Disse aspekter har en række eksperter allerede været i medierne for at stille kraftige spørgsmålstegn ved. Blandt andet er det blevet kritiseret, at regeringen lægger op til, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) fremover kan overvåge mistænkte danskere i udlandet uden domstolskontrol. Retsstaten er under angreb, konkluderes det (endnu en gang).
Mest bemærkelsesværdigt ved regeringens udspil er dog, at der ikke gøres noget forsøg på at definere de trusler og problemer, som tiltagene hævder at ville adressere. Udspillet nævner stort set intet om terrorens eller terrorbevægelsernes internationale dimension. Der bemærkes kun indledningsvist, at krigen i Syrien og Irak (den nuværende) nu er blevet en "væsentlig faktor i trusselsbilledet". Sammen med en lille håndfuld skyderier/angreb i udlandet og brugen af "nye teknologiske kommunikationsformer" bruges dette som bevis på, at "Terrortruslen mod Danmark har ændret karakter", som der står med fed skrift på udspillets side 3.
Men hvad betyder dette? Udspillet definerer ingen steder hvad terrortruslens "nye karakter" faktisk består af, hverken fra et dansk eller internationalt perspektiv. I stedet tales der om en række "behov" i arbejdet med at "imødegå evt. trusler" hos forskellige danske myndigheder, især PET, FE og Center for Cybersikkerhed. Indtrykket er således, at truslerne generelt er ukendte størrelser, som først kan "forebygges" når de er under planlægning eller udførelse. Altså, må man forstå på udspillet, har en række danske myndigheder stadig en forfærdelig masse "behov", som de ikke har fået dækket igennem terrorlove og -tiltag ad libitum siden 2001-02 (inkl. større terrorpakker i 2002 og 2006). Truslerne mod Danmark konkretiseres stort set ikke i udspillet, bortset fra i banal forstand som "eventuelle trusler fra danske udenlandske krigere" (sic) eller, som der advares om i indledningen, "en fanatisk person". I et afsnit om radikalisering i fængslerne identificeres truslen desuden med "indsatte, der er sigtet eller dømt for terror". Der peges således kun på den slags umiddelbare trusler, som allerede er blødende indlysende: De som allerede har tilsluttet sig terrorbevægelser og/eller begået terror, og som derefter ønsker at rekruttere nye terrorister. "Elementært, kære Watson"?
Ordene "ekstremisme" og "radikalisering" optræder begge flere end 40 gange i udspillet, hvilket understreger dets centrale mål, som er at modvirke, forhindre og forebygge netop disse to. Der gøres dog intet forsøg på at definere de to størrelser og bindeleddene mellem ekstrem(istisk) propaganda, faktisk radikalisering og voldelig handling bliver man ikke klogere på ved at læse forslagene. Også i bredere forstand er udspillet gennemført uoplysende om problemets karakter, især hvad angår radikaliseringens sociale dimensioner. (Det eneste "sociale" i udspillet er forresten dets fokus på sociale medier. Man får her det indtryk, at alt socialt liv udspiller på facebook, i fængslerne eller i de såkaldte "miljøer", som ikke defineres nærmere.)
Kommentar: Måske er den virkelige grund til al denne vaghed, at udvidde sine beføjelser så vidt som muligt og kvæle den stats-kritiske tankegang.
Hvis man ser bort fra historiens helt store sager så er den egentlige årsag til den autoritære trend meget mere fundamental. Ved at slå deres intellektuelle opposition ud, håber den politiske elite og deres mediebaroner at minimalisere, og dermed eliminere enhver alternativ analyse og mening ved helt uden videre at bruge det arbitrære stempel "ekstremist" til tale. De vil skrue tiden tilbage, til pre-internet, hvor de monolitiske privat ejede medier havde monopol på ideer.
