Elites
© Before It's News
De næste tre uger vil Danmarks politiske blokke forsøge at fremstille det, som om der er store indbyrdes modsætninger imellem dem. Der er to veje i dansk politik, siger de. Men den seneste valgperiode har om noget vist, at der på de centrale emner som økonomi, beskæftigelse, erhvervspolitik og uddannelse hersker en udstrakt konsensus mellem de regeringsbærende partier. »Selv om regeringen skifter farve, så ændrer det ikke specielt meget på sammensætningen i magteliten. Der kommer nogle nye folk ind, der træder nogle andre folk ud, men resten af systemet bliver ved med at være det samme,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

På tirsdag udgiver han sammen med Anton Grau Larsen og Markus Bernsen bogen Magteliten - hvordan 423 danskere styrer landet.

»Man får en forskellig politik, afhængig af hvem man stemmer på, så det er ikke ligegyldigt. Men det er småting, for kursen bliver kun justeret et par grader,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

En forklaring på, hvorfor der er så stor konsensus om de centrale politiske spørgsmål i Danmark, er en stor koncentration af magt hos en lille elite. I løbet af to års dataindsamling til deres ph.d.-afhandling har Christoph Houman Ellersgaard og Anton Grau Larsen kortlagt tusindvis af forskellige netværk i Danmark i forsøget på at identificere de bedst forbundne og mest magtfulde. De endte med en kerne på 423 mennesker, der domineres af erhvervslivets top, politikere, embedsmænd, fagbevægelsen og udvalgte dele af forskningsverdenen. Folkene i toppen sidder sammen i netværk, bestyrelser, fonde og kommissioner og udgør ifølge forfatterne den organiserede magt i Danmark.

»Alle i eliten - og måske især de organisationer de repræsenterer - har nogle enormt privilegerede positioner. De, der sidder der, får en høj løn, mange er meget rige, de har høj status, kan blive hørt, når de har noget at sige, og bliver inviteret i alle mulige sammenhænge. De har en masse magtressourcer, som de ved at være her løbende bliver i stand til at fastholde og udbygge,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

»Der findes en større gruppe, som har høringsret, men det der kendetegner de 423, er, at de faktisk har mulighed for at påvirke ting uden for deres egen sektor. De kan være med til at sikre, at når der træffes beslutninger på et hvilket som helst område, så går det ikke imod deres grundlæggende interesser.«

Der er 35 politikere blandt de 423 i magteliten, men det er ikke nødvendigvis de mest populære eller højtråbende i den offentlige debat. Der er ikke et eneste menigt folketingsmedlem, og hverken stemmeslugere som Pia Kjærsgaard (DF) eller Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) eller en politiker som Anders Samuelsen (LA), der ellers bliver set som meget tæt på erhvervslivet, er i nærheden af at blive inviteret indenfor i elitens selskab. Der er i det hele taget ikke mange med kontroversielle holdninger, for ifølge forfatterne, virker en række positioner til i sig selv at ekskludere en fra det gode selskab. Folkesager som modstand mod indvandring og EU er overhovedet ikke repræsenteret blandt magteliten, og globalisering bliver set som noget konkurrencestaten skal tilpasse sig. Udover de politiske kompromisser, skal du som politiker med magtelite-ambitioner også kæmpe dig op til at blive leder - minister, borgmester eller regionsformand - og altid være i stand til at få dit bagland med på de kompromisser, du indgår med de andre elitegrupper. Du skal være fra et af de regeringsbærende partier og så øger det markant chancen rent statistisk, hvis du er mand og har studeret statskundskab, økonomi eller jura, som alle de andre. Faktisk er der hundrede gange større sandsynlighed for at ende i Folketinget, hvis du har en uddannelse fra statskundskab med i bagagen.

