Conspiracy theory
© Unknown
'Konspirationsteori' bruges ofte som et nedsættende udtryk, et udtryk af foragt og implicit kritik. En virkning heraf er at afskrække visse former for legitim kritisk undersøgelse. Men helt sikkert, i en verden, hvor konspirationer finder sted, har vi brug for gode teorier om, hvad der præcist sker. De eneste mennesker, der virkelig har noget at bekymre sig om fra konspirationsteorier, er sammensværgere, der står for at blive udsat for dem. For resten af ​​os, hvis nogen foreslår en vidtrækkende teori, er vi instinktivt skeptiske; Hvis de foreslår en teori, der tegner sig for nogle ellers utilregnelige hændelser, hjælper de os måske med at lære noget.

Careful
© Unknown
Selvfølgelig kan folk nogen gange vildledes af konspirationsteorier, men fiolk vildledes også af de opfattelser som konspirationsteorierne udfordrer. Dette iviser et generelt behov for omhyggelig kontrol af kontroversielle indvendinger. Naturligvis er en konspirationsteori kun en teori, medmindre der også findes bevis. Men det er en ting at kræve, at en teori er sandt; Det er en helt anden at udtale, at en sådan teori aldrig kan accepteres som sand. Desværre kan ikke akademiske kritikere overholde den klare sondring, hvor nogle af dem går så langt, at de forinden fordømmer sammensværgelsesteorier generelt.[1]

Alligevel er det, der benævnes som "konspirationsteorier", ofte legitime undersøgelser, der forfølges i en ånd af kritisk medborgerskab, med det formål at holde rede for dem, der ellers udøver uovertruffen magt og indflydelse i vores liv, herunder på måder, vi ikke alle altid er opmærksom på.

Mit argument er således, at en slags undersøgelse, der kan være intellektuelt respektabelt og socialt nødvendigt, alt for let bringes på sidelinjen med kategoriseringen af ​​den som en "konspirationsteori". Men da navnet har sat sig fast, foreslår jeg, at vi skal acceptere betegnelsen og skubbe tilbage fra sidelinjen for at vise, hvordan det er muligt at engagere sig i konspirationsteori ved hjælp af troværdige forskningmetoder .

Problemet, der angår kritikere, er faktisk en slags ekstravagant spekulativ aktivitet, der involverer at tro på uprøvede hypoteser. Dette kan passende kaldes konspiracisme.[2] Konspiracisme udpeger en fejlagtig ræsonnementstilstand, der reducerer forklaringsspørgsmål til stillede sammensværgelser uden at undersøge beviserne korrekt. Konspiranter er tilbøjelige til at se sammensværgelser overalt og tro på, hvad de tror, ​​de ser, uden at tage tilstrækkelig hensyn til alternative forklaringer. Hvad der er galt med konspiracisme, kan dog specificeres ved henvisning til standarder for undersøgelse, der er fastsat af god konspirationsteori. Så de to ting kunne næppe være mere forskellige.

Oswald Ruby Shooting
© Signs of the Times
Nedskydningen af Lee Harvey Oswald blev optaget i en direkte TV udsendelse.
Det er især vigtigt at være opmærksom på forskellen i betragtning af, hvordan den er udslettet i offentlige diskussioner. Tidlige ideer om en 'konspiracistisk tankegang' fra Harold Lasswell og Franz Neumann informerede Richard Hofstadter "indflydelsesrige undersøgelse af de politiske patologier af den "paranoide type" i 1960'erne. Denne tilknytning af sammensværgelsesmistanker med irrationalitet og paranoia blev derefter aktivt fremmet i USA, og som Lance deHaven Smith bemærker, blev den "sammensværgelsesteoriske etiket populariseret som et nedgørende udtryk af Central Intelligence Agency (CIA) i et propaganda Program, der blev indledt i 1967."[3] Programmet, der var oprettet som svar på kritiske borgeres spørgsmål om mordet på JF Kennedy, "opfordrede medievirksomheder og journalister til at kritisere 'konspirationsteoretikere' og rejse spørgsmål om deres motiver og dømmelraft." Dens indflydelse er udvidet meget siden.

Professor Peter Knight fra Manchester University, der leder et stort internationalt tværfagligt forskningsnetværk, finansieret af Den Europæiske Union, med henblik på at give en omfattende forståelse af konspirationsteorier, anser det for at være et nu almindeligt accepteret faktum, at "mærkningen af nogle ​​bestemte synspunkter som 'sammensværgelsesteorier' er en teknik for regeringsmagten."[4]

Så hvem er bange for konspirationsteoretikere? Er det muligt, at visse regeringer ønsker, at vi alle skal være det?

Det er interessant at bemærke, at professor Knight mener, at hvis seriøse konspirationsteorier undertiden kan være på rette vej, måske må det, de finder, ikke betragtes som konspirationer. For eksempel skriver han, "det er muligt, at forskellige dele af de labyrintinske amerikanske efterretningsbureauer var involveret med nogle af angriberne fra 11. september på modstridende og tvetydige måder, der ikke er nok til en faktisk sammensværgelse, men som ikke desto mindre undergraver forestillingen om fuldstændig Amerikansk uskyld." Pointen er, at disse modsigelser og uklarheder fortjener undersøgelse, uanset hvad de kaldes. Ridders forfriskende idé om et "indvolvering", der "ikke er nok til faktisk sammensværgelse" får mig til at tænke på analoge definitive spørgsmål, der blev rejst om Bill Clintons beskrivelser af hans "indvolvering" med en praktikant i Det Hvide Hus. Sund fornuft viser, at hvad folk er interesseret i at vide, er hvad der skete, ikke hvad nogen kalder det. I sidste instans ønsker den alvorlige konspirationsteoretiker - eller konspirationsteoretiker, som Knight udtrykker det - at vide, hvad der foregår, og hypoteser om "involveringer" af alle slags kan figurere i undersøgelsen. [5]

Vi skal også huske, at selve navnet for dette felt blev tildelt det af dem, der forsøgte at foregribe dets udvikling. Dets faktiske udøvere synes måske, at deres aktiviteter kunne beskrives mere passende på en eller flere blandt en række af andre, omend mindre iørefaldende måder, som for eksempel kritisk borgerundersøgelse, intellektuel rettidig tænkning, efterforskende journalistik, kritisk social epistemologi eller kritisk social teori.

Hvilket bringer mig til min væsentligste grund til at tale til forsvar for aktiviteten: som borgere finder vi os i stigende grad ramt af uregelmæssigheder og uoverensstemmelser i officielle og almindelige regnskaber for offentlige anliggender, for ikke at nævne i udenrigspolitiske spørgsmål. Men hver gang vi forsøger at dele vores bekymringer i et offentligt forum, ser det ud til, at der er mennesker, der er klar til at nedgøre os med anklager om at være vanvittige konspirationsteoretikere. Årsagen til, at de gør dette, er noget, jeg skal reflektere over en anden gang. [6] Mit punkt for nu er, at vi er blevet tiltrukket til konspirationsteorier af grunde, der er meget langt fra at være skøre.


The ISIS Creation
Notes

[1] There is a marked tendency in certain literatures to take this generalized approach to conspiracy theories. Several philosophers - including David Coady, Charles Pigden, Kurtis Hagen, and Lee Basham - have commented critically on it, with Matthew Dentith, in particular, criticizing the failure of such approaches to consider the possibility of finding merits in particular conspiracy theories. He provides examples of 'generalist positions which take the beliefs or behaviours of some conspiracy theorists as being indicative of what belief in conspiracy theories generally entails.' (Matthew Dentith, 'The Problem of Conspiracism', Argumenta, [forthcoming in 2017]) An example is Douglas and Sutton who state that 'in the main conspiracy theories are unproven, often rather fanciful alternatives to mainstream accounts'; they also argue that conspiracy theorists are likely to believe conspiracy theories because they are more likely to sympathise with conspirators. (Karen Douglas and Robbie M. Sutton, (2011) Does it take one to know one? Endorsement of conspiracy theories is influenced by personal willingness to conspire', Psychology, 50(3), 2011: 544-552.)

[2] On this, I endorse the recent exposition offered by Matthew Dentith (ibid): 'recent philosophical work has challenged the view that belief in conspiracy theories should be considered as typically irrational. By performing an intra-group analysis of those people we call "conspiracy theorists", we find that the problematic traits commonly ascribed to the general group of conspiracy theorists turn out to be merely a set of stereotypical behaviours and thought patterns associated with a purported subset of that group. If we understand that the supposed problem of belief in conspiracy theories is centred on the beliefs of this purported subset - the conspiracists - then we can reconcile the recent philosophical contributions to the wider academic debate on the rationality of belief in conspiracy theories.' He identifies the challenge I am arguing we need to take on: 'Typically, when we think of conspiracy theorists we do not think of people who theorised about the existence of some particular conspiracy - and went on to support that theory with evidence - like John Dewey (who helped expose the conspiracy behind the Moscow Trials of the 1930s), or Bob Woodward and Carl Bernstein (who uncovered the conspiracy behind who broke in to the Democratic National Committee Headquarters at the Watergate office complex in the 1970s). Instead, we think of the advocates and proponents of weird and wacky conspiracy theories ... .'

[3] Lance deHaven Smith, Conspiracy Theory in America, University of Texas Press, 2013: p.21; see also Chapter 4 passim.

[4] Peter Knight, 'Plotting Future Directions in Conspiracy Theory Research', in Michael Butter and Maurus Reinkowski, eds, Conspiracy Theories in the Middle East and the United States, Berlin: De Gruyter, 2014: p.347.

[5] 'Involvements' amongst people can include any of the typical elements of conspiracy such as collusion, collaboration, conniving, tacitly understanding, secretly agreeing, jointly planning, acquiescing, turning a blind eye, covering up for, bribing, intimidating, blackmailing, misdirecting or silencing, and many other more nuanced kinds of arrangement.

[6] In a third blog of this series I shall be asking 'Do we face a conspiracy to curtail freedom of expression?' Meanwhile, the second will be a discussion of 'Conspiracy theory as civic responsibility'. A full academic paper comprising extended versions of each of these will be available shortly. (And yes, for afficionados who are wondering, there will be a full response to proposals of 'cognitive infiltration' to 'cure' us. I may even suspend my reputed politeness...)