Billede
© Adel Hana/Associated Press
Vi ønsker et simpelt hus med døre og vinduer, vand og elektricitet. Men vi lever kummerligt i det kolde vejr og kan ikke føle os sikre. Vi frygter, at bomberne kan regne ned over os igen,« siger Amana al-Dabari på 39, der er mor til syv børn i byen Rafah i Gaza. Hun har et enkelt ønske for sit og sine børns liv: Fred og sikkerhed.

I dag er det et halvt år siden, at de seneste bombardementer af indbyggerne i Gaza sluttede. De kostede mere end 2.100 mennesker livet - herunder knap 500 børn - og sårede atter tusinder. Israel har endnu ikke løftet blokaden af Gaza, og genopbygningen er dårligt kommet i gang. De knap to millioner palæstinensere er fortsat lukket inde i en tilstand af ufrihed, fattigdom og usikkerhed.

Men det er tankevækkende, så hurtigt den humanitære krise i Gaza er fjernet fra den fælles lystavle, på trods af at problemet på ingen måde er løst.

Blokadepolitikken er en af de primære årsager til, at genopbygningen og nødhjælpsindsatsen ikke lykkes. Blokaden er en grov overtrædelse af den humanitære folkeret, og den er en form for kollektiv afstraffelse af hele civilbefolkningen.

Blokaden rammer befolkningen i Gaza for på den måde at tvinge Hamas i knæ. Men selv om det med al tydelighed er lykkedes at påføre Gazas indbyggere ulykker, er Hamas stadig ved magten.


Kommentar: Hamas var også demokratisk valgt, noget som der glemmes af den vestlige media, som hovedsageligt får deres information fra Israel.


Blokadepolitikken har stået på i mere end otte år, uden at USA, EU eller det internationale samfund har sat ind over for Israel. Udviklingen er ikke til at tage fejl af. Ved årtusindskiftet var flere end 80.000 indbyggere i Gaza dagligt afhængige af nødhjælp fra FN. 15 år senere er antallet af nødhjælpsmodtagere steget til flere end 800.000 - en direkte konsekvens af den kvælende blokade til lands og til søs.

På vej mod kollaps

Det har aldrig stået værre til i Gaza. Flere byer blev jævnet med jorden i sommer, og de ligger stadig øde hen. Her er der ingen tegn på liv. Handel, genopbygning og nødhjælp bliver stoppet af blokaden. Hvis det fortsætter på denne måde, vil Gaza kollapse inden for kort tid.

FN deler denne dystre prognose og har advaret om, at Gaza-striben vil være helt ubeboelig inden 2020, medmindre blokaden hæves.

Tilbage i oktober gav det internationale samfund tilsagn om 5,4 milliarder dollar til genopbygning og nødhjælp i Gaza. Men kun fem procent er til dato blevet dækket. FN advarer om, at organisationen er ved at løbe tør for midler til nødhjælp. Mindre end en tusindedel af de basale genopbygningsmidler såsom cement og armeringsjern er blevet leveret på grund af Israels bureaukratiske sikkerhedsmekanismer, der skal forhindre, at midlerne havner i de forkertes hænder.

De israelske bombardementer i sommer ødelagde mere end 100.000 boliger helt eller delvist. Bomberne har efterladt titusinder hjemløse. Det betyder, at mange kæmper sig gennem vinteren uden hus, tag og varme. Mange sover stadig i FN-drevne skoler, mens andre har slået sig ned i telte og udbombede bygninger. 100.000 mennesker er ifølge FN internt fordrevne.

Tilstanden er svær at begribe udefra. Hvad vil det mon sige at være misundelig på fuglene på himlen, som så mange unge i Gaza beretter om? Mulighederne for at komme ud af den kystnære stribe er forsvindende få i dag. Det er dybest set umuligt, men flere tager chancen alligevel og begiver sig ud på den farlige flugt. I september sidste år druknede 300 palæstinensiske flygtninge under et skibbrud på Middelhavet.

I februar har FN udmeldt, at Gaza risikerer at styrte ned i en ny konflikt, hvis ikke der skrues op for farten på genopbygningsprocessen, der med det nuværende tempo vil tage årtier at gennemføre.

Ude af øje ...

Mens krigen stod på, var mediebevågenheden høj, men i dag tager andre historier opmærksomheden. Gaza er blevet glemt. Igen. Alt imens lever borgerne i Gaza fortsat stuvet sammen i et åbent fængsel i en af de mest befolkningstætte landområder på kloden. Det er elendigt, og verdenssamfundet kan ikke være det bekendt.

Sara Roy, Gaza-ekspert og økonomiprofessor ved Harvard University, har skrevet, at konsekvensen af blokaden er »udbredt lidelse, skabt hovedsageligt af Israel, men med aktiv medvirken fra det internationale samfund, i særdeleshed USA og EU.«

Dette vanvid har stået på alt for længe, uden at EU eller verdenssamfundet har sat ind over for Israel. Man godtager Israels sikkerhedsbegrundelser, men ser den anden vej, når det handler om palæstinensernes sikkerhed.

I de seneste mange år har EU og FN officielt fordømt blokadepolitikken og bedt Israel om at ophæve den. Det er nu igen blevet tid til at pointere, at der også må sættes handling bag ordene.

Vi kan ikke på én gang udtrykke modstand mod status quo i Gaza, mens vi i vores handlinger (eller mangel på samme) bakker op om en politik, hvis umiddelbare mål er at skabe nød og afsavn for hundredtusinder. At det overhovedet er muligt at gøre begge dele på én gang, vidner om, at Europas forhold til menneskerettighederne er præget af hykleri, når det kommer til Israel.