Fra: Frankrig er instillet på at forbyde udbredelsen af "konspirationsteorier" på internettet ved at ligestille dem med Nazisme
Forebyggelse er et absolut nøgleord her, men man bliver ikke oplyst om, hvordan forebyggelse foregår. Her forstås forebyggelse i stedet som en uklar anvendelse af ukonkrete "virkemidler" over for især unge, som er "sårbare" ift. propaganda og rekruttering. Hvem der er sårbare og hvorfor svæver i luften; virkemidlernes tiltænkte effekt gør således også. I stedet for at beskæftige sig med problemets karakter eller indhold gribes der i udspillets indledning til en lang række politiske floskler om dens genstand: Her optræder en række defensive fraser om nationale værdier. Der tales om at forsvare bestående idéer såsom "vores demokrati og vores frihed"; "borgernes tryghed"; "vores sikkerhed"; "vores land og vores værdier"; "et frit og trygt liv" og "vores åbne danske samfund".
Faktisk har jeg ikke haft held med at finde ét ord i udspillet om, hvad det danske system har gjort forkert eller kunne have gjort anderledes indtil nu. Derimod har jeg talt mig frem til til 85 steder, hvor udspillet taler om at "styrke" eller "øge" den slags tiltag, som allerede eksisterer. Så hvem er udspillet skrevet til? Hvem skal det overbevise? Bestemt ikke dem, som mener, at de danske politikere hidtil har gjort alting fundamentalt forkert, hvad angår radikalisering og ekstremisme (jeg er ikke én af dem). Mere mærkværdigt er det heller ikke rettet mod dem, som blot kunne have det indtryk, at nogle ting må være gået galt, siden udspillet er nødvendigt.
Der er således også en bemærkelsesværdig tavshed om radikaliseringens religiøse dimension i udspillet. Med andre ord findes der ikke ét ord om, hvordan radikaliseringen forholder sig til islam, muslimer, eller (mere relevant) til specifikke religiøse strømninger dansk/internationalt og grobunden for disses succes. Men alligevel står det klart, at netop dette er hovedemnet for udspillet. At spørgsmålet så ikke behandles direkte er så blind en vinkel, at den nærmest virker som en åben invitation til endnu mere nuanceløs islam-polemik i offentligheden.
I tråd med den seneste tids nuanceløse tilgang til terroren som et spørgsmål om "onde mennesker" med "onde hensigter"* er der kun ros til de danske politikere og myndigheder i udspillet. Med dét, som lyder som en af statsministerens typiske fraser, indledes der på side 1: "De danske myndigheder har gjort det godt. De har stået på et robust værn mod terror. Det værn eksisterer, fordi der gennem mange år har været bred politisk vilje til at stille de nødvendige ressourcer og redskaber til rådighed."
Politisk selvros og afskærmning fra medansvar er naturligvis ikke noget nyt fænomen. Som statsministeren efter et spørgsmål om Irak-krigens resultater understregede i september 2014: "Faktum er lige nu: Det er ikke vores skyld". Hun uddybede: "Jeg deler ikke holdningen om, at det skulle være Vestens skyld, at der er rabiate mennesker i Mellemøsten eller Syrien eller Irak. Jeg accepterer det ikke. Det, jeg mener, vi skal anerkende - for det handler om os selv - er, at de mennesker og de terrororganisationer, de udgør en meget stor trussel for os." Den danske statsminister mente således, at de "lange intellektuelle debatter om, hvordan [truslen] er opstået" måtte træde i baggrunden.**
Kommentar: Ja, der skal ikke bruges tid på at finde frem til at det Vestlige Imperies miskmask af efterretningtjenester selv hovedsageligt har orkestreret denne trussel. 'Truslen' er fordelagtig for magthaveren, da den skaber skræmte og lydige borgere, der nikker med, og afgiver sine rettigheder for lidt, lånt, ro i sindet.
