© voltaire.netForfatter, Thierry Meyssan
Voltaire Network: Thierry Meyssan, din nye bog "Sous nos yeux" Lige for øjnene af os) er blevet udgivet 10 år efter den foregående. Hvad er emnet, og hvorfor har du ventet så længe?
Thierry Meyssan: For 16 år siden fordømte jeg statskuppet ved den 11. september. Det, som jeg forventede på dengang er indtruffet. De, som var ansvarlige for denne operation, etablerede en slags permanent undtagelsestilstand i USA og gik i gang med en serie af imperialistiske krige. Mange mennesker har fra denne bog kun husket det korte afsnit om Pentagonbombningen, men det er en bog om politisk videnskab, der burde være blevet taget mere alvorligt.
Jeg forstår ikke, når jeg bliver spurgt, om jeg stadig tager det, jeg skrev i 2002 alvorligt: Jeg ser det, jeg ser det hver dag. Politisk videnskab er en empirisk videnskab: man kan kun skelne mellem hypoteser, de som er sande fra de som er falske, gennem deres konsekvenser. Og tiden har givet mig ret.
Frankrig har været i en undtagelsestilstand i mere end et år, mens krigene har ødelagt den mellemøstlige region og allerede dræbt mere end 3 millioner mennesker. Konflikterne er i færd med at løbe over, ind i Europa, med migranter og terroristangreb.
I "Sous nos yeux", ønskede jeg at genbesøge deres planlægning, forklare hvem, der besluttede hvad, hvorfor og hvordan. Vesterlændinge nærmer sig dette fænomen sekventielt. I det hele taget er der for dem ikke nogen forbindelse mellem det som skete i Afghanistan, Irak, Tunesien, Ægypten, Libyen, Yemen og Syrien. Alle disse befolkninger ville have stræbe efter et demokrati, men ingen ville have været i stand til at etablere det.
Bag disse usammenhængende tilsynekomster er der en overordnet plan, som først ramte den mellemøstlige region og som nu udstrækker sig til Vesten.
Voltaire Network: Faktisk kommer din bog på lige præcis det tidspunkt, hvor "post-sandhed" [Eng: "post-truth", fr: "post-vérité"] er særligt på mode i massemedierne (udelukkende med henblik på at fordømme udtalelser fra Putins Rusland og Trumps formodede løgne som pseudopropaganda ). Og hvor det "Atlanticistiske Ærbødighedsmagasin" er selvudnævnt, som en slags MiniVer (Da: Ministerium for Sandhed, fr: "ministère de la Vérité") med sit ubeskrivelige Decodex ... Dit arbejde viser, hvor meget disse værdier er vendt op og ned, og hvordan vi mere end nogen sinde lever i en Orwelliansk verden. Er der stadig noget håb?
Thierry Meyssan: I vesten, med anti-Trump kampagnen, er vi på vej ind i den første propagandafase, fordi det er første gang systemet har angrebet det præsidentembede, som det hævdede, var det højeste. Ved denne lejlighed, er der en modsætning mellem de teknikker, der bruges i "public relations" og de, der bruges i "propaganda". Faktisk er Donald Trump en ekspert i de førstnævnte og et offer for de sidstnævnte.
Et af kendetegnene ved propaganda er at det erstatter den kritiske ånd. Da vi var i skole, tænkte vi ikke, at tekstens værdi afhang af dens forfatter men af dens indhold. Vi lærte at læse den kritisk. Demokrati er baseret på dette princip: vi må give den samme opmærksomhed til hvad hver borger siger, mens det "Ancien régime" kun værdsatte stemmerne fra adelen og præsteskabet (vore dages journalister og politikere).
Decodex gør præcist det modsatte. Den dømmer på forhånd en artikel som rigtig eller forkert afhængig af, hvem der har skrevet den. Dette er i intellektuel henseende tåbeligt og dybt udemokratisk.
