Billede
© Gyldendal
Dagpengeland
Hvad betyder funktionel dumhed?

Det er et ord som endnu ikke findes på dansk, men findes på svensk som et nyord "funktionell dumhet." Her betyder det, at man er kompetent/gør sit arbejde uden kritisk at tænke over hvorvidt det er meningsfuldt/samfundsgavnligt.

Se http://translate.academic.ru/A+good+husband+should+be+deaf+and+a+good+wife+should+be+blind./sv/xx/4/

Dukketeater i Malmø

I øjeblikket er det titlen på en dukketeaterforestilling i Malmø, http://www.malmodockteater.com/, som bygger på en ung svensk sociolog, Roland Paulsens kritiske bog om den svenske arbejdsformidling: "Vi bara Lydar - en berättelse om arbetsförmedlingen (2015).

Hvad er dog det, der kan gøre, at en sociolog kan skrive et populært lille studie, der kort tid efter kan blive omsat til et teaterstykke.

En arbejdsløs sociolog

Roland Paulsen blev doktor i sociologi i 2013, og blev herefter arbejdsløs i 4 måneder. Han havde i de fire måneder lovning på et job. Alligevel skulle han naturligvis i de 4 måneder stå til rådighed for arbejdsmarkedet og søge alle job på heltid.

Konkret betød det, at han rituelt skulle gå til det der hedder "jobforum" en gang om måneden. Det skulle give de arbejdsløse mulighed for at tale sammen. Reelt varede det kun 2 minutter hver gang. Det kalder han funktionel dumhed.

Denne erfaring fik ham til senere at reflektere over sine erfaringer og igangsætte et etnografisk forskningsprojekt om, hvordan Arbejdsformidlingen egentlig fungerer. Hvordan kan en organisation fungere, hvor mange medarbejdere ved, at det man ikke foretager fungerer og er meningsfuld?

Roland Paulsen har foretaget 30 længere interviews med medarbejdere på forskellige trin i arbejdsformidlingen, og overværet forskellige typer af personalemøder i organisationen. Hans teori er, at vi i arbejdslivet begrænser vores refleksionsevne til tekniske problemer og undgår at stille spørgsmål om mening og formål, en fordummelse, som hjælper virksomheder til at fungere bedre (s. 17).

Arbejdsformidlingens ændrede karakter

Den svenske arbejdsformiling har i de sidste 30-40 år skiftet karakter. Tidligere var det meget mere klart en serviceorganisation, der formidlede job.

I dag er det en meget stor organisation, der omsætter for 72 mia. sv. kr. og har 13 500 arbejdsformidlere, skønt 9 ud af 10 jobs i Sverige bliver besat uden om Arbejdsformidlingen, og den gennemsnitlige arbejdsformidler formidler ikke mere end 10 u-støttede jobs pr år.

Det største problem i dag er, at der ikke er mange job at formidle med den relativt store arbejdsløshed. Hvad laver alle de ansatte så, når de næsten ikke formidler nogle job mere? De bruger tiden til kontrol og evalueringer.

Man foretager myndighedsudøvelse. Man forsøger at presse de arbejdsløse, specielt de syge, indvandrerne og de fattige til at komme ind på det arbejdsmarked, hvor der er alt for få jobs. Og det sker på et arbejdsmarked, hvor der kræves stadig mere af social kompetence for at kunne klare sig. En udbredt metode er at forsøge at levere mere eller mindre gratis arbejdskraft til arbejdsgiverne. Konstant ligger man i krig med a-kasser og socialforvaltninger om, hvem der er ansvarlig for at få disse grupper i arbejde. Det er et Sorteper- spil!

Roland Paulsen mener, at der er noget paradoksalt i, at samfundet gør sig stadig mere uafhængig af arbejde igennem den teknologiske udvikling samtidig med, at man indretter samfundet på at løse sine sociale økonomiske problemer med arbejde! (s. 38)

En aktuel dansk illustration af absurditeten

I Danmark har vi fuldstændig samme situation som Roland Paulsen skitserer. For tre uger siden skrev Signe Lehmann Rasmussen en fremragende kronik i Weekendavisen (30.4.2015) "Meget lidt værdiskabende", hvor hun slog fast, at der i Danmark er mindst seks gange så mange arbejdsløse, som der er ledige stillinger. Alligevel bygger hele beskæftigelsespolitikken på en antagelse

om, at hvis man motiverer, coacher og kontrollere de arbejdsløse tilstrækkeligt skal de nok komme i beskæftigelse. Man interesserer sig meget lidt for at give et retvisende billede på, hvor få ledige stillinger der faktisk er og meget mere for at registrere, kontrollere og dirigerer de ledige borgere.

