Venezuelas præsident Nicolás Maduro fremfører beviser for det nylige kupforsøg af USA.
Mens USA sidste år begyndte en langsom genoptagelse af de diplomatiske relationer med Cuba, er forholdet til Venezuela kun blevet værre i den seneste periode.
Den 8. marts 2015 gik Obama så langt som til at udstede et dekret om, at Venezuela udgør »en ekstraordinær og usædvanlig trussel imod amerikansk udenrigspolitik og national sikkerhed«.
Dekretet indebar et indrejseforbud for syv venezuelanske funktionærer, fordi de ifølge amerikanerne har forbrudt sig imod menneskerettigheder og er involveret i korruptionsskandaler.
Dette kommer tre måneder efter at USA indførte de første sanktioner imod en større gruppe venezuelanske funktionærer, som man dog ikke ønskede at identificere, med henvisning til fortrolighed i den amerikanske visumlovgivning.
Dekretet har mødt vrede i Latinamerika, hvor der har været anti-imperialistiske demonstrationer i en række hovedstader.
UNASUR, som er et samarbejde, der bl.a. indbefatter Brasilien, Bolivia, Argentina og Ecuador, har også afvist dekretet og krævet, at USA afholder sig fra at blande sig i Venezuelas interne anliggender.
Venezuelas præsident Nicolás Maduro har fordømt sanktionerne og til gengæld fremlagt en række beviser for amerikansk deltagelse i et forsøg på militærkup, som blev afværget den 12. februar.
Flere generaler og officerer i luftvåbnet blev her arresteret og tilstod delagtighed i konspiration, imens andre flygtede og fik asyl i USA.
Et Tucan-fly, som tilsyneladende var en del af kupforsøget, blev også fundet, skriver den progressive venezuelanske hjemmeside Aporrea
http://www.aporrea.org/oposicion/n265282.html
Venezuela - en sikkerhedstrussel?
Hvorfor Venezuela skulle udgøre en national sikkerhedstrussel for USA, uddyber dekretet ikke. Som bekendt besidder Venezuela hverken atom- eller andre masseødelæggelsesvåben, og landet har militærudgifter svarende til 1,2% af bruttonationalproduktet, imens USA bruger 3,8% ifølge Verdensbanken.
USA's eget forhold til menneskerettigheder er også tvivlsomt, efter afsløringer af omfattende brug af tortur i Irak og på Guantánamo-basen, efter afsløringen af det gigantiske overvågningsprogram i NSA-regi, for ikke at tale om den amerikanske støtte til bestialske regimer som Saudi Arabien eller centralregeringen i Irak.
Selvom USA støttede statskup i Honduras (2009) og Paraguay (2012), hævdede talskvinden for det amerikanske forsvarsministerium, Jennifer Psaki, for nylig, at USA som »princip ikke støtter ikke-konstitutionelle regime-skifter«.
Efterfølgende blev hun udfordret af journalister, som gjorde opmærksom på, hvor hult dette udsagn lød, både i betragtning af Latinamerikas historie og i betragtning af den seneste udvikling i Ukraine.
Se videoklip med Jennifer Psaki her
Kommentar: Niveauet af løgn fra Washington's mund er absurd! Alene i år har Obama godkendt 5 millioner $, til anti-regernigs grupperinger. Se: Same old CIA dirty tactics? Fomenting covert war in Venezuela
Grunden til, at Washington er bekymret for Venezuela, skal nok findes i det eksempel, som den bolivariske revolution har udgjort i Latinamerika.
Allerede i 2005 var Venezuela med til at få forplumret USA's frihandelsaftale ALCA ved et topmøde i Río del Plata i Argentina. Senere er venstreorienterede regeringer blevet valgt i flere andre latinamerikansk lande.
Historisk har mærkatet »national sikkerhedstrussel« været indikator for militære aggressioner imod USA's modstandere.
Som journalisten Gleen Greenwald har bemærket, så er dekretet fra Obamas hånd slående enslydende med det dekret som Ronald Reagan i 1985 brugte til at retfærdiggøre krigen imod sandinisterne i Nicaragua.
Om det kommer så vidt er mere usikkert. En mulighed er en optrapning af paramilitære handlinger og eventuelt en forværring af forholdet imellem Colombia og Venezuela.
I første omgang er det dog sandsynligt, at USA vil lade den økonomiske krig ødelægge landet indefra.
