Billede
© ukendt
En terapeut rådgiver en kvinde, der har været forfulgt og mobbet af sin psykopatiske ex-mand, til at møde ham over kaffe for at drøfte deres forældreskab. En ung kvinde med svære psykosomatiske traumer bliver fortalt af hendes terapeut, at hendes psykopatiske broder indgik i seksuel "leg" når han voldtog hende med objekter i hendes skede. En ung mand undgår den nødvendige behandling fordi hans far, den skyldige, er en ikonisk filantropist

Hvorfor ligger bevisbyrden på offeret for at etablere legitim sag for hans eller hendes lidelse? Hvorfor bliver disse ofre ikke troet, og hvorfor fornægter facilitatorerne af en empirisk videnskab ondskabens psykologiske virkelighed?

Svarene til disse spørgsmål er komplekse. Mange folk, inklusive kliniske psykologer, er blændet af psykopatens maske af normalitet. Vi stigmatiserer ofre, undsiger dem som mindreværdige med deres følelsmæssige instabilitet, mens vi lovpriser den dygtige og overbevisende psykopat. Vores iboende tendens til at fastholde intern ligevægt og illusioner om sikkerhed tvinger os til at bero på udførte psykologiske forsvar for at benægte den truende information.

Hvad er menneskelig ondskab?

Ondskab betegner fravær af det gode. Det er det der er depraveret og amoralsk. I denne artikel vil vi adressere den menneskelige ondskabs gåde - navnligt den ondskab vi påfører andre - og den kollektive fornægtelse af dens eksistens, hvilket på tur forsikrer ondskabens hastige vækst.

Filosofen Imannuel Kant giver i Religion Within the Boundaries of Mere Reason udsagn for at ondskaben er iboende i den menneskelige art. Ifølge Kant, er selv bedrag den ansvarlige kvalitet for moralsk korruption (Kant, I. Religion Within the Boundaries of Mere Reason, Robert M. Adams et al, Eds. Cambridge UK: Cambridge University Press;1998).

En ekstrem tilbøjelighed til ondskab er blevet betegnet af psykiater Hervey Clekley som en neuropsykiatrisk defekt der føder et behov for at ødelægge. Ifølge Cleckley, har psykopaten en forbløffende egenskab til at skjule denne defekt (Cleckley HM. The Mask of Sanity: An Attempt to Clarify Some Issues about the So-Called Psychopathic Personality. Whitefish, MT: Literary Licensing; 2011).

Vi bliver narret og vildledt af psykopatens forklædning af dyd, hans overfladisked, tilsyeladende ro, status og charme. Psykopatens normale facade kan virke så sømløs at det bliver usandsynligt at vurdere ondskaben bag masken, selv for den erfarne kliniker.

Hvordan Ondskab gør skade på dets ofre

depression
© Unknown
Langvarig udsættelse for psykopatens misbrug og udnyttelse udmunder i kompleks PTSD, og i værst tilfælde personlighedsspaltning [dissociative identity disorder] (DID). Psykopatens ofre er følelsesmæssigt, psykologisk, økonomisk og socialt hærgede.

Ofrenes tydelige nød og symptomer gør dem sårbare for stigmatisering. Sociolog Erving Goffman lægger vægt på at stigmatisering er en lumsk barriere mod bedring, og umenneskeliggør og anonymiserer ofre, hvilket fremmer skade og marginalisering (Goffman E. Stigma: Notes on the Management of Spoiled Identity. New York: Simon and Schuster; 2009).

I en nøddeskal så bærer stigmatisering foragt og foragt skaber skyld. Hvis man følger dette ræssonement, vil det stigmatiserede offer i sidste ende blive beskyldt for den vold som psykopaten har forøvet.

Dette social Darwinistiske paradigme illustrerer hvordan psykopatens fordele overfor deres ofre, støtter en model for "den bedst tilpassede overlever". De egnede bliver ophøjet, uanset deres karakter. Tegn på svaghed og skrøbelighed er genstand for foragt. Magt og status er relevante markører for hvad der er værdsat og agtet.

Der er andre kollektive forudindtagelser vi betror os til, på trods af modsatrettede beviser. For eksempel, behovet for at tro at verden er fundamental retfærdig, bidrager til rationaliseringen med at udpræget vanrøgt må på en eller anden måde være fortjent af ofret. Behovet i at forsikre os selv i at vi er ikke er sårbare over for ondskab, giver os en falsk fornemmelse af kontrol, der igen sætter fokus på ofrets skyldighed.

Hvorfor vi benægter Ondskabens Eksistens

Hvad der afviger fra normen skaber konflikt med vores sociale virkelighed. Dette genererer usikkerhed og truer vores verdens syn. For at kunne vende tilbage til en tilstand af tilsyneladende ligevægt må vi begrænse krænkende information eller tankegang omkring visse ting, på en måde der modsiger vores forudintagede tro. Vi benægter simpelthen det der giver os stress.

I det ondskab skaber tvivl omkring vores grundlæggende tillid i verdens orden og struktur, er vi via vores instinktive selvbeskyttelse nødsaget til at benægte ondskaben eksistens og konstruere en virkelighed der giver en illusorisk fornemmelse for tryghed og forudsigelighed.