Det blev så bekræftet af et læserbrev i Politiken den 17.5.2015 (Samtaler for ledige) hvor en forsikringschef i en a-kasse gjorde opmærksom, hvad det er beskæftigelsesindustrien laver:

"Fra 1. juli får jobcentre, a-kasser og ikke mindst de arbejdsløse ekstra travlt. Beskæftigelsesreformen betyder nemlig nye krav, der fordobler antallet af obligatoriske samtaler for de ledige. Hver måned vil jobcenteret indkalde til statusmøder, og hos a-kassen skal der både snakkes om cv og jobsøgning og i mange tilfælde også afholdes ekstra, opfølgende fællessamtaler. Sidstnævnte forventer Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at der i fremtiden vil være over 250.000 af hvert år. Ansatte fra 25 a-kasser skal derfor køre rundt til alle afkroge af Danmark for at deltage i rutinemøderne med de ledige. Det er en ressourcekrævende og dyr opgave, som vi gerne løfter - fordi vi skal - men spørgsmålet er, om flere samtaler virkelig er den bedste måde at få ledige i arbejde på? Undersøgelser har vist, at den hurtigste vej fra dagpengekortet til lønseddel er ved at fokusere jobsøgningen fra starten, søge relevante, ledige stillinger, bearbejde det uformelle jobmarked og dyrke sit netværk. I vores øjne virker det derfor bindegalt at skulle brænde penge af på brændstof for at køre land og rige rundt, frem for at investere i dem i ekstra god rådgivning - der sagtens kan foregå telefonisk."

For et par år siden kom det frem, at love og bekendtgørelser for arbejdsformidlingsområdet fylder 22.000 sider. Politikerne ved det godt, og alligevel bliver der ikke gjort noget radikalt ved det. Se http://www.ugebreveta4.dk/ledige-dumper-jobcentre_14073.aspx

En absurd organisation

Umiddelbart lyder det jo fuldstændig absurd. Hvorfor finder mennesker sig i det? Hvorfor er der ikke nogen, der gør oprør? Det er de spørgsmål Roland Paulsen stiller sig og forsøger at besvare i sin nye bog.

Teoretisk fører det Roland Paulsen til at gå til den litteratur, der findes om, hvorfor mennesker finder sig i at være i et umenneskeligt absurd system og være med til at påføre andre mennesker smerte.

Hannah Arendt og Stanly Milgram

Det var det spørgsmål, man stillede sig efter 2. Verdenskrig med hensyn til, hvorfor tyskere var med til at bestyre koncentrationslejrene. Et af de berømte svar på dette spørgsmål var den tysk-amerikanske jøde Hannah Arendts i forbindelse med processen imod SS officeren Adolf Eichmann.

Hendes svar, at Eichmann var en almindelig konventionel småborger, der ikke bare adlød ordre, men også var lovlydig. I samme retning pegede de senere Milgrams forsøg, hvor psykologen Stanley Milgram lavede et psykologisk eksperiment, hvor nogle forsøgspersoner troede (ikke reelt) de ville påføre nogle andre forsøgspersoner stor smerte igennem elektrochock. Jo mere spændingen blev øget desto mere gav de andre forsøgspersoner udtryk for lidelse (ikke reelt). 60 % i den første gruppe adlød en ordre om at give maksimalt elektrochok uanset voldsomme protester og modstand. Mange adlød bare ordren om at gøre det.

Disse eksempler er siden blevet taget som forklaring på, hvor langt mange mennesker går i retning af at vise lydighed i politik og arbejdslivet. Men Roland Paulsen ser mere nuanceret på Milgrams resultater og fremhæver i forlængelse af nogle betragtninger hos Erich Fromm, at det også er bemærkelsesværdigt, hvor mange der valgte ikke at være lydige.

