Billede
"Jeg tror, at det, vi er vidne til i disse dage, er en sand historisk begivenhed", skrev The Saker den 18. februar og jo mere, man får at vide, jo mere tilbøjelig må man være til at give ham ret.

Lad os første kaste blikket på, hvad der faktisk skete.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at militserne i folkerepublikkerne kæmper for deres egne familier, deres egen jord, deres egne byer, landsbyer og landområder.

Den 28. januar erobrede militserne fra Donetsk de sidste rester af lufthavnen i Donetsk. Vil man have et indtryk af disse militsers kvalitet, kan man her se optagelser fra selve kamphandlingerne, og hvordan de bar sig ad:


I ruinerne i lufthavnen fandt man amerikanske våben, samt materiale skrevet på engelsk. At der også deltog mindst 400 lejetropper fra det amerikanske sikkerhedsfirma Academy (tidligere Blackwater) blev afsløret af den tyske avis Bild allerede under kampene mod Slavjansk i efteråret 2014. Dertil kommer, at USA har fortsat afsendelsen af militærhjælp til Ukraine som disse tanks, der står linet op i Kiev:
Billede
Truslerne om, at USA ville begynde at sende våben til den ukrainske hær, forekommer lidt meningsløse. Det har man nemlig gjort, siden konflikten i Ukraine startede. Kuppet i Kiev i februar 2014 fulgte også nøje den plan, som var udarbejdet af USA, og som blev fulgt på vej af den amerikanske viceudenrigsminister, Victoria Nuland.

Vil man også gerne vide noget om, hvad det var, man kæmpede imod, kan man se denne video af maskeret nynazist fra Azov bataljonen, der afhører en tilhænger af folkerepublikken Donetsk:


Den 30. januar meddelte hærledelsen i Donetsk, at den havde omringet op imod 8.000 soldater fra den ukrainske hær ved knudepunktet Debaltsevo efter at have indtaget byen Uglegorsk.

Området har stor betydning, fordi det forbinder de to folkerepublikker med hinanden, og lederne i Kiev havde derfor sendt omkring halvdelen af de tropper, de rådede over, til Debaltsevo sammen med de bedste våben, de havde.

Mens der stadig hørtes ild fra snigskytter i Ugletorsk, holdt lederen af Folkerepublikken Donetsk¸ Aleksander Zakharchenko, en tale til de indespærrede soldater, hvor han opfordrede dem til at overgive sig:


Det var der mange, der gjorde, allerede da de indså, at de ikke kunne slippe ud omringen.

Blandt dem var der også medlemmer af den nynazistiske og berygtede Donbass bataljon:


Medlemmerne af Donbass bataljonen klagede over, at de blev sendt af sted uden tilstrækkelig med ammunition, kommunikationsmidler, fødevarer og andre nødvendige ting.

De var også bitre over, at mens de selv blev sendt af sted til "kødhakkemaskinen" i Donetsk, så sad de, der havde sendt dem, i Kiev - langt fra slagteriet.

Lederen af Donbass bataljonen er Semen Semtjenko, som her ses i forklædning:
Billede
Da Semtjenko også er parlamentsmedlem, opholdt han sig også i Kiev.

Semtjenko besøgte iøvrigt USA for nogle måneder siden. Han blev lovet støtte til sin kamp mod de russisk-støttede separatister.