Den nye skillelinje

Blandt embedsmændene er repræsentanter fra de økonomisk tunge ministerier i overtal, og mens Sundhedsministeriet eller Transportministeriet hverken har en minister eller departementschef blandt de 423, findes der ikke mindre end fire repræsentanter fra Moderniseringsstyrelsen, som ligger under Finansministeriet. Det er altså en særlig embedsmandstænkning, der dominerer, og selv om mange netop har kritiseret DJØF'iceringen og de omfattende kontrolregimer, der har fuldt med den centraliserede ledelsesideologi, er der ingen i eliten, der udfordrer den:

»Det er gratis at være imod regeltyranni, for der er ikke nogen, der reelt angriber de dele af statsadministrationen, hvor DJØF'erne sidder med deres regneark. Flere lægger symbolsk afstand til det, men der er ingen, der laver politiske tiltag imod det,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

Ifølge forfatterne tegner der sig i flere sager en ny politisk skillelinje mellem de partier, der er uden for og inden for magteliten. Ved et nyligt lovforslag om at reformere politikernes pensionsordning, så den i højere grad ligner befolkningens, var det kun Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der stemte for, og den samme skillelinje viste sig også i det meget principielle slagsmål omkring ændringen af offentlighedsloven.

»Det er en relativt bred demokratisk debat om, hvor informerede vi skal være, om de beslutninger, vores politikere tager. Om vi er villige til at sige, at det koster noget at have et demokratisk samfund og dermed have en anden åbenhed, end hvis man driver en stor virksomhed. Fordi vi også skal tage hensyn til, at vi som vælgere og borgere skal have mulighed for at diskutere dem,« siger Christoph Houman Ellersgaard og nævner Bjarne Corydons insisteren på at holde informationer om DONG-salget hemmelige som en udløber af samme konflikt med elitelogikken overfor den demokratiske.

Kontorchef og skibsreder

Fortællingen om en magtelite, som styrer landet, er bestemt ikke udbredt i Danmark. I en undersøgelse svarede kun 11 procent af danskerne, at de mente, der fandtes en lille elite i landet - langt færre end i de 41 andre lande, hvor undersøgelsen også blev foretaget. De fleste abonnerer på fortællingen om nationen af én stor middelklasse, hvor social mobilitet gør det muligt at avancere efter evner, og ikke efter hvad man er født til. Men måske skyldes denne konsensus, at danskerne er blevet klasseblinde, for ifølge kortlægningen ser virkeligheden helt anderledes elitær ud. En tredjedel af magteliten er født i Danmarks absolutte overklasse, mens 15 procent af dem også har forældre, som er nævnt i Blå Bog (det har en forsvindende lille promille af resten af befolkningen). Er du barn af en, som er nævnt i Blå Bog, har du 1.000 gange større chance end andre for selv at blive en del af magteliten engang. Store dele af landet er stort set støvsuget for repræsentanter fra eliten, der klumper sig sammen i særligt hovedstaden og i Nordsjælland.

En af grundene til at magteliten kan være svær at få øje på, er at mange af dens medlemmer gør meget ud af ikke at omtale sig som en del af den. Helle Thorning-Schmidt fortæller hellere om sin opvækst i Ishøj, hvor hun arbejdede på en grillbar, end om sine forældres karrierer som henholdsvis kontorchef og direktør. Lene Espersen fortæller om, at hun har knoklet med at gøre rent og rense fisk - men det var som datter af en skibsreder for en fiskeriflåde, og hun tog uddannelse som cand.oecon. på Aarhus Universitet. Eller som Christian Kjær, kammerherre, hofjægermester, arving til en formue og ejer af både slot i Nordsjælland og ø i Caribien ifølge bogen formulerede det i et interview: »Hvem er det, du kalder overklasse? Jeg synes ikke rigtig, vi har en overklasse herhjemme, jeg er dus med alle, de kalder mig Christian.«

Konsensussøgende

Så elitens bedste trick er at overbevise os om, at den ikke eksisterer. Det er en strategi, som forfatterne med bogen forsøger at modgå. Bogen bringer os nærmere en forståelse af den konsensus, som præger magteliten, og som betyder, at selvom det - meget unikt for Danmark - er lykkedes fagbevægelsen at få hele 49 medlemmer (13 procent) blandt magteliten, der også tæller nogle af landets rigeste mennesker, så er der påfaldende lidt uenighed og åbne konflikter.