Forskellige former for lydighed og kynisme

Derfor vælger Roland Paulsen i sit studie af Arbejdsformidlingen at se på forskellige former for lydighed i organisationen.

Hvordan overlever man i en absurd organisation? Umiddelbart tør ingen stikke hovedet frem og gøre oprør, fordi det er alt for omkostningsfuldt. Man mister sit job og bliver forfulgt.

Mange har svært ved at forklare, hvad de egentlig laver. Nogle har været der i mange år og prøver at ignorere absurditeterne, undgå de værste af slagsen, for at koncentrere sig om at lave det, man mener, er meningsfuldt.

Roland Paulsen ser forskellige varianter af lydighed, der viser sig som grader af kynisme. Der er for det første en fortvivlet lydighed, hvor mennesker hver dag fortvivlet adlyder et system, som er absurd. Det afspejler sig blandt andet i arbejdsmiljøet i arbejdsformidlingen, hvor 60 % føler sig stresset. De er presset fra flere kanter - fra stadig flere ubehagelige og voldelige klienter - og fra stadig mere absurde krav fra oven i systemet.

Så er der gruppen af de kynisk lydige. Kynisme tillader en at være kritisk overfor den magt, man underordner sig. At anlægge en kynisk attitude viser, at man både er lydig, men samtidig overfor sig selv kan sige, at man har gennemskuet systemet. Peter Sloterdijk har kaldt det "en oplyst form for falsk bevidsthed" (s. 139).

Endelig er der en gruppe, som udviser en positiv lydighed, og som Roland Paulsen betegner som funktionelle dumme. De fokuserer på det gode og klager ikke. De deler kynikerens resignation, men forsøger hele tiden at se det positive, selvom det måske ikke er der. Det kan være en livsfarlig dumhed, fordi den kan føre en organisation ud i absurditeter.

Hvad er så Roland Paulsens løsning på problemet? At fortsætte med at skabe job, tror han ikke på - at fortsætte "arbetslinien" er absurd. For at alle kan få gavn af den teknologiske udvikling - mere frihed - foreslår han en radikal nedsættelse af arbejdstiden og er åben overfor en form for basisindkomst. I lønarbejdet er vi nemlig mere kontrolleret end i nogen anden sfære i samfundet. I den forbindelse henviser han også til et Gallup-studie fra 2013, der viser at kun 13 % af verdens lønarbejdende befolkning oplever at de har et udviklende og engagerende arbejde (s. 171).

Helt uventet har Roland Paulsens lille bog vakt en enorm debat i Sverige, den er blevet anmeldt i næsten alle medier. Han har gentagne gange optrådt i svensk TV og nu er der så også blevet skrevet et lille dukketeaterstykke. Her fralægger dukkerne sig ansvaret ved at pege på, at de kun er marionetter, der må adlyde ordre. Samtidig får de deres eget liv ved at udvikle individuelle strategier for at udholde at være i et system, som de egentlig ikke tror på.

Det provinsielle Danmark

Er der nogen i lille Danmark, der er observeret det? Nej. Det viser desværre, hvilken lille osteklokke vi lever i. Der kan foregå en forrygende relevant debat lige på den anden side af Øresund - og ikke et medie observere det eller orienterer om det. Provinsialisme af værste art - som kan eksistere på trods af internettet.

Tænk hvis en dansk arbejdsmarkedsforsker turde gøre Roland Paulsen kunsten efter og foretage et tilsvarende studie i Danmark.

Andre bøger af Roland Paulsen

I Sverige og internationalt er Roland Paulsen ellers blevet kendt for to væsentlige bøger. Den første hedder: "Arbetssamhället. Hur arbejdet överlevde teknologien". Glerups. Malmø 2010 og den anden hedder: "Empty labor. Idleness and Workplace Resistance. Cambridge University Press. 2015

Litteratur:

Hannah Arendt: Eichmann i Jerusalem - en rapport om ondskabens banalitet. Gyldendal 2008.

Stanley Milgram: Obedience to Authority: An Experimental View. Tavistock. London 1974

Roland Paulsen: Vi bara lyder - en berättelse om Arbetsförmedlingen. Altlas. Falun 2015