Almindelige ukrainske soldater fortæller om, hvordan lederne har forrådt dem, og hvordan de bliver behandlet nu:


De nynazistiske bataljoner fungerede som bagstoppere, der skulle forhindre de normale ukrainske soldater (POW) i at flygte. Her ses fanger fra Donbass, Azov og Dnepr bataljonerne, der bliver afhørt bl.a. af kommandanten "Gevi". De bliver truet med, at de skal hjælpe til med at genopbygge det, de har ødelagt. På et tidspunkt får disse nynazister ordre til at hoppe i luften. Det blev fanger i Kiev også beordret til, idet man sagde, at de, der ikke hoppede, var russiske terrorister:


Blandt de, der blev taget til fange, var også medlemmer af den berygtede og brutale Azov bataljon, der finansieres af den israelsk-ukrainske oligark, Oleg Kolomoyskij. Azov bataljonen var også aktiv under branden mod fredelige demonstranter i fagforeningshuset i Odessa den 2. maj 2014, hvor mere end 50 mennesker brændte ihjel, mens omkring 50 mere er erklæret for savnede. Sammen med andre nynazistiske angreb i de samme dage blev mere end 100 mennesker dræbt. Også denne massakre var beordret og betalt for af Kolomoyskij.

Her fortæller et medlem af Azov bataljonen om kampene ved Debaltsevo, og om Azov bataljonens gerninger. Han fortæller også, hvordan bataljonen blev narret af regeringen.


I modsætning til langt de fleste premierministre i verden ledede premierministeren i Donetsk, Aleksander Zakharchenko, selv kampene i Debaltsevo. Som premierminister var Zakharchenko også den øverstbefalende for republikkens væbnede styrker. Og det er en russisk tradition, at generaler skal kæmpe ved frontlinjen, sammen med de soldater, de leder.

En god ide, for hvis den også gjaldt for andre premierministre, præsidenter og generaler, var der måske knapt så mange krige!

Udover at nedenstående video beskriver Zakharchenkos ledelse af kampen (han udsteder bl.a. ordre til, at nyuddannede rekrutter skal holdes i reserve) giver den også et indtryk af den ukrainske hærs store tab og af de omfattende ødelæggelser. Iøvrigt var Zakharchenko den eneste fra folkerepublikken, som blev såret:


Den første aftale i Minsk

Situationen i det østlige Ukraine i januar 2015 minder meget om situationen samme sted i slutningen af august 2014, hvor folkerepublikkerne kunne meddele, at de havde omkredset størstedelen af den ukrainske hær.

Utilfredsheden med regeringens håndtering af krigen voksede også. Den 28. august kom det til voldsomme protestdemonstrationer i Kiev, hvor de protesterende krævede præsidentens, forsvarsministerens og hærledelsens afgang.

Det var en kombination af nederlaget ved fronten i Østukraine, de voldsomme protester i Kiev og en elendig økonomi, der den 5. september 2014 tvang den ukrainske regering til at underskrive den første aftale i Minsk.

I oktober 2014 skete der også der også noget dramatisk og uventet for de fleste.

Billede
Kommandanter fra den almindelige ukrainske hær og kommandanter fra folkerepublikkerne mødtes til tre lange videokonferencer, der var arrangeret af en russisk tv-station, en ukrainsk tv-station og en tv-station fra Donbass i fællesskab. Møderne fandt sted i en by, der var omringet af den ukrainske hær. I løbet af disse lange videokonferencer blev deltagerne enige om, at krigen burde standses, og at det vigtigste var at bekæmpe nazismen og oligarkerne.

Kommandanter fra den almindelige ukrainske hær forhandler under en af de lange videokonferencer [Billedet til højre]:

Det var også den almindelige hærledelse, der sammen med folkerepublikkerne satte de første drøftelser om en ny våbenhvile i gang med OSCE i Lugansk i begyndelsen af januar 2015.

Billede
Den nye aftale i Minsk

Som sagt fulgte kuppet i Kiev nøje den plan, som var lagt af USA. Men Vesten - først og fremmest landene i EU - var godt klare over, at en katastrofe var på vej.

Derfor hastede den tyske kansler og den franske præsident til et nyt møde i Minsk, hvor også den ukrainske og den russiske præsident deltog. Mødet blev meget langt, men det endte med en ny Minsk-aftale. Og denne gang forpligtede Tyskland og Frankrig sig også til at finde en fredelig løsning på krisen.