Du har ikke overset, at Decodex på samme tid er forbundet til en sammenslutning af medier, skabt af en mystisk NGO, First Draft, og til de militære hovedkvarterer i EU. Faktisk er Le Monde, der påtager sig dette initiativ som sit eget, langt fra at være i stand til at hævde, at det blot er et nyhedsorgan. Og for at besvare dit spørgsmål, så forholder det sig som under den anden verdenskrig, der er ikke noget håb for medierne i almindelighed, men der er håb så længe, som vi er i stand til at gøre modstand.
Voltaire Network: Den intensive brug af propaganda for at sælge en krig er afgjort ikke en nyhed, men med Libyen og Syrien får man det indtryk, at der er nået nye højder, som der sjældent er set før, om muligt kun på højden af Første Verdenskrig, som Patrick Cockburn, blandt andre for nyligt påpegede i CounterPunch.
Thierry Meyssan: Ja, men denne sammenligning er kun gyldig for Storbritannien, (eller mere præcis, dens storbyområder) og USA, hvis territorium ikke var påvirket af krigen, og som havde kontrol med den moderne propaganda. På den tid kendte hverken Rusland, Tyskland eller Frankrig til disse teknikker.
Den første nyhed er den position, som besiddes af vore dages audiovisuelle sektor og brugen af - oftere end man tror - af billeder, der præsenteres i nyhedsudsendelser som autentiske rapporter, men som ikke er det. Jeg tænker for eksempel på sekvenserne i den "grønne pseudorevolution" i Iran eller i et andet tilfælde den såkaldte ankomst af oprørere til Tripolis Grønne Plads i Libyen. Denne blanding af fiktion og sandhed har sejret med Hollywoods tildeling af en dokumentarpris til Al-Qaeda for deres White Helmets forestilling i Aleppo.
Den anden nyhed er skabelsen af en international koordinering mellem de allierede regeringer med henblik på at sige god for deres egen propaganda. Det begyndte med "Office of Global Communications" i Det Hvide Hus og Downing Street. I dag er det StratCom Task Force i den Europæiske Union og NATO's Strategic Communication Center.
Voltaire Network: Alle ved, at "i krigstider er sandheden det første offer". Alle bærer i erindringen i det mindste nogle manipulationer og løgne, som blev gengivet enstemmigt af pressen i fortiden. Og alligevel falder alle for det igen og igen! Nogle gange får man det indtryk, at "jo større løgnen er, jo mere bliver den troet": så længe, de fleste medier taler om den. Men journalister (og politikere) er ikke alle dumme eller købte; hvordan kan man forklare denne kollektive blindhed, denne samtykkende trance i medierne og hos politikerne?
Thierry Meyssan: Pressen har ændret sig dramatisk i de seneste år. Antallet af journalister i USA er faldet til to tredjedele siden 9/11. Faktisk er der næste ingen journalister, men mange redaktører, som tilpasser nyhedsbureauernes nyhedstelegrammer til forskellige typer publikum. Det er slet ikke det samme.
Desuden har kommercielle hensyn i det store og hele vejet tungere end hensynet til at informer. Overtrædelser af Mûnchen statutterne for journalistisk arbejde er blevet en daglig foreteelse for de fleste af dem, uden at det fremkalder utilfredshed hverken hos professionen eller hos offentligheden. For eksempel er der ingen, som protesterer, når en pressemeddelelse offentliggøre bankkontoer fra en bank eller et advokatfirma, under foregivelse af at bekæmpe svindlere. Eller når en avis offentliggøre en ordret transskription, der er dækket af et forbud mod offentliggørelse, som, hævdes det, skal afsløre den anklagedes dumhed, men hvad med fortroligheden hos disse professioner? Ville du selv have at pressen offentliggøre dine banktransaktioner eller dine skilsmissepapirer? Ønsker du at blive dømt som skyldig efter at være blevet udspurgt af en dommer? Så hvorfor accepterer du det, når det angår kendte mennesker.?
Til sidst søger pressen, og dens læsere i almindelighed, ikke længere at forstå verden, og den er blevet ondsindet. For tyve år siden skrev de til mig og skældte mig ud for at kritisere den og den uden at nævne deres gode sider. I dag er det omvendt; de beklager sig, når jeg værdsætter nogen eller noget uden at nævne deres svage punkter.
Det er fordi, vi har accepteret dette skred, at vi er blevet naive og ikke det omvendte. Politikerne har adopteret vores kollektive adfærd. For eksempler da præsident Hollande blev spurgt om, hvorfor han foretog en udenrigspolitisk beslutning, svarede han, at han måtte reagere, - ja i overensstemmelse med pressens forventninger. Det vil sige, at han ikke fastlægger sin politik efter at være blevet informeret af sin administration eller efter at have talt med sine rådgivere, men ved at læse aviser.
Vi er nået til et cirkulært system: journalisterne følger politikkerne som følger journalisterne. Ingen har noget greb om virkeligheden.
Voltaire Network: Talløse artikler og værker har behandlet det "arabiske forår", næste alle tilbyder en enkel fortolkning af hændelserne som en spontan udfoldelse - den berømte "frihedens vind", der fejede diktatorer bort fra magtens tinder - det minder om en romantisk, endog naiv, parisisk version af den franske revolution. I denne sammenhæng er din bog en overraskelse - mildest talt! Hvordan er dine analyser retfærdiggjort, eller formuleret på en anden måde, hvorfor er det ikke ren og skær "konspirationsteori"?
Thierry Meyssan: For det første, under den franske revolution var kongens forræderi at søge udenlandske hære til at undertrykke sit folk. Han blev derfor afskediget. Men i ingen af de syv lande, hvor det Arabiske Forår fandt sted, blev statsoverhovedet afskediget af sit folk. Er det ikke underligt.
For det andet har vi mange vidneudsagn og adskillige dokumenter, som fortæller om angelsaksernes forberedelse, siden 2004, af disse hændelser. Eftersom der altid er en forskel mellem det øjeblik, hvor der tages en beslutning, indsætningen af de nødvendige hold og projektets konkretisering, og da vi ikke har nogen hukommelse, blev vi overrasket af det, som vi tidligere havde fået oplyst.
Misforstå mig ikke, der var protestbevægelser i hvert af disse lande, men i intet tilfælde var det en revolution med det formål at vælte statsoverhovedet og demokratisere samfundet. Vi projicere vores fantasier på hændelser, som har en anden natur.
Det "arabiske forår" er kun en genudgivelse af det "store arabiske forår i 1916": en bevægelse, som alle på den tid troede var spontan. I dag er alle historikere enige om, at det var helt igennem udtænkt og manipuleret af briterne. Blot er der denne gang ikke nogen romantisk figur som Lawrence af Arabien, der troede på løfterne fra sine overordnede i London. Alt dette blev udført med fuldstændig kynisme.
Voltaire Network: Thierry Meyssan, de som følger dig og læser dig regelmæssigt ved, at du er en fredens mand. Du har været tilstede i konflikternes område i mere end seks år, dine øjne og dine analyser er værdifulde og fortjener i det mindste at blive lyttet til. Imidlertid fortæller du også, hvordan du har været en aktør i begivenhederne (Syrien, Libyen, Iran og Rusland), derfor dette spørgsmål, uden at anklage dig for at være "mullahernes ven og værre, diktatorernes" - som ganske enkelt ville være dumt - kan vi ikke være berettiget i at tænke, at din kamp mod imperialisterne blænder dig? At du ikke er "objektiv" eller, at du er modtagelig for propagandaen fra den anden side? At du er en vektor!
Thierry Meyssan: Jeg spørger mig selv om det hver dag, og jeg håber også, at jer, der bor på den anden side af grænsen, spørger jer selv. Hvor man end lever, er man altid påvirket af sine omgivelser. Jeres situation i Europa er ikke anderledes end min er her.
Hver af os må gøre en anstrengelse for at blive objektivet. Det er ikke spontant. I en konflikt må vi søge at forstå, hvordan vores modstander analysere situationen. Ikke for at bekæmpe dem bedre, men for til sidst at bringe os tættere på dem.