Udspillet har dog også - som ét blandt fire fokusområder - en internationalt forebyggende dimension. Om den internationale indsats står der blot på side 16: "Forebyggelsen af terrorisme og voldelig ekstremisme gøres til en kerneprioritet i fremtidige indsatser under Freds- og Stabiliseringsfonden. Danmark vil arbejde for at udbygge konkrete indsatser i tredjelande om forebyggelse af radikalisering og voldelig ekstremisme."
Det skal myndighederne i lande som Irak da nok blive glade for. Men hvad er det præcis vi skal lære fra os fra dansk side, må man alligevel spørge. For udspillet vidner faktisk ikke om, at nogen i regeringen har gjort sig særligt hårde tanker om problemets karakter. Med andre ord er tilgangen stadig denne: Der findes en stor og tiltagende trussel - men dens karakter og dens årsag behøver vi ikke at beskæftige os med. Truslen handler først og fremmest om os selv - men den handler alligevel ikke om os selv. De "mørke kræfter" vinder frem på alle kanter - men vi gør det fremragende.
Der optræder f.eks. intet i udspillet om, hvordan sammenhængen mellem internationale værktøjer (penge, netværk, dialog, ukonkrete "konkrete indsatser") og målsætninger (terrorforebyggelse) forstås af forfatterne. Dette er i min tolkning det paradoksale udslag af, at "det er ikke vores skyld"-tankegangen her kombineres med en række "bløde" tiltag med fokus på dialog og forebyggende arbejde. De to hensyn bliver således selvmodsigende poler i samme politik: For hvordan skal vi egentlig forebygge noget som helst, når vi ikke har noget medansvar for resultaterne af denne forebyggelse, hverken i fortid eller fremtid?
Der er stærkt behov for, at også den internationale dimension af denne slags politiske udspil møder en mere grundlæggende kritik i medierne. For hverken succeser eller fiaskoer defineres på en bare tilnærmelsesvis tilstrækkelig måde. Det pæneste man kan sige om udspillet er nok, at disse begrebslige svagheder ikke er nye men derimod afspejles i hele idéen om terrorbekæmpelse: På dette politikfelt - nok mere end nogen andet - forhindrer selve politikkens udformning en nøgtern vurdering af dens succeser og fiaskoer. Selv beslutningstagerne siger, at vi ikke kan bedømme deres anti-terrorpolitik på resultaterne, nærmere tværtimod.
Det lyder næsten som et plat reklameslogan for vaskemiddel: "Fører din gamle anti-terrorpolitik til mere terror? Så prøv den nye og forbedrede anti-terrorpolitik! Helt som den gamle, men nu i ekstra store doser!"
Hele udspillet kan læses her.
Apropos: Altinget.dk skriver i dag, at Martin Lidegaard efter et møde om terrorisme i Washington har annonceret, at Danmark i dette forår skal være vært for et møde hvor "lande fra Europa, Mellemøsten og Nordafrika [skal] diskutere emner, som hvordan sociale medier kan bruges af terrorister til at rekruttere og af regeringerne til at komme med mod-information, hvordan man kan undgå radikalisering i fængslerne, og hvordan uddannelse kan medvirke til at modvirke radikalisering. Udenrigsministeren er overbevist om, at landene kan lære af hinanden."
*Som udtrykt af flere af de danske partiledere i en DR-debat efter Charlie Hebdo-angrebet, 8/1/2015. **DR, Bag Borgen, 18/9/2014. "We know of no other field [than terrorism] in which the tabooing of knowledge in the interest of moral indignation can be issued by a leading figure," bemærkede terrorforskerne Joseba Zulaika og William Douglass allerede i 1996. Citatet optræder i Mikkel Thorup, An Intellectual History of Terror: War, Violence and the State, Routledge 2010, s. 3.
Kommentar: Se også:
DDR 2.0 - Danmark som Nyttige Idioter
Frankrig er instillet på at forbyde udbredelsen af "konspirationsteorier" på internettet ved at ligestille dem med Nazisme