Man blev blandt andet enige om, at alle tunge våben skulle trækkes ud af det østlige Ukraine. Og senere underskrev folkerepublikkerne også aftalen.

Her redegør Zakharchenko for, hvordan han ser på aftalen. Han synes tilsyneladende, at udfaldet af kampene var en sejr. Men han gjorde også klart, at kampen om nødvendigt kunne fortsætte:


Nederlaget

Mens Zakharchenko har kæmpet ved fronten, holdt den ukrainske præsident taler i Kiev.

Den 5. september 2014 havde præsident Petro Poroshenko som sagt følt sig presset til på regeringens vegne at underskrive den første aftale om våbenhvile. Men i hans besynderlige logik skulle våbenhvilen bare bruges til at forberede anden runde af krigen ved at igen at sætte den ukrainske hær i stand til at knuse opstanden i Østukraine:


Men det lykkedes ikke. Det nye angreb blev et endnu større nederlag end det første:

At der overhovedet var nogen, der var blevet omringet i Debaltsevo, blev også energisk benægtet af præsidenten.

Men han jo selv skrevet under på Minsk-aftale nr. 2. Og han blev presset af sine allierede i Frankrig og Tyskland, som kunne se, at det mest fornuftige var at få en ende på krigen, hvis ikke de totalt skulle tabe ansigt.

Derfor trak han alligevel tropperne tilbage fra området omkring Debaltsevo. Det foregik dog i god ro og orden, sagde han.

Selvfølgelig lyver han. For de få der slap ud af omkredsningen med nogle af de våben, de havde medbragt, tog tilbagetrækningen karakter af en ren flugt.

Omkring 3.500 ukrainske soldater er blevet dræbt under belejringen. Sunday Times hævdede den 22. februar, at mere end halvdelen var blevet dræbt af dårligt udstyr eller af det, der kaldes "venskabelig ild", idet man i forvirringen var kommet til at ramme egne stillinger.

Mange af de overlevende var sårede. Nedenstående video viser ikke en velordnet hær, der er på tilbagetog. Den viser soldater, der har overgivet sig. Og som kommandanten fra folkerepublikken sagde, var de efterladt af deres overordnede uden tilstrækkelig ammunition og uden tilstrækkelig med fødevarer. De soldaterrationer, de var blevet efterladt med, kunne kun holde en mand i live et par dage, som han forklarede:


"Officer fra Kiev om Debaltsevo-hovedkvarterets inkompetence og det selvorganiserede udbrud"

Denne titel har The Saker valgt som overskrift til en artikel, hvor han bringer nedenstående video.

Han skrev:

"Dette er en meget interessant interview. Først bekræfter den alt, hvad folk i Novorussia siger. Men dernæst fordi officeren, Andrej Vysota, som var øverstkommanderende i "Kievan Rus" bataljonen mod slutningen fortæller, at endskønt Poroshenko har belønnet Sergej Shaptala, der leder den 128. Mukavecho infanteridivision, med en titel og en medalje bare for at lukke munden på ham, så fortjener han ikke medaljen, fordi han ikke havde mod til at give ordre til retræte."

Det, som Shaptala i stedet gjorde, var selv at flygte fra Debaltsevo og at give sine ordrer fra lang afstand, skrev The Saker. Og da han end ikke havde tilstrækkeligt mod til at beordre en tilbagetrækning, kostede det mange af de almindelige soldater livet.

For at han ikke skulle sladre om den virkelige situation, fik han titlen som "Ukraines Helt" af præsident Petro Poroshenko.

The Saker sammenligner Shaptalas optræden med den gamle russiske tradition for, at de øverstkommanderende selv leder tropperne, når de kæmper. Han skrev også:

"Hvis Shaptala er det bedste, juntaen kan møde frem med, så er det intet under, at den taber hvert eneste slag, den udkæmper, og at den bliver slået af folk som Bezler, Moszgovoi, Motorola, Givi, Kononov, Zakharchenko og alle de andre kommandanter fra Novorussia, som hver eneste en af dem har kæmpet i forreste linje sammen med de soldater, de leder, og hvoraf mange af dem bliver såret.

Jeg vil være ærlig over for jer. Hver gang jeg ser en kommandant fra Novorussia ved frontlinjen, bliver jeg rædselsslagen og bange. Jeg fik min militære træning i Vesten, hvor en general hører hjemme i en bunker spækket med avanceret kommunikationsudstyr, og i en bunker så tyk, at der næsten skal en atombombe til for at ødelægge den. Men jeg må også indrømme, at have kommandører ved frontlinjen gør en enorm forskel...

Jeg anerkender stadigt fortrinet i denne metode, men alligevel skræmmer den mig."


Behandling af krigsfanger

Behandlingen af krigsfanger var også meget forskellig. Mens folkerepublikkerne tog sig af deres fanger, så blev de, der var taget til fange af nynazisterne, heftig torteret, "for at få oplysninger". En blev torteret så kraftigt, at han døde af torturen.

Den 28. februar kommenterede Aleksander Zakharchenko den nye situation. Han understregede, at Folkerepublikken Donetsk var rede til fred, men på den anden side, også ville vedblive med at kæmpe, og at mange havde meldt sig som frivillige. Han understregede også, at de nylige erobringer havde sat folkerepublikken i en stærk situation:


Folkerepublikkens handlekraft er blevet stærkere efter en omfattende proces med gennationaliseringer. Alle forsyningsvirksomheder, også kulminer, er blevet nationaliseret.

Russerne

De seneste tal viser, at over 40 millioner sovjetborgere mistede livet under kampene mod Hitler under Anden Verdenskrig. Det område af Sovjetunionen, som mistede flest, var i øvrigt Ukraine.

Dette har skabt en indstilling hos alle russere, der er stærk anti-fascistisk. Det blev klart under det nylige møde i København med Oleg Muzyka, som ved et mirakel overlevede branden på fagforeningshuset i Odessa, at det vigtigste var at bekæmpe enhver tendens til, at massakrerne fra Anden Verdenskrig bliver genoptaget.

Desuden ved russerne også godt, at alle forsøg på at angribe Rusland i de sidste hundreder af år, er slået fejl.

Man kan være uenig med Putin i mange ting, men når russerne alligevel bakker ham op, er hovedårsagen at finde i begivenhederne under Anden Verdenskrig .

Pressens optræden

Men det mest forunderlige er den vestlige og også den danske presses optræden.

Den behandler konsekvent den ukrainske regering som en legitim regering på linje med f.eks. den svenske.

Det gør den på trods af, at man bare med et par klik med musen på Internettet hurtigt kan finde ud af, hvad der er for størrelser, man har at gøre med. For eksempel citerer man flittigt, hvad talsmanden for den ukrainske sikkerhedstjeneste, Andrej Lysenko, siger. Men det er let at finde ud af, at Lysenko og lederen af sikkerhedstjeneste Andrej Parubiy i 1993 var medstiftere af Ukraines Nationalsocialistiske Parti.

Men der er mange økonomiske interesser på spil.

Den amerikanske vicepræsident er Joe Biden. Hans søn er med i bestyrelsen for Ukraines største private energiselskab.

Og knapt var den nye regering kommet til, før jagten på Ukraines råstoffer og industri satte ind. Vestlige firmaer og ikke mindst tyske begyndte at forhandle med regeringen om at overtage råstoffer og industri.

De vigtiske råstofområder og de største industrivirksomheder ligger i Donbass, hvor folkerepublikkerne har den politiske magt.

Nå, men forresten bliver journalister heller ikke betragtet som særlig troværdige.

Det fremgik af en opinionsundersøgelse i Danmark for et par år siden. Her blev journalister betragtet som de mindst troværdige - kun overgået af advokater.