Når det er sagt, og i en erkendelse af at politisk ansvarlighed altid er forbundet med at vælge den mindst dårlige løsning, påstår jeg ikke at have tjent de hellige, men de bedste. Det er derfor, at jeg ikke har tjent George W. Bush eller Barack Obama, som ødelagde den mellemøstlige region, eller Nicolas Sarkozy, som ødelagde Libyen, eller Francois Hollande, som ødelagde Syrien. Tværtimod tjente jeg Hugo Chávez, som bragte sit folk ud af analfabetisme, Mahmoud Ahmadinejad, som industrialiserede Iran, Muammar Gaddafi, som bragte en ende på slaveriet i Libyen og Bashar al-Assad som reddede den Syrisk Arabiske Republik fra jihadisternes horder. Jeg er aldrig blevet bedt om at gøre noget, der ville have bragt mig i forlegenhed, og hvis jeg var blevet spurgt, ville jeg ikke have gjort det.
Voltaire Network: At læse dig gør virkelig én svimmel. Så meget af det, du skriver, er radikalt anderledes end den fortælling, som er gængs i vesten. Hvordan er det muligt?
Thierry Meyssan: Der er ingen autoritære regimer i Vesten, alligevel er propagandaen der på daglig basis. Den er ikke pålagt fra oven, men forventet fra neden. Den triumferer kun, fordi vi ikke vil vedkende os sandheden, fordi vi ikke vil vide os om de kriminelle handlinger, der begås på vores vegne. Vi er ligesom strudsene, der begraver deres hoveder i sandet.
Det bedste bevis for, hvad jeg siger, er kampagnen til præsidentvalget i Frankrig. Indtil nu har praktisk taget ingen af de førende kandidater fremlagt, hvad de vil gøre som præsident. De forklarer alle, hvad deres premierminister bør gøre med hensyn til økonomiske anliggender, men ingen tør tale om de ansvar, som det præsidentembede, de stræber efter, indebærer i forhold til landets udenrigspolitik og forsvaret af moderlandet. I globaliseringens æra er det ganske enkelt umuligt at opnå økonomiske resultater uden først at gennemtænke landets position på den internationale scene, men få tør analysere internationale relationer. Det er blevet tabu.
Voltaire Network: Terroristangrebene i Frankrig udført af Daesh og Al-Qaeda gennem de sidste to år har ændret mediernes diskurs, specielt efter blodbadet den 13. november i Paris. Lige pludselig begynder medierne her og der at give et lille ekko til de forskellige stemmer - der indtil da ikke havde kunnet høres - som stiller spørgsmål til det fornuftige ved Frankrigs politik i Libyen og Syrien, og også de specielle og privilegerede relationer, som vores ledere har haft med Qatar og Saudi Arabien. Derefter vender vi hurtigt tilbage til den tankegang, der var gældende inden angrebene, "Bashar", bødlen, må gå af ...
Thierry Meyssan: Igen vender du tingene på hovedet. Generaldirektøren for intern sikkerhed, Patrick Calvar, fortalte en parlamentarisk komité, at han vidste hvem som sponsorede disse angreb, men at han ikke ville sige det. Det er faktisk ikke hans opgave at oplyse det, men det er en opgave for republikkens præsident, François Hollande.
Vores regeringer har, den ene efter den anden, foretaget så dårlige beslutninger, at de ikke tør indrømme det. Jeg har behandlet denne situation i mine artikler, men kun på en indirekte måde. Denne situation er ikke længere holdbar. Jeg kan ikke længere holde ud at se vores landsmænd dø ved Bataclan og på caféernes terrasser. Jeg skrev denne bog, for at folde det beskidte vasketøj ud, alt det beskidte vasketøj. Og vi kan ændre på det.
Voltaire Network: Med denne bog, vil du bringe os tilbage til en fortid, som ikke desto mindre er tæt på og som alligevel forekommer at være afsluttet. Jeg tænker i særlig grad på Villepins prangende fredstale ved FN i 2003 og den illegale militære intervention mod Libyen i 2011. Hvordan kunne Frankrig opleve på så kort tid (8 år) den totale triumf blandt vores "eliter" af de amerikanske neokonservatives teser og deres selvopfyldende profeti om "civilisationernes kamp" og "krigen uden ende mod terrorisme"?