»Forståelsen i magteliten er, at man nogle gange godt kan være modspiller, men man er ikke modstander af hinanden. Man accepterer den arbejdsdeling af magten, der er, hvor nogle har den økonomiske magt, nogle har den formelle politiske magt, nogle har den statslige magt og nogle har magten omkring vidensdannelse,« siger Christoph Houman Ellersgaard.

Folk på venstrefløjen kan godt have en forestilling om, at meget ideologiske liberalister er tæt på magteliten, men det ser ikke ud til at have grobund i virkeligheden.

Medie-erhvervsfolk som Lars Seier Christensen og Asger Aamund er ikke inkluderet i det fine selskab, og da Amin Skov fra Vejlegården gik i konflikt med 3F, var det ikke magtelitens repræsentanter, der tog over og spiste stegt flæsk som støtte. De holdt sig på behørig afstand, da restauratøren anfægtede en anden central eliteaktør - fagbevægelsens - ret til at blokere sig til en overenskomst, og det var åbenbart for radikalt et skridt. Der er både socialdemokrater i erhvervslivet og fagbevægelsen til at sikre positionen, og ifølge Christoph Houman Ellersgaard er det kendetegnende for partiets strategi:

»Socialdemokraterne er blevet mere fokuseret på at fastholde den magtposition og de resultater de har opnået, end de er på at reformere samfundet i en anden retning. Med 'Det Danmark du kender' er de jo også nærmest blevet et socialt-konservativt parti,« siger han.

»Det er også grunden til at konkurrencestaten er blevet så populær, fordi den jo handler om at forandre samfundet for at beskytte interesserne for de grupper, der dominerer i øjeblikket,« siger han med henvisning til, at Bjarne Corydon åbent har erklæret sig som tilhænger af konkurrencestaten. Her handler det om, at man har en vellønnet og højtkvalificeret arbejdskraft, der kan indgå i den globale konkurrence, sikre at virksomhederne stadig kan sælge på et globalt marked og tiltrække arbejdskraft og investeringer. Statens og fagforeningernes opgave er blandt andet at sikre en velkvalificeret og velorganiseret arbejdskraft, så alle elitegrupper spiller en central rolle i fortællingen.

»Man har glemt, at velfærdsstaten og hele det vestlige demokrati bygger på, at vi begrænser elitens magt og privilegier. At man begrænser magtkoncentrationer og demokratiserer mere og mere,« siger Christoph Houman Ellersgaard, der understreger at det problem absolut ikke begrænser sig til Socialdemokraterne.

»Alle politiske partier mangler en elitepolitik. De mangler at sige, hvordan vi kan begrænse elitens magt og skabe mere demokrati. Det ville være interessant, hvis det blev overvejet, hvordan et givent politisk forslag gør op med visse menneskers privilegier, eller om vi kan være med til at forstærke visse andre menneskers privilegier,« siger han. For mens valgkampen raser, og politikerne forsøger at overbevise befolkningen om, at deres vision for Danmark er den rigtige, så er det reelt under 10 pct. af magteliten, der er på valg nu.

»Hvis vi er trætte af, at det altid er Niels Egelund eller Jørgen Søndergaard, der er med i kommissionsarbejder, eller at det er Michael Christiansen og tidligere Fritz Schur, som sidder i de store offentlige bestyrelser - er der så nogen partier, der fortæller os, hvordan vi slipper af med dem? Hvordan får vi en ny bestyrelse i DSB - eller måske mere relevant - hvordan sikrer vi DSB's brugere en indflydelse på, hvad der foregår? At dem, beslutningerne påvirker, får indflydelse på de beslutninger, der træffes? Det ville være sundt at tænke over i valgkampen.«

Anton Grau Larsen, Christoph Houman Ellersgaard og Markus Bernsen: 'Magteliten - hvordan 423 danskere styrer landet'. 212 sider. 250 kroner. Politikens Forlag