Billede
© Danmarks Nationalbank
Kronen er i akut risiko for at bukke under for international valutaspekulation. Men ingen politikere, bankøkonomer eller universitetsprofessorer tør tale åbent om faren - i frygt for alene derved at udløse et økonomisk kaos.

Valutaspekulanter er i fuld gang med et historisk stormløb mod den danske fastkurspolitik. I løbet af de seneste dage har Nationalbanken pumpet 100 mia. kr., altså 100.000.000.000 kroner, ud i markedet for at holde kronekursen inden for det politisk besluttede bånd til euroen. Og i fredags stoppede salget af statsobligationer - alt sammen for at bremse en hidtil uset strøm af kapital ind i Danmark.

Officielt er alt under kontrol, men ingen kan længere udelukke, at Nationalbanken kan blive presset til at opgive den fastkurspolitik, som har været en grundlov i den økonomiske politik, siden kronen blev bundet til den vesttyske d-mark i 1982 og senere til euroen i 1999. En kædereaktion af begivenheder betyder, at kronen er blevet det næste lukrative spillefelt i valutaspekulanternes døgnkasino.

Den grundlæggende forudsætning er Danmarks bomstærke konkurrencekraft. I de senere år har overskuddet på betalingsbalancen medført en ophobning af fremmed valuta.

Modsat myten om en dårlig konkurrenceevne sælger danske virksomheder ganske enkelt mere til udlandet, end der importeres her tilbage, og dermed er kronen teknisk set blevet styrket. Schweizerfrancen var dog den afgørende dominobrik, der væltede først, torsdag den 15. januar.

Efter et massivt spekulationspres lod den schweiziske centralbank pludseligt francen bryde ud af det hidtidige kursloft over for euroen.

Beslutningen kom uventet og har dermed givet spekulanter grådigt mod og friske penge til at fortsætte stormløbet mod andre småvalutaer, der er bundet til euroen.

Bazooka rammer Danmark

Næste udløsende faktor var Den Europæiske Centralbanks beslutning om at affyre den såkaldte pengepolitiske 'bazooka' ugen efter, torsdag den 22. januar, med en månedlig udpumpning af 60 mia. euro., ca. 450.000.000.000 kroner, på ubestemt tid.

Effekten kom øjeblikkeligt, da euroen faldt over for dollaren - og så begyndte balladen for alvor. For når euroen falder, ja, så skal den danske krone også tvinges ned i værdi, ifølge fastkurspolitikken.

Under normale omstændigheder ville modforholdsreglen være en automatisk rentesænkning, men situationen er alt andet end normal.

Renten er allerede negativ, og derfor står Danmark nu over for en mulig revaluering, altså en brat stigning i kronekursen, til stor skade for eksporterhvervene - og gigantisk gevinst til de virtuelle spekulanter.

Som udgangspunkt er vilkårene mere gunstige end i det hidtil forventede og omvendte scenario, hvor kronen var i et nedadgående pres, og hvor Nationalbanken måtte sælge udenlandsk valuta for at holde kronekursen oppe. Men verden skælver.

Nationalbanken kan forsøge fortsat at lade seddelpressen løbe og opkøbe milliarder af euro for nytrykte kroner - og derved fastholde kronekursen.

Så længe inflationen er lav, hvis ikke ligefrem negativ, er dét nogenlunde risikofrit. På ultrakort sigt.

Tavshed er guldstandarden

Hovedproblemet er, at kronen er en marginal valuta på de globale finansmarkeder. Hvis blot få promille af de globale valutatransaktioner flyttes over i kroner - i forventning om en mulig revaluering - vil kapitalkræfterne være så ubegribeligt voldsomme, at de små danske diger ikke vil kunne modstå spekulant-tsunamien. Og hvad værre er: Hvis revalueringen udebliver, ja, så har spekulanterne ikke tabt alverden.

Desværre er der god kapitallogik bag spekulantpresset på Nationalbanken.

Alligevel tør ingen tale åbent om de overhængende risici. Et bredt politisk flertal står ukritisk bag fastkurspolitikken.

Selv blandt universitetsøkonomer opfattes det som et tabu at problematisere kronens binding til euroen. Et hvilket som helst lille pip kan skabe turbulens på finansmarkederne og sætte de hysteriske kællinger i selvsving. Derfor er tavsheden larmende.

Ingen tør udfordre Nationalbankens skrøbelige troværdighed.

Bundlinjen er blot, at kombinationen af et årelangt overskud på betalingsbalancen, schweizerfrancens pludselige kurshop i forhold til euroen - trods besværgelser om, at det aldrig, aldrig ville ske - og ikke mindst ECB's bazooka har gjort det til et muligt scenario, at også den danske centralbank må give efter og lade kronen flyde friere.

Dét vil i givet fald være et økonomisk chok, der langt overgår alt, hvad politikerne på Christiansborg har snik-snakket om i de senere år.