Thierry Meyssan: For det første er der efter min opførelse ikke nogen profeti: "civilisationernes kamp" og "krigen mod terror" har aldrig eksisteret. Der er kun Imperiets og dets allieredes krig mod den større mellemøstlige region og Donbass. Det nye er, at Imperiet ikke længere styres af det Hvide Hus, men af den dybe stat, af hvilke vi har identificeret flere af dens ledere.
Yderligere er alliancen af de europæiske eliter med Obama-administrationen et klassisk eksempel på samarbejdet med den stærkeste. Den fortsætter i dag mod Trump-administrationen, således at europæerne er gået i tjeneste for den amerikanske opposition.
Voltaire Network: På dette punkt laver du en tydelig skelnen mellem Sarkozys og Hollandes formandskb, hvor den sidstnævnte har genoplivet krigen i Syrien, som den forhenværende afgjort havde begyndt, men genne gennem pragmatisme var beredt på at trække sig ...
Thierry Meyssan: Ja, selvom præsident Sarkozy klogt trak sig tilbage fra den syriske konflikt, havde han tidligere forfulgt kampen mod Elfenbenskysten og Libyen til sin grænse. Men det vigtigste er at finde andetsteds. Sarkozys regeringer var delte med hensyn til Frankrigs deltagelse i den britiske plan om det "arabiske forår".
Vi burde derfor vise respekt for de, som overbeviste præsident Sarkozy om at slutte fred. Det er der, hvor tingene bliver indviklede: de er næsten alle blevet straffet af Systemet. Mens Alain Juppé lovprises i medierne, blev Préfet Édouard Lacroix fysisk elimineret, Claude Guéant blev idømt fængsel. Bernard Squarcini og François Fillon blev retsforfulgt. Kun Gérard Lonquet er kommet ud af det okay. Forstå at denne form for eksempler gav kolde fødder hos alle dem, som i dag kunne bringe en ende til krigen.
Voltaire Network: Din bog åbner med den følgende resolution fra de Forenede Nationer: "Alle stater må afholde sig fra at organisere, understøtte, finansiere, opmuntre eller tolerere undergravende eller væbnede terroristiske aktiviteter, med henblik på gennem vold at ændre styret i en anden stat eller fra at intervenere i interne kampe i en anden stat". Denne vedkommende påmindelse om grundlaget for international ret lader til at blive fuldstændigt ignoreret af de fleste af vores politiske ledere og af journalister og medier, som videregiver deres ord uden at stille spørgsmål ved dem.
Thierry Meyssan: Dette citat er taget fra den resolution, der uddyber betydningen af De Forenede Nationers Pagt. Det er en tekst som alle diplomater og journalister selvfølgelig har studeret.
At glemme dette indikerer, at der ikke længere er nogen hensigt om at forsvare principperne i den internationale ret. Vi lever nu i en hyklerisk verden, hvor politiske ledere og FN embedsmænd gør krav på Pagten som deres egen, men de overtræder den konstant. Som jeg i detaljer viser i bogen, er de nuværende krige i Mellemøsten og i Donbass kørt politisk og logistisk fra FN af organisationens mand nr 2, Jeffrey Feltman.
Voltaire Network: I denne bog, ulig de tidligere bøger, har du besluttet dig for ikke at give referencer til dine bemærkninger, ikke at bruge noter. Hvorfor dette valg, som udsætter alle dine flanker for alle anklagerne om fabrikation, som det ikke kan undgås, du vil blive udsat for? Er det et spil på læserens intelligens?
