Billede
Politikernes ord og handlinger er usammenhængende og modstridende. De lever i en absurd verden, hvor al logik er ophævet.

Vi har med årtiers krig, besættelse, uhyrlige forbrydelser, og bombardementer af den irakiske civilbefolkning, dræbt over en million mennesker. Samme civilbefolkning er det nu pludselig meget vigtigt for forsvarsminister Nicolai Wammen, at beskytte mod netop krig, besættelse, uhyrlige forbrydelser og bombardementer.

Politikerne kæmper både med og mod Islamisk Stat og Al-Qaeda, som de tilmed selv har finansieret og bevæbnet. Krigen mod Terror, som udkæmpes i fællesskab med terrorister, skaber nye terrorister, som Krigen mod Terror skal bekæmpe. Det giver mening for politikerne, og det giver tydeligvis også mening for journalisterne, som ikke stiller spørgsmål ved denne groteske dobbeltmoral og formålsløshed.

Den danske forsvarsminister hvidvasker og skamroser sig selv og militæret i en nyhedsartikel, som stort set er skrevet af ham selv.

Den humanistiske avis Politiken, og propagandamaskinen Ritzau, formidler ukritisk Wammens forherligende og meget positive rapport om egne storslåede, militære bedrifter i Irak, forklædt som journalistik. Politikens chefredaktør Bo Lidegaard er desuden bror til den danske udenrigsminister, og selv tidligere leder i både udenrigs- og statsministeriet.
"Danske fly har kastet 194 bomber i kampen mod Islamisk Stat. Prisen har været omkring 250.000 kroner per bombe, og de samlede omkostninger er opgjort til cirka 213 millioner kroner."

"Jeg er imponeret over den indsats, som de udsendte danskere yder. Det er et arbejde i forreste linje i kampen mod terror. Det er en indsats, som hele Danmark skylder de udsendte soldater en stor tak og anerkendelse for", skriver Nicolai Wammen.
Angrebsminister Wammen synes, at det har været pengene værd. Danmark har i dette seneste angreb på irakerne, foreløbig nedkastet for 213 millioner kroner bomber. Wammen ser tegn på fremskridt, men understreger samtidig, at de vestlige bombardementer af Nordirak ikke stopper lige foreløbig. Men hvilke tegn på fremskridt har vi set, som følge af vores tidligere bombardementer af Irak, Afghanistan eller Libyen? Alle Vestens tidligere "humanitære interventioner" har resulteret i humanitære katastrofer.

Vi kaster bomber ned over en forsvarsløs civilbefolkning. Vi affyrer missiler ind i folkemængder. Vi sidder på tryg afstand, bag computerskærme, og skyder på alt der bevæger sig på nede på jorden. Vi har bombet løs på den irakiske befolkning i flere årtier.
"Vi har bidraget til at beskytte den irakiske civilbefolkning mod ISIL's vanvittige forbrydelser. Og ISIL er mange steder blevet trængt i defensiven. Samlet set er der derfor grund til forsigtig optimisme i kampen mod ISIL".
For at beskytte civilbefolkningen, må vi naturligvis bombe civilbefolkningen.

Men Islamisk Stat har ikke, som Vesten, dræbt 1,3 millioner mennesker i Mellemøsten siden 2001. Er det ikke en vanvittig forbrydelse? Vi har alene i Irak drevet millioner af mennesker på flugt. Vi fører endeløs og hemmelig krig i mindst 8-9 forskellige lande. Islamisk Stat, som tilmed er finansieret og bevæbnet af USA og Saudi-Arabien, har ikke destrueret stribevis af uskyldige og forsvarsløse lande. Deres forbrydelser kommer ikke i nærheden af Vestens krigsforbrydelser.

USA og Danmarks angreb på Irak i 2003, udelukkende baseret på politikernes overlagte løgne og fabrikerede beviser, ukritisk formidlet af medierne, nedsænkede landet i kaos, død og ødelæggelse. I 1990erne var vores sanktioner mod den irakiske befolkning, ifølge UNICEF, skyld i en halv million børns død. Er det ikke en vanvittig forbrydelse? Madeleine Albright, den daværende amerikanske udenrigsminister mente, at de mange døde børn var prisen værd, og så tegn på fremskridt.

Efter vores massive bombardement, invasion og efterfølgende besættelse af Irak, som smadrede samfund, infrastruktur, og skabte frygt og rædsel i befolkningen, gik vi i gang med at opbygge en demokratisk stat baseret på vestlige principper. Foruden korruption inkluderede disse principper systematiseret tortur og vilkårlige fængslinger af tusindvis af uskyldige mennesker. En million mennesker er døde. Mindst ligeså mange er sårede, lemlæstede, forældreløse. Millioner har måtte flygte fra vores bombefly, hangarskibe, tanks, droner og morderiske soldater. Vi opløste det irakiske politi og lod i stedet amerikanske lejesoldater patruljere i gaderne. USAs militær beskød civilbefolkningen fra kamphelikoptere. Er det ikke terrorisme?

Vi efterlod Irak i kaos, vi er medskyldige i Syriens kaos, og vi efterlod Libyen i kaos. Jon Lee Anderson, i en artikel i The New Yorker fra februar 2015 (uddrag oversat fra engelsk af Du er Journalist):
Det kaos, som Libyen efter Gaddafi er nedsunket i, kan på ingen måde overdrives. To konkurrerende regeringer kæmper om magten. Bevæbnede militsgrupper hærger i gaderne. Strømsvigt forekommer ofte, det er umuligt at drive forretning, og olieindtægterne - landets største indtægtskilde - er svundet ind med mere end halvfems procent. Omkring 3000 mennesker er blevet dræbt under kampe alene indenfor det sidste år, og næsten en tredjedel af befolkningen er flygtet over grænsen til Tunesien. I kølvandet på tyrannens fald, et fald som blev hjulpet godt på vej af NATOs luftangreb, er Libyen blevet overladt til en farlig og omsiggribende ustabilitet.
Da man ville angribe Irak opfandt politikerne Irak-løgnen, og da Libyen stod for skud opfandt man Libyen-løgnen. Men historierne, som skulle retfærdiggøre angrebet, om "'folkemord', luftangreb mod civile, og 'afrikanske lejesoldater' var bundfalske," skriver Poyâ Pâkzâd i et indlæg fra 2011. Vi så ikke skyggen af beviser for politikernes påstande mod Gaddafi, inden landet blev sønderbombet af vestlige bombefly. Derefter blev Gaddafi brutalt myrdet for åben skærm. Obama og generalsekretær Fogh myrdede desuden flere af Gaddafis familiemedlemmer.

USA og Vesten bevæbnede og finansierede oprørsgrupper i Libyen, som senere viste sig at have forbindelser til Al-Qaeda og IS. Ifølge Benghazi-udvalget, som er nedsat af den amerikanske Kongres:
- Christopher Stevens (det amerikanske udenrigsministeriums udsending, red.) koordinerede våbenleverancerne til Libyen med Abdel Hakim Belhadj, daværende leder af Islamic Fighting Group i Libyen samt andre al-Qaeda-tilknyttede militsledere, foruden ledere fra Det Muslimske Broderskab, der ledte oprøret mod Gaddaffi, beretter Clare Lopez.

Den omtalte Abdel Hakim Belhadj overtog i sidste måned ledelsen af Islamisk Stat i Libyen.

Benghazi-udvalget ser en modsætning i USA's førte Libyen-politik.

"Det Hvide Hus og ledende kongres-medlemmer førte bevidst en politik, der sørgede for at levere materiel støtte til terrororganisationer med henblik på at vælte en hersker (Gadaffi; red.), der i øvrigt havde arbejdet tæt sammen med Vesten for at undertrykke netop al-Qaeda", står der.

Clare Lopez mener også, at det er dybt kritisabelt, at Christopher Stevens efter Gadaffis fald i oktober 2011 blev udnævnt til USA's ambassadør i Libyen.

- Han sørgede nemlig straks for, at de omtalte våben blev overført til det andet arabiske land Syrien, hvor oprørere havde grebet til våben mod Assad-regeringen. Våbnene gik i sidste ende til især al-Nusra-fronten (Al-Qaeda udløber, red.) i Syrien og nogle til Islamisk Stat, siger hun.
Politikernes erklærede mål hænger ikke sammen med deres handlinger. Den amerikanske skribent Chris Floyd forsøger at finde hoved og hale i galskaben (uddrag oversat af Du er Journalist):
At forsøge sig med en rational analyse af situationen og dens strategiske forviklinger er meningsløst. Det flammeopslugte helvede som USA, med deres angrebskrige mod Irak og en række andre voldelige interventioner har skabt i denne region, går over enhver forstand.

Washington støttede tidligere de samme islamiske ekstremister i Libyen, som man nu er i færd med at bekæmpe. Washington kæmper sammen med Al Qaeda og ISIS i Syrien, og mod al Qaeda og ISIS i Irak. Washington bekriger iransk-støttede militser i Yemen samtidig med, at man kæmper side om side med iransk-støttede militser i Irak.

Washingtons aggressive, undertrykkende militær- og sikkerhedsapparat er vokset til gigantiske proportioner, tilsyneladende med det formål at bekæmpe islamisk ekstremisme. Men samtidig er Washington den primære våbenleverandør og stærkeste støtte til Saudi-Arabien, som er selve hovedkilden til islamisk ekstremisme i verden i dag.

Washington støttede (i sidste øjeblik) afsættelsen af militærdiktatoren Mubarak i Egypten og støtter nu genoprettelsen af Mubarak-regimet under et nyt militærdiktatur. Washington sanktioner og fordømmer Sudans leder som krigsforbryder og kæmper nu sammen med Sudans krigsforbryderiske leder i Yemen.

Det eneste man kan sige med sikkerhed om denne bizarre cocktail af jern og blod, er, at den på ingen måde giver mening. Det der foregår giver ikke mening i forhold til de begreber, som normalt bruges når der tales politiske mål, geopolitiske hensyn og nationale interesser. Det giver heller ingen mening i forhold til politikernes erklærede mål: at bekæmpe terrorisme, sikre nationens sikkerhed, fremme demokrati, skabe fred og stabilitet, osv.

Krigen mod Terror har et eneste formål, nemlig at [holde] Krigen mod Terror kørende med alle tænkelige midler, både bevidst og ubevidst. Krigen mod Terror er systemet, og nu den amerikanske stats styrende princip i relation til andre lande.

Set i dette lys (ikke i fornuften eller logikkens, men i skæret af flammerne fra et dronebombet, brændende hus) giver amerikansk politik god mening.
De danske politikere følger samme logik og støtter fuldt ud deres amerikanske kolleger. Men denne altødelæggende politikerlogik rykker langsomt nærmere vores hjemlige og virkelige virkelighed, skulle magthavere og medier opfinder behovet for at beskytte den ukrainske befolkning mod Putins forbryderiske besættelse af Krim-halvøen. Og hvem ved, en skønne dag ser den danske forsvarsminister sig måske nødsaget til at bombe danskerne for at beskytte danskerne mod terrorisme? Det vil i så fald give god mening for politikerne og medierne.

I den irakiske befolknings tilfælde, så har dens værste fjende indtil nu har været USA og Vesten. Vi ved ikke hvad der i virkeligheden foregår i Nordirak, for vi har kun politikernes påstande og krigspropaganda at forholde os til. Men irakerne har uden tvivl brug for beskyttelse mod danske politikeres vanvid og Krigen mod Terror, som mest af alt ligner en uhyrlig forbrydelse mod menneskeheden.
"Vi ryster ikke på hånden, men fortsætter stålsat kampen mod ISIL's vanvid. Det gør vi for at beskytte den irakiske civilbefolkning mod ISIL's uhyrlige forbrydelser. Men også fordi kampen mod ISIL handler om at beskytte Danmark mod terrorisme", erklærer forsvarsministeren.
Intet giver længere nogen mening. Hvor får krigsminister Wammen sin information fra? Er det mon noget han har læst i avisen?

***

Læs også:

Weekendavisens forældede giftgasser, hvor Chefredaktør Anne Knudsen genopfinder Irak-løgnen og skriger på et angreb på Syrien.

Vi er ikke imod ekstremisme, vi er imod islamisk ekstremisme. Det er rendyrket ondskab, når galninge i Paris eller København dræber en lille håndfuld mennesker. Men det er ikke ondskab, når vores vestlige politikere dræber en million uskyldige børn, kvinder og mænd i Irak.