Asteroid 2004 BL86
© NASA/JPL-CaltechNASA caption: This graphic depicts the passage of asteroid 2004 BL86, which will come no closer than about three times the distance from Earth to the moon on Jan. 26, 2015. Due to its orbit around the sun, the asteroid is currently only visible by astronomers with large telescopes who are located in the southern hemisphere. But by Jan. 26, the space rock’s changing position will make it visible to those in the northern hemisphere.
En asteroide, der er blevet døbt 2004 BL86, vil mandag komme tættere på Jorden, end nogen anden asteroide af den størrelse tidligere har gjort.

Heldigvis er der ikke noget at frygte, for ifølge Nasa udgør den ikke en trussel mod menneskeheden.

Når asteroiden er tættest på, vil den være cirka 1,2 millioner kilometer fra vores planet, hvilket er omkring tre gange afstanden mellem Jorden og Månen, oplyser Nasa i en pressemeddelelse.

Asteroiden vurderes til at have en størrelse på en halv kilometer i diameter, og den vil besidde rekorden som den største og nærmeste asteroide, der suser forbi Jorden - lige indtil asteroiden med det lige så mundrette navn 1999 AN10 flyver forbi i 2027.

Mandag 26. januar vil være det nærmeste asteroiden 2004 BL86 kommer Jorden i mindst 200 år, siger Don Yeomans, der er tidligere leder af Nasas Near Earth Object Program Office i en pressemeddelelse.

- Og selvom den ikke udgør nogen trussel mod Jorden i den nærmeste fremtid, så er det en forholdsvis stor asteroide, som kommer forholdsvist tæt på, så det giver os en unik mulighed for at observere og lære mere, lyder det fra Yeomans.

Asteroiden blev opdaget 30. januar 2004 i New Mexico, og den ventes at kunne opleves af amatørastronomer med teleskoper eller stærke kikkerter.

Både Nasas Deep Space Network-antenne i Goldstone, Californien, og Arecibo Observatoriet i Puerto Rico vil indsamle data om asteroiden, når den lægger vejen forbi.