Thierry Meyssan: I 2002, i "The Big Lie" (om den 11t. september), citerede jeg officielle kilder på internettet. Det var ikke gængs på den tid. Desuden var det få, der havde adgang til internet. Jeg blev kritiseret for ikke at bygge på den eneste seriøse kilde: avisen. I 2007, i "The Big Lie 2" (om krigen. som lige havde fundet sted mod Libanon) citerede jeg hundredevis af telegrammer fra nyhedsburauerne og officielle rapporter. I dette tilfælde, da ingen kunne anklage mig, ignorerede pressen bogen. Denne gang gav jeg ingen referencer. De mennesker jeg udfordrer vil måske nægte og anklage mig for at opfinde historien. Hvis de er klar til folde det ud i offentligheden, er jeg også klar til at svare dem.
Du ved, mellem 2002, 2007 og 2017, har jeg levet meget, lært meget og er blevet modnet meget. Ingen i Frankrig tog del i begivenhederne, som jeg gjorde.
Voltaire Network: For 10 år siden, blev din bog "The Big Lie 2: Manipulations and Misinformation" ikke genstand for en anmeldelse i noget medie. Faktisk blev dit image så nedvurderet at boghandlerne - også ofre for propaganda - at de modtog den nølende uden at placere den på en synlig måde, eller de skjulte den endog direkte fra offentligheden på boglagrene. Den solgte imidlertid sig selv meget godt. Givet et klima af næsten hysteri som omgiver "Bashar", Putin og Trump, er det klart, at denne bog ikke vil blive modtaget bedre. Kan vi være optimistiske angående udgivelsens succes?
Thierry Meyssan: Tiderne er anderledes. For nogle få år siden troede vi næsten alle sammen hvad som helst, hvis blot det var dækket af Le Monde. I dag stiller flertallet spørgsmål ved selvmodsigelserne i den selvretfærdiggorte retorik.
For eksempel, idet vi antager at Al-Quada er en gruppe antivestlige militante, som udførte angrebene den 11. september 2001, hvordan kan det så være at general Carter Ham (forhenværende øverstbefalende for AfriCom) blev tvunget til at stole på Al-Qaeda i Libyen - hvilket fremprovokerede hans protest og endte hans mission? Hvorfor støttede Laurent Fabius de arabiske stater, ifølge hvem Al-Qaeda "gør et godt stykke arbejde" i Syrien? Hvorfor sendte Frankrig ammunition til Al-Qaeda i Syrien?
Vi kan så håbe, at franskmændene individuelt, én efter én - og derefter også boghandlerne - vil genoverveje, hvad de troede, de har vidst siden hændelsernes begyndelse. Hvis på overfladen kendsgerningerne ikke er konsistente, på hvilket niveau ligger så deres logik?
Voltaire Network: Thierry Meyssan, tak for din tid og endnu mere for denne fremragende bog, som jeg indviterer dine læsere til at opdage og dele omkring sig så vidt, som det er muligt. Har du en afsluttende bemærkning?
Thierry Meyssan: Alle må nu placere sig selv og se det i øjnene, som begyndte i den større mellemøstlige region. Det begyndte i fjerne lande, men nu sker det hjemme. Angrebene på den ene side og krigspropagandaen på den anden er der allerede. Hvis vi nægter at se sandheden i øjnene, vil vi blive knust af de kræfter, som vi selv fortsætter at alliere os med. Jo længere vi venter, jo mere vanskelig vil det blive at forsvare vores frihed hjemme.
Om forfatteren
Thierry Meyssan er en fransk intellektuel og formand for Voltaire Network og Axis for Peace Conference. Hans kronikker, der specialiserer sig i internationale relationer, optræder i aviser og ugeblade på arabisk, spansk og russisk. Hans sidste to bøger, som er offentliggjort på engelsk er: 9/11 the Big Lie og Pentagate.
Kommentar: Oversat af Sott.net fra Thierry Meyssan interview on his new book: 'Right Under Our Eyes: From September 11 to Donald Trump' med anvendelse af den franske original.
Se også Thierry Meyssan: Revelations - Lafarge-Holcim's jihad against the Syrian government
Bogen Sous nos yeux: Du 11 septembre à Donald Trump lader til være billigst fra Amazon Tyskland