Billede
Den 14. september 2013 offentliggjorde FN en rapport, som bekræftede, at Ghouta var blevet angrebet med saringas d. 21. aug. 2013. Det lå uden for FN-missionens mandat at forholde sig til, hvem gerningsmændene kunne være. De grundigste, uafhængige ekspertundersøgelser af raketangrebets tekniske aspekter sår alvorlig tvivl om påstandene om, at Assad-styret var ansvarligt. Der foreligger ingen fældende beviser.

I perioden fra 14. sept. 2013 til udgangen af juli 2014 har Politiken bragt 16 artikler, hvori Assad-styrets giftgasansvar fremstilles som en simpel kendsgerning. Begrundelse eller dokumentation anføres ikke. Ofte tales om "at straffe Assad for brug af kemiske våben". Konsekvent undlader skribenterne at anføre et blot mildt forbehold (såsom den "formodede" eller "angivelige" brug af kemiske våben), der efter almindelig journalistisk skik ville markere eksistensen af nævneværdig tvivl. Andre former for forbehold tages heller ikke; ansvarsplaceringen er et nøgent faktum.

18.-19. sept. 2013 - kort efter FN-rapportens offentliggørelse - benyttes kilder til støtte for regimetesen i to artikler, mens en enkelt artikel fremsætter et ræsonnement, som mistænkeliggør Assad. Skyldsspørgsmålet anses ikke for at være definitivt afgjort, skønt vi kommer tæt på: "en række eksperter mener, at der er klare beviser [...] for, at Assadregimet stod bag angrebet". En selvgjort våbentypeekspert, bloggeren Brown Moses, samt Human Rights Watch' Peter Bouckaert optræder som eksperter.

Derefter følger ca. tre måneder, før spørgsmålet om evidens igen dukker op i avisen. D. 14. dec. 2013 er "ansvaret uafklaret", før det er "dokumenterbart", men udokumenteret tilfalder Assad d. 1. jan. 2014. I den mellemliggende tid er styrets skyld blevet antaget uden bevis i 9 artikler.

Information

Information indhentede tidligt ekspertudsagn fra Ralph Trapp og Jean Pascal Zanders. Med afsæt i FN-rapportens oplysninger opregner eksperterne en række indicer på det syriske styres giftgasansvar i en artikel d. 17. sept. 2013.

Lasse Ellegaard følger den 20. sept. op med betragtningen, at en "nøjere granskning af Gouta-rapporten [...] peger på, at regimet formentlig er gerningsmand". I begge artikler fremhæves affyringsstedets lokalitet som vægtigt indicium. At senere undersøgelser har vist, at raketterne ikke kunne være blevet affyret fra de først antagne områder, er ikke en viden, Information har viderebragt. Samme dag spørger en artikel "Hvad nu hvis [...] Assad genoptager de kemiske angreb?" uden at begrunde den underliggende antagelse om, at Assad stod bag Ghouta-angrebet.

Endelig fastslås styrets ansvar som et definitivt faktum d. 23. sept. Belægget er forlydender: "Og at regimet stod bag, fremgår af udsagn fra velinformerede syrere i Beirut, der fortæller, at regimefolks familier i nabolandsbyerne til de kemiske våbens målområder op til angrebet blev varskoet".

Efter disse 3 evidensbaserede artikler figurerer styrets skyld som simpelt faktum i 5 af de 8 Information-artikler, som forholder sig til skyldsspørgsmålet, mens ansvaret "sandsynligvis" og "efter alt at dømme" tilfalder Assad i yderligere 2 artikler.

Selvom vi i sammenligning med Politiken er vidne til en mere sparsom dækning og en lidt lavere grad af sikkerhed, er forløbet stort set det samme: Fra indledningsvis præsentation af ekspertkilder, der hævdes at pege på mere eller mindre solide beviser for, at afsenderen af "det kemiske snavs" er Assad-styret, hen imod en mediedækning, der forudsætter - og givetvis bidrager til at skabe - vished om styrets skyld.

Der gøres kort proces. Men dommen hænger ved. Hovedresultaterne af analysen af i alt 44 artikler fra de to centrum-venstre-aviser følger denne dom.

Status over bedraget

I tiden fra FN-rapportens offentliggørelse d. 14. september 2013 frem til slutningen af juli 2014 har samtlige journalister, som har forholdt sig til ansvarsplaceringen i Informations og Politikens spalter, peget på Assad-styret som skyldig.

Aviserne forankrer i et vist omfang deres udsagn i evidens. Kort efter FN-rapportens offentliggørelse udelader aviserne dog stort set konkrete evidenshenvisninger; fra d. 23. sept. 2013 og 10 måneder frem anføres således kun evidens i 3 artikler.

Ses bort fra avisernes affærdigende gengivelser af officielle udtalelser fra Rusland og Syrien, forholder aviserne sig alene til lødig evidens, der inkriminerer det syriske styre. Den eksisterende ekspertdissens nævnes ikke. Dissens fra internationalt anerkendte journalister som eksempelvis Robert Fisk eller Gwynne Dyer optræder ligeledes ikke.

Mulige begrænsninger ved den præsenterede evidens overvejes ikke. Der tages f.eks. ikke kildekritiske forbehold over for den amerikanske regerings eller amatør-"eksperten" Brown Moses' oplysninger.

Blandt de i alt 26 artikler, der uden konkrete evidensreferencer peger på styret som giftgasafsender, levner kun 3 artikler plads til en smule tvivl. De evidensbaserede artikler erklærer derimod sjældent skråsikkert, at Assad-styret stod bag. Visheden tiltager, når fokus på beviserne aftager.

I ingen af de nævnte 26 artikler fremstår ansvarsplaceringen som en overbevisning. Dommen over Assad-styret serveres heller ikke med følelsesladet (f.eks. "forfærdelige angreb") eller værdiladet (f.eks. "forbrydelse") sprogbrug. En rent sproglig analyse kan ikke opspore nogen tendens. Vi står over for simple kendsgerninger.

Et bredt felt af avisernes mest respekterede journalister fremstiller Assads giftgasansvar som en simpel kendsgerning: Herbert Pundik, Marcus Rubin, Anders Jerichow, Rune Lykkeberg, Michael Jarlner, Jacob Svendsen, Martin Burchardt, Lasse Ellegaard og Charlotte Aagaard.

Men det er et bedrag. Aviserne ved ikke, hvem der udførte eller stod bag angrebet. Det er blot noget, de skriver.

Uffe Kaels Auring er redaktør på Medieoplysning.dk, der holder øje med de danske mediers dækning af blandt andet konflikter i udlandet. I en anden analyse gør Medieoplysning.dk ligeledes opmærksom på modsigelser, ensidighed og imperialistisk tankegods i DR's Syrien-dækning.