Økonomien under pres
De seneste femten års reformer i Venezuela har øget opbakning til den bolivariske revolution blandt Venezuelas arbejdere og fattige har. Men siden 2012 har disse fremskridt været under pres.
Fattigdommen, som ellers var faldet konstant igennem 00'erne, steg fra 2012-2013 med godt 7% ifølge FN.
En del af forklaringen er den høje inflation, som traditionelt har ligget imellem 20-30% og er blevet udfaset med tilsvarende årlige lønstigninger, men som i 2013 og 2014 eksploderede til hhv. 56,2% og 63%.
Inflationen er dels et produkt af kapitalejernes sabotage (spekulation på det sorte marked, kunstig skabt mangel på fødevarer og stop for investeringer), som kan minde om optakten til statskuppet i Chile i 1973.
På den anden side er inflationen også en konsekvens af blandingsøkonomien, hvor større offentligt forbrug ikke matches af større produktion.
Den modsætning er opstået, fordi regeringen fortsat har afholdt sig fra at nationalisere større strategiske virksomheder og industri, og dermed er helt afhængig af det private erhvervslivs vilje (eller mangel på samme) til at udvide produktionen.
Oliepriser i fald
Oliepriserne er faldet drastisk i den seneste tid, fra 98,08 dollars per tønde i 2013 til 46,16 dollars i marts 2015.
Venezuela tjener 97% af sine udenlandske indtægter igennem eksport af olie og er derfor ekstremt afhængig af verdensmarkedet.
I 2014 mistede Venezuela lidt over 4 milliarder dollars på grund af olieprisens raslen nedad.
Denne udvikling har tvunget landets præsident Nicolás Maduro til at lave store besparelser på statsbudgettet for 2015, som vil underminere de sociale projekter og velfærdsydelserne.
Regeringens manøvrerum er derfor mindre. Men det betyder ikke, at den har tabt al støtte i befolkningen, sådan som mange internationale medier påstår.
I løbet af blot to uger har mere end otte millioner mennesker underskrevet en anti-imperialistisk kampagne, som kræver at Obama trækker sit dekret tilbage.
Samtidig har det venezuelanske parlament givet Nicolás Maduro særlige beføjelser, i form af en såkaldt bemyndighedslov (ley habilitante) til at kunne reagere hurtigt i forhold til den nye situation.
Bemyndighedslove er en tilbagevendende begivenhed i venezuelansk politik, både før og efter Chávez-perioden.
Parlamentsvalg
Til september skal der afholdes parlamentsvalg. Meningsmålinger i Venezuela er tit upræcise, men de fleste viser lige nu, oppositionen har en reel mulighed for opnå flertal for første gang i over 15 år.
Regeringen håber på at udnytte en splittelse i oppositionen, som blev tydelig i 2014:
En hard-liner-fløj, ledt af Maria Corina Machado og Leopoldo López, igangsatte i februar 2014 voldelige optøjer for at vælte regeringen. En opstand som kostede 40 mennesker livet og 1.000 sårede.
Imens har en - tilsyneladende - mere moderat fløj, ledt af Henrique Capriles Radonski, forsøgt en parlamentarisk orientering.
Men to fløje støtter samtidigt hinanden og har samme mål: ødelæggelse af revolutionen.
Hvis højrefløjen kommer til magten igen, vil det sandsynligvis betyde genprivatiseringer, massefyringer, lukning af de sociale programmer, gradvis afskaffelse af de gratis sundhedsydelser og forfølgelse af de græsrodsaktivister som har kæmpet for forandringer i de seneste femten år.
Artiklen er en redigeret udgave af artiklen »Obama-dekret vækker vrede i Latinamerika«, der også vil blive bragt i bladet Socialisten.
Læs også solidaritetskampagnen Hands Off Venezuelas artikel »Mytetjek af den bolivariske revolution« på Modkraft.
Kommentar: Denne 'hard-liner' oppositions fløj var også involveret i det forrige 2002 kup forsøg, der ligeledes også var orkestreret af USA og multinationale kræfter. Se dokumentaren herunder, som illustrerer fint hvordan de korporative medier og NGO'er kan være instrumentale i kup mageri, og hvorfor det kan være nødvendigt for en stat at give sig selv ekstra beføjelser for at bekæmpe en korrupt privatiserende trussel: