Billede

Dræbte terroristister i Syrien. Når mange af dem mangler en skjorte, er det fordi man ville sikre sig at ingen bar på selvmordsvåben
På den ene side finder man Syrien, Iran, Rusland og Kina. På den anden side finder man Tyrkiet, Saudi-Arabien og Qatar, samt Israel og USA. I det følgende vil vi beskrive noget af det, der sker lige nu med tråde tilbage nogle får måneder tilbage i tiden.

Rusland handler som et land, der forbereder sig på krig

Sådan lød overskriften på en artikel i The vineyard of the Saker den 6. maj.

The Saker skrev:

"Som de fleste nu allerede ved, har den kinesiske flåde sendt krigsskibe til Sortehavet. De er på vej til den til den russiske flådebase i Novorossiysk. Der har været flere begrundelser for denne tur:

*Som en del af forberedelserne til besøget af Xi Jinping i 9. maj festlighederne. (Den russiske fejring af 70-årsdagen for nazismens nederlag under Anden Verdenskrig.)

*Som en del af et eventuelt salg af kinesiske fregatter til Rusland.

*Som forberedelse til fælles russisk-kinesiske øvelser i Middelhavet.

De lyder alle plausible for mig. Mens nogle har spekuleret på at køb af russisk køb af kinesiske fregatter ville være et "blåt øje" for den russiske skibsbyggeindustri. Men jeg er uenig. Hvis et land forbereder sig på krig, så mængden af defensivt udstyr er langt vigtigere end oprindelseslandet. Desuden er det velkendt, at udformningen af den kinesiske flådes skibe er baseret på russiske skibe. Så det ikke er et tilfælde af, at "Rusland ikke kan lave dem selv", men snarere et tilfælde af "russisk skibsværfter allerede arbejder på fuld kapacitet, mens kinesiske kan levere straks". Som en nødforanstaltning er der ganske god mening i at købe udstyr fra en allieret, især når udformningen af dette udstyr er baseret på ens eget.

Hvad der end er tilfældet, så er ankomsten af disse skibe et slag i ansigtet på USA og resten af NATO, der har forsøgt på en hård måde at "løse", hvad de har kaldt konflikten " i Sortehavet. Kineserne har klart tilkendegivet, at de står på Ruslands side.

Det faktum, at russerne og kineserne vil foretage fælles øvelser i Middelhavsområdet, som NATO har altid betragtet som "vores hav", er endnu en krænkelse af ideen om global hegemoni...

Jeg siger ikke, at Rusland er ved at angribe nogen. Men, hvad jeg siger, er, at der er mange tegn på, at Rusland opfører sig som et land, der forbereder sig på krig. Og jeg kritiserer ikke Rusland, fordi det er klar til at gå i krig, jeg er kun ked (og skræmt) ved, at Rusland føler, at det er gøre det

Endelig finder jeg det både skræmmende og deprimerende, at offentligheden i Vesten holdes lykkeligt uvidende om, at anglo-zionistiske imperium og Rusland netop nu er på kollisionskurs. Hvordan kan nogen modsætte sig noget han eller hun er uvidende om?

Det er derfor, jeg vil fortsætte med at slå alarm, i håb om, at "tavshedsbarrieren" kan blive brudt ned, før det er for sent."

Hvad Syrian Perspective skrev

"Tyrkiet samler styrker i syd for at invadere Syrien; russiske skibe i alarm beredskab; Iran kan invadere det østlige Tyrkiet; Hizbollah i færd med at overmande Al Qaeda inden for få timer".

Sådan lød mellemrubrikken til en lang artikel, som Ziad Fadel skrev på Syrian Perspective den 8. maj. Artiklen indeholder også beskrivelser af de syriske styrkers sidste sejre over jihadisterne ved fronten, og også en beskrivelse af Hizbollahs fremgang i Libanon på grænsen til Tyrkiet.

Måske har Tyrkiet indset det umulige i at vælte Assad ved hjælp af islamisterne, og det kan være det, der ligger bag planerne om et direkte angreb på Syrien.

I hvert fald hævder Fadel, at han har modtaget mange efterretninger om det forventede tyrkiske angreb på Syrien.

Det, som også ligger bag planerne, er de truende nederlag for Erdogans parti, de stærkt øgede vanskeligheder for den tyrkiske økonomi samt den kendsgerning, at stadigt flere tyrkere demonstrer imod angreb på Syrien - som ikke har opgivet planerne om at bekæmpe al terror og de islamister, som står bag den.

"Erdogan ved, at hans dage er talte, og han håber, at et nyt udenlandsk krigseventyr kan aflede opmærksomheden fra hans vedvarende smerter ved en drømmeagtig militær kampagne med al dens larmen og tumlen rundt om en ny verdenskrig".

Ydermere, hævder Fadel, har planen noget at gøre med den planlagte ledning for forsyning af naturgas, under overvågning af det russiske gigantgasselskab, Gazprom. Ifølge planen skal der bygges en ledning til overførsel af naturgas fra Iran ind over Irak og til Syrien.

"Men glem heller ikke, at Syrien har en aftale med Rusland, om at udnytte de nye store fund af naturgas i Middelhavet", skrev Fadel også.

"Rusland vil ikke opgive dem. Putin har allerede fortalt patriark Kiril, at han hellere se terroristerne danse i Moskvas gader, end i Damaskus".

Angrebsplanen blev planlagt i Ankara med deltagelse fra Qatar, hævder Fadel. Qatars egne planer vil nemlig bryde sammen, hvis gasledningen vil blive bygget.

Planen gik ud på, hævder Fadel, at skaffe sig et solidt holdepunkt i det nordlige Syrien. Offensiven mod Aleppo blev imidlertid bragt til standsning af de syriske styrkers omringning af Aleppo. Forsyningslinjerne fra Tyrkiet blev afbrudt, skrev Fadel.

Derfor kom offensiven mod Idlib. Offensiven blev muliggjort takket være et forræderi fra medlemmer af De Nationale Sikkerhedsstyrker (den syriske udgave af hjemmeværnet), hævder Fadel. Det betød et afbrud af forsvarslinjerne, og det var derfor muligt at overtage størstedelen af byen Jisr Al-Shughoor.

Men det har på ingen måde bevirket, at forsyningslinjerne til de syriske styrker er blevet afbrudt, skrev Fadel også. Fadel hævder også, at Rusland har advaret kraftigt imod et muligt tyrkisk angreb på Syrien.

Men truslerne bekymrer ikke Fadel. For det første mener han, at Syrien råder over tilstrækkelig ildkraft, raketter og missiler til at gengælde ethvert angreb. Man kan sagtens ødelægge dæmninger i Tyrkiet, som forsyner dele af befolkningen med elektricitet. For det andet træder den iransk-syriske forsvarsalliance automatisk i kraft, Og for det tredje vil NATO-pagten ikke gælde for et NATO-land, der angriber et andet land - helt i strid med Folkeretten og uden, at FN's Sikkerhedsråd har godkendt det.

I øvrigt har FN's generalsekretær, som også er ankommet til Moskva for at deltage i 70-års arrangementet for sejren over nazismen rost Rusland for at gøre, hvad det kan for at undgå flere angreb på Syrien. Samtidigt fordømmer han de kræfter, som vedbliver med at blande sig i forholdene i Syrien. Han støtter selvfølgelig FN's egen udsending til Syrien, som også vil forhandle med alle - undtagen med jihadisterne.

Det officielle syriske nyhedsbureau, SANA, har slet ikke omtalt truslen, men blot bragt en artikel, hvor man hævder, at Iran fortsat bakker Syrien op i dets kamp mod terrorisme.

Det officielle iranske nyhedsbureau nøjes med at beskrive, hvad oppositionen i Tyrkiet siger.

Ingen angrebsplan siger Tyrkiets energiminister

Den 8. marts skrev Sputnik fra Ankara:

"Den tyrkiske energiminister, Taner Yildiz, har benægtet alle beskyldninger fra Det Republikanske Folkeparti (CHP) om en forestående militær operation i Syrien, og han anbefalede, at man offentliggjorde kilderne eller tjekkede oplysningerne grundigt, skrev lokale medier i tirsdags.

Tidligere på dagen havde generalsekretæren for CHP, Gursel Tekin, sagt til en avis, at Tyrkiet balancerede på randen af at sende tyrkiske landtropper til Syriens nordlige del, idet han citerede en "pålidelig" kilde.

"Mit råd til Gursel Tekin er, at han afslører sin kilde eller genundersøger den", sagde Yildiz på en pressekonference.

Bemærkningen kom, efter at et ledende medlem af CHP havde anmodet den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, om at give en forklaring på den planlagte militære operation. Som en kommentar til de mulige grunde til aktionen sagde talsmanden for CHP, Levent Gok, til Sputnik Radio, at offensiven kan blive udført enten for at udskyde de almindelige valg den 7. juni eller for at aflede offentlighedens opmærksomhed fra Tyrkiets hjemlige problemer".

Billede
Fronterne dannes

Den 16. april åbnede det fjerde møde i sikkerhedskonferencen i Moskva i den russisk-anførte konference.

Sikkerhedskonferencen i Moskva er en pendant til sikkerhedskonferencerne i München. Sikkerhedskonferencen i Moskva går under betegnelsen MCIS.

På Information Clearing House skrev Mahdi Darius Nazemroya blandt andet:

"Mens sikkerhedskonferencen i München er etableret omkring en euro-atlantisk sikkerhed og med synspunkter omkring global sikkerhed, der afspejler det, er MCIS meget bredere. Rækkende fra Argentina, Indien og Vietnam og til Egypten og Sydafrika var det de mindre spillere, der blev bragt sammen".

Med andre ord: der deltager også lande, der ikke føler sig dækket ind af NATO, men som tværtimod er modstandere af NATO.
Billede

Fra sikkerhedskonferencen i Moskva
Ikke for det:

"Civile ledere og militære repræsentanter fra over 70 lande var mødt op - inklusive fra NATO-lande. 15 forsvarsministre deltog, men bortser fra Grækenland deltog ingen militærpersoner fra NATO."

MCIS-konferencens karakter som NATO-fjendtlig var heller ikke til at tage fejl af, mener Nazemroya.

Det, der især bekymrer NATO, er dannelsen af en alliance mellem Rusland, Kina og Iran.

"Den kraftigste erklæring kom fra den iranske forsvarsminister, Hussein Deghan", skrev Nazemroya også. "Brigadegeneral Deghan sagde, at det var Irans ønske, at Kina, Indien og Rusland skulle gå sammen for at standse NATO's udvidelser mod øst, og de trusler missilskjoldet udgjorde for deres sikkerhed".

Hvordan man skulle undgå denne trussel, var også et emne for diskussion og afgørelse.

Man blev enige om, at Rusland skulle sælge sit avancerede missilforsvar til alle lande, som ønskede det.

Det var der mange, der godt ville. Herunder Iran, hvor indgåelsen af en nylig aftale med USA og med resten af de lande, som mødtes i Lausanne i Schweiz for at få bragt en ende på konflikten mod Iran.

Den 23. april mødtes udenrigsministre fra Iran, Irak og Syrien i Teheran for at drøfte et ere vidtgående militært samarbejde.

Den 28. april mødtes den syriske og den iranske forsvarsminister også i Teheran.

De to ministre bekræftede, "at Syrien, Iran og modstandsbevægelserne ikke ville acceptere, at deres modstandere skulle nå deres mål og ødelægge Syrien, som i fire år havde modstået det globale komplot fra USA og zionisterne, som gik ud på at dele regionen og stjæle dets ressourcer."

Mødet fandt sted, efter at det stod klart, at Tyrkiet og Israel fortsatte deres hjælp til islamisterne, og efter at Assad havde måttet erkende, at hans land befandt sig i en krigstilstand imod Tyrkiet og Israel.

Vi skrev allerede dengang, at en større krig i Mellemøsten kunne undgås, hvis støtten til islamisterne ophørte. Det er der mange, der er interesseret i. Blandt andet FN's udsending til Syrien og FN's generalsekretær, som anført tidligere.