisk Center Kbh Ø, til direktionen hos region hovedstaden, til alle folketingets medlemmer, til ombudsmanden med videre - og ingen reaktion overhovedet bortset fra at visse personer er på ferie etc.

Tilsyneladende er der ikke noget akut klagesystem her i landet. Kun hvis det bløder kommer ambulancen. Men hvis man er indespærret på den lukkede kommer man ind i en Stalinistisk verden, hvor personalet er bødler, dommere, udsmidere, hjerneødelæggere på samme tid. Den totalitære hensynsløshed, der findes på de psykiatriske afdelinger, burde filmes konstant! Den overvågning der praktiseres i Danmark, burde også gælde psykiatrien, hvor alle overgreb på patienter ikke optages. Hvis en patient ikke ønsker det, kan han vel få slukket for apparatet på hans stue. Men det ville være en god beskyttelse af patienterne. De er næsten retsløse.

Hvis man kigger lidt på hvad andre psykiatriske institutioner skriver, finder man følgene om Region Nordjyllands værdier og personalepolitikker:

I - INDFLYDELSE
Vi skaber dialog og samarbejde - vi tager fælles ansvar for et aktivt samarbejde og en åben dialog
T - TILLID
Vi udviser og indgyder tillid - vi har gensidig tillid uanset om samarbejdsrelationerne er op, ned, til siden eller ud.
O - ORDENTLIGHED
Vi er til at stole på og gør det, vi siger - vi er ordentlige i det, vi siger og gør, og med gensidig respekt
P - PROFESSIONALISME
Vi løser vores opgaver med høj faglighed og kvalitet - vi er professionelle og arbejder for at løse vores opgaver med høj faglighed, kvalitet, effektivitet og menneskelighed.

Ingen af disse værdier har fundet vej til Digevej.

Billede
Man opererer mere efter følgende principper:

- Lyt aldrig til en patient - men brug medicin/ECT, jo før jo bedre
- Tal ned til patienterne og bild dem en masse ind, som du ikke bør overholde
- Brug gerne mekaniske grove metoder overfor genstridige personer
- Smid besøgende ud som er kritiske
- Aflyt samtaler med nye besøgende
- Svar aldrig på henvendelser
- Fortæl dem en masse ammestuehistorier, mens du drikker kaffe - du skal ikke fortælle dem noget om hvorfor de er her
- Sig at lægen kommer senere
- Luk døren med det laminerede glas
- Husk at patientklager ikke virker - gør som du vil, du er konge

Hvis Digevej fungerer så dårligt som her beskrevet kan man vel overveje om man burde flytte hele staben væk og fremkomme med et hospital drevet af venlighed og ikke af kemi og strøm, indespærring og fastspændelse mv.. Digevej er en katastrofe og nok derfor at udefrakommende ikke er velkomne. Det er på den måde man skaber et terrorregimente at man har ret til alt i et næsten lukket system - - godt hjulpet af et servilt politi.Det eneste Digevej ikke kan tåle er at man kan diskutere, hvad det er for en behandling folk får - men det er forbudt. Den åbenhed og venlighed der skal til for at få normale forhold er ikke tilstede - det er rædsomt at være der og det er så langt fra hospitalsbehandling det kan være. Digevej har altid ret - ellers kommer de sortlakerede.

Kan vi være sådan et ensidigt lukket system bekendt i et ellers "demokratisk" samfund med "kristne" værdier? Elsk din næste som dig selv - eller had alle dem du kan undertrykke...

Psykiatrien her i landet har intet videnskabeligt eller moralsk grundlag. Piller virker ikke helbredende, elektrochok deaktiverer hjernen og indespærring gør folk vanvittige.

Vi behandler patienter med slagterilignende metoder fastspænding , injektion, indespærring, strøm vi mangler det sidste led så ender vi i det tredje rige.......men vi er meget tæt på - selv med de pauvre klagemuligheder der findes. Der burde være en separat klageinstans på hver afdeling.

Et psykiatrisk udrykningskorps, der er uafhængigt af systemet, er stærk påkrævet, idet psykiatrien har alt for meget magt. De har tilmed en ulidelig bøddelfunktion, som i gøgereden, det er denne kasketfordeling der desværre ikke er forbi i dagens Danmark.

Danmark burde være et foregangsland hvor man behandlede psykiatriske patienter som medborgere og som rigtige mennesker man skal respektere. Men intet tyder på at alle de tomme ord om psykiatri er relevante. Man taler i øst og handler i vest. Etik findes næsten ikke. Men da behandlingen næsten kun er fundet i et kemisk og elektrisk laboratorium savner vi den menneskelighed der giver psykoterapi, samtaler, gode jobs, rygklap og måske at man besøgte familien, arbejdspladsen og giver patienter den berøring der kendetegner mennesker der vil andre det godt. Det gør man fx i Italien. På den måde kan man måske forstå hvor problemet stammer fra - det lærer man ikke med kemi etc. Psykiatere og deres hjælpere rører kun patienterne med nåle og gummihandsker, elektroder og fixeringsbælter mv.

Man bliver ikke aet i dansk psykiatri. Det savner vi.

--

Emil Bier
63, Randersgade,
2100, København Ø
28390891

Fra regeringens psykiatriredegørelse 2013 :

238 En moderne, åben og inkluderende indsats for mennesker med psykiske lidelser

Patient- og pårørendeinddragelse

Som nævnt i kapitel 5 er patient- og pårørendeinddragelse vigtig. Derfor kan det være af stor betydning for et patientforløb, at det systematisk dokumenteres, hvilke erfaringer såvel patient som personale har fra tidligere indlæggelser, og at denne erfaring anvendes og er let tilgængelig i journalen. Det kan bidrage til, at patienten får medindflydelse, medansvar, større handlekraft og konkrete værktøjer til at agere hensigtsmæssigt i svære situationer.

Se mere om psykiatriske fupnumre her