Min behandling af D, der blev krænket af en pædofil over mange år, er et eksempel på dette fænomæn. Den pædofile, som jeg vile referere til som R, var en højt anset coach og lærer i en velhavende forstad. År efter overgrebet på D arresterede FBI, via en såkaldt sting operation, R. På trods af ubestridelige beviser på R's skyld, bakkede samfundet op om R's forsvar, med henvisninger til hans karakter og gode gerninger som bevis på hans uskyld. Selv når beskyldninger kom på bordet om sexuelle overgreb på et plejebarn i R's varetægt, blev barnets troværdighed, ironisk nok, skadet af hans stigmatiserede status som et følelsmæssigt problematisk værgeløst barn.

Denne sag illustrerer egoets formåenhed til at censurere og rekonstruere foruroligende information for at bevare en harmoni med ens forudintagede billede.

På en global skala ser vi de samme forsvar sat i værks som svar præstestandens sexuelle overgreb og overgreb begået af den Katolske kirke. På trods af kirkens afskyelige historie i dets ledtog med Hitler og Mussolini, med dets Inkvisation og Korstog, Magdalene vaskerierne, hekse jagter og deres støttede folkemord og slaveri i Amerika, Afrika og Australien, stålsat opholdte naïve og illusoriske ideer om åndelig ufejlbarlighed og idealiserede forestillinger af dyd. På trods af dette overtrumfes tilregnelighed og objektiv virkelighed. Når tilhængere bukker under for patologisk indflydelse, er resultatet en medvirken til ondskab.

Ondskaben autoritative magt

De der er patologiske onde er nådesløs drevne til at opnå magt og kontrol. De befaler føjelighed og lydighed. Således bliver de animeret af fraværet af kritisk tanke og afhængighed af primitive psykologiske forsvar med formålet at benægte uacceptable sandheder.

Psykolog Stanley Milgram's eksperimenter fra de tidlige 60'ere kastede lys over hvor modtagelige vi er overfor autoriteters indflydelse. Milgram's eksperimenter var inspireret af forsvaret i Nürnberg-processerne, at Nazi folkemordet udførtes som blind lydighed i at parrere ordrer. Milgram undersøgte denne forklaring ved at teste om hans forsøgspersoner ville følge ordrer udi at administrere elektriske shock til andre deltagere. Det gjorde de - 65% af forsøgspersonerne efterlevede til fulde befalinger om at administrere op til 450 volt elektricitet (Milgram, S. Obedience to Authority: An Experimental View. New York: HarperCollins Publishers; 2009).

Dette studie forstærker hvad psykopater forstår; at den iboende tendens til at opretholde og adlyde autoriteter bærer rødder i diverse faktorer så som frygt, identifikation med overfaldsmanden og behovet for at tilhøre. Så længe der ingen alvorlige følger er bliver ordrer afsagt af autoriteter generelt adlydt, uanset om de strider mod vores moral. Denne disponering giver psykopaten manipulerbare og eftergivende ofre der er modne for udnyttelse og misbrug.

Ingen af os er immune overfor autoritetens afskrækkelse. Verden er fuld af ledere i høje magt positioner der er patologisk onde. For et utal af grunde overskygger vores iboende tendens til at indrette og adlyde, vore moralske dømmekraft. Uden at vide det, uvidende, uforsigtige og utilsigtet samarbejder vi oftere med ondskab, end ej.

Er der en mirakelkur?

Psykologer og psykiatere vil uundgåeligvis komme i berøring med ondskabens ofre. Som behandlere må vi årvågent udfordre vores systemer der benægter og afmytologisere ondskab, hvis vi ordentligt vil behandle de der søger vores hjælp. Dette nødsager os til at tappert at gå livets farlige og harske virkelighed i møde, inklusiv potentiallet for ondskab der lurer indeni.

Jung henviste til de undertrykte, mørke og uoplyste dele af vores psyke som skyggen. Som Jung forklarede, benægtelsen og undertrykkelsen af skyggen gør at den ubevidst bliver projekteret over på 'den anden.' Hvis Psykologer og psykiatre kollektivt benægter ondskabens virkelighed, for at citere Jung, "...hvordan kan ondskab integreres? Der er kun én mulighed: assimiler det, det vil sige, hæv det til bevidsthedens niveau" (Jung, C. "Good and Evil in Analytical Psychology" in Civilization in Transition; The Collected Works of C. G. Jung. Princeton NJ: Princeton University Press; 1970).

Ved at bringe ondskabens virkelige indflydelse ind terapeutisk sammenhæng, bliver en signifikant faktor i helings processen bevidst addreseret. Menneskehedens mørke side skal anerkendes hvis ondskabens ofre skal assimilere hvad der blev gjort mod dem.

Afslutningsvis, er det vores etiske ansvar som terapeuter at legemliggøre bevidsthed. Kun på den måde kan vi virkeligt genkende ondskab, nægte medvirken og være pålidelige instrumenter i at hjælpe andre i deres heling fra ondskabens ødelæggelse.

Oversættelse: Sott.net