Billede
Det er på kant med menneskeretten, at den danske regering endnu ikke har lavet en uafhængig undersøgelse af, om den amerikanske efterretningstjeneste NSA har masseovervåget i Danmark, lyder kritikken i Amnesty Internationals årsrapport.

Den danske regering får kritik i Amnesty Internationals 421 sider lange årsrapport, som udkom onsdag.

Årsagen er, at regeringen ikke vil iværksætte en uafhængig undersøgelse af, om den amerikanske efterretningstjeneste NSA har overvåget borgere i Danmark.

I årsrapporten konstaterer Amnesty blandt andet, at den danske regering "har afvist at undersøge, om sådanne efterretningstjenester (udenlandske efterretningster som NSA, red.) har opereret på dansk territorium, og har afvist at fremlægge et overblik over lovgivningen, så det er muligt at skelne mellem lovlige og ulovlige overvågningsaktiviteter".

I 2013 afslørede hemmelige dokumenter fra whistlebloweren Edvard Snowden, at NSA har masseovervåget borgere over hele verden på sociale medier som Facebook og fulgt borgernes surfen på Google.

Overvågning skal afdækkes

Amnesty mener, at en uvildig undersøgelse er en forudsætning for at få afdækket, om der er sket overvågning i strid med menneskerettighederne. Og det er en forudsætning for en fremadrettet debat om, hvor meget overvågning, vi ønsker i vores samfund.

Det er vigtigt at få en uvildig undersøgelse af, om NSA har foretaget overvågning i Danmark. Og i så fald i hvilket omfang og om danske myndigheder har samarbejdet med NSA om overvågningen, siger Amnestys danske vicegeneralsekretær Trine Christensen til Arbejderen. Og tilføjer: "Regeringen bør tage afsløringerne af NSA's masseovervågning meget alvorligt."

Enhedslisten bakker op om Amnestys krav

Det er nogle rystende afsløringer, Snowden er kommet med, som også peger på, at NSA aflytter og overvåger de danske fiberkabler efter aftale med forsvarets efterretningstjeneste. Om det er sandt skal selvfølgelig undersøges, for er det rigtigt, er det så voldsomt, at den danske befolkning og det danske folketing skal have mulighed for at sige fra overfor det, siger Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper til Arbejderen.

Både forsvarsministeren, statsministeren og justitsministeren svarer enslydende, at "Myndighederne her i landet ikke har grundlag for at antage, at der skulle foregå ulovlige amerikanske efterretningsaktiviteter rettet mod Danmark eller danske interesser".


Kommentar: På en måde har de jo nok ret i at det der ikke sker nogen ulovligheder over for det officielle Danmarks egentlige interesser, som jo bekendt findes et sted i Washington's lomme.


Samme svar kommer fra Socialdemokraternes forvarsordfører, Annettte Lind:

- Som cheferne for de danske efterretningstjenester gentagne gange har understreget, har efterretningstjenesterne ikke oplysninger, der giver grundlag for at antage, at der fra amerikanske tjenesters side gennemføres ulovlige efterretningsaktiviteter rettet mod Danmark eller danske interesser, siger Annette Lind til Arbejderen.

Borgere og politikere masseovervåget

Det er dagbladet Information, som har afdækket Snowdens afsløringer af, hvordan nødhjælpsorganisationer, politikere, embedsfolk, regeringsledere, ambassader og internationale organisationer som EU og FN er blevet overvåge af NSA.

Herudover har Information afsløret, hvordan NSA spionerede mod andre landes forberedelser til klimatopmødet i København i december 2009. NSA opsnappede også et hemmeligt dansk forhandlingsoplæg.

Ovenpå afsløringerne har klimaeksperter og tidligere FN-diplomater advaret mod, at spionage mod FN's topmøder forpurrer forhandlingsprocessen og ødelægger muligheden for at skabe kompromisser.

Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, deltager efter alt at dømme i samarbejdet med NSA. Det fremgår af et hemmeligt talepapir udarbejdet til den daværende direktør for NSA, Keith Alexander, som Information har fået adgang til via Snowden. Her beskriver NSA danske FE som en vigtig samarbejdspartner.