The Week Cover

Kommentar: Den kendte filmdirektør Oliver Stone har posted fornyligt denne artikel på sin Facebook side med den velinformerede kommentar:
Mange af mine tanker har på det seneste været omkring 'Grexit.' Jeg mødte for næsten to år siden Alexis Tsipras i Croatien. Ved den konference, vidste vi alle at han var den lovende friske politiker som Grækenland havde brug for.

Mark Weisbrot, i denne indsigtsfulde artikel går til hjertet i denne krise, som er så dårligt præsenteret til den amerikanske offenlighed af vores corporate medie.

USAs mål er et beskidt mål - vurderet fra vores skandaløse historie i Grækenland. (Se "Untold History" kapitel 4, den egentlige begyndelse af vores Kolde Krig i '47 - '49.) Churchill, hvis krig dette var, indrømmede ovenikøbet at Stalin holdt sit ord til ham, og ikke støttede Græske rebeller i borgerkrigen mod Churchills monarkister/fascister. Dette var fulgt op af Nixon's/Agnew's kritiske støtte for det grimme diktaturstyre i '67 - '74. (Se den fiktive film "Z" for en dramatisk introduktion.) Det er klart at der aldrig har været en rigtig græsk regering som det græske folk kunne respektere - indtil denne her.

Jeg siger 'viva Tsipras!' 'Viva et nyt Grækenland!'

-- og tro ikke det du læser i den amerikanske medie. Jeg kunne blot ønske at Europa kunne frigøre sig fra vores imperies overrækkende mål.

Du kan glemme al den snak om et "Grexit," den bluffen og buldren af tyske højreorienterede ideologer såsom Finansminister Wolfgang Schäuble som ville fejre det, og de gentagne stædige alarmerende advarsler om at tiden er ved at løbe ud. Bemærkede du at den meget omtalte deadline den 5. Juni for Grækenlands afdrag til den Internationale Valutafond (IMF) kom og gik, Grækenland betalte ikke og ingen faldt ud over klippekanten? Tro på mig, dette er ikke nogen gyser [engelsk: cliffhanger].

Selvom der har været mange referencer til spilleteori i den løbende kommentar, så er det virkeligt ikke nødvendigt når du ser på de afslørede preferencer af dem som Syriza regeringen er høflig og diplomatisk nok til at kalde deres Europæiske partnere. Tag chefpartneren Kansler Angela Merkel: Hvis der er en ting som hun ikke ønsker at blive husket for, så er det at være den politiker som ødelagde Eurozonen.

Selvfølgelig ved vi ikke om et Græsk exit ville gøre det, men der er en chance for at det kunne. Selv hvis den Europæiske Centralbank ville være istand til at begrænse den resulterende financielle krise, så er det muligt at Grækenland efter det første shock, i sidste instans ville klare sig langt bedre udenfor euroen, hvilket kunne overbevise andre som ønsker at forlade euroen. Hvadend sandsynligheden er for det scenario, så er Merkel som de fleste succesrige politikere et risikoskyende væsen, som ikke vil rulle de terninger.

Og der er en elefant i stuen som hun ikke vil ignorere: Amerika. Der er spredte presserapporter at Barack Obama regeringen har lagt pres på Merkel for at opnå en aftale med Grækenland, men vigtigheden deraf er blevet meget undervurderet. Med mindre at det er en anmodning som kunne få den tyske regering til at miste sit mandat, såsom George W. Bushs ønske om støtte til sin invasion af Irak i 2003 - noget som er strategisk vigtigt for Washington er utrolig sandsynlig i at finde en aftale med Berlin. Og i dette tilfælde ser Merkel og Obama stort set ens på tingene.

Emperiets politik er langt mere vigtigt end hvilke økonomiske bekymringer der måtte være. Af samme årsager som USA intervenerede i den græske borgerkrig (1946 til '49) og støttede det brutale militære diktaturstyre (1967 til '74) — med alle de mord, tortur og undertrykkelse som dette indvolverede -- så ønsker Washington ikke at have en uafhængig regering i Grækenland.


Kommentar: For at forstå den skjulte sandhed om efterkrigstidens britiske og amerikanske angreb på den græske befolkning, så se den efterfølgende dokumentarfilm:





Europe er USAs vigtigste allierede i verden og Washington ønsker ikke at miste blot en lille del af det, selv lille Grækenland. Alle ved at hvis Grækenland forlader euroen og har brug for at låne hård valuta til at betale deres betalingsbalance, så vil det få noget fra Rusland og måske selv fra Kina. Grækenland kunne forlade NATO. Grækenland kunne deltage i Ruslands foreslåede gaslinje projekt, hvilket ville gøre Europa endnu mere afhængig af Rusland noget som USA advarede imod og for hvilket der kom en skarp irettesættelse fra Grækenlands energiminister, som ganske rigtigt fortalte dem at det ikke var noget de skulle blande sig i.


Kommentar: Vi undskylder at resten af artiklen er på engelsk, men vi må i vores bestræbelser på at få så meget information ud til vores læsere af og til ty til blot delvist at oversætte artikler. Ønsker om hjælp til oversættelser og andet rettes til sott_da@sott.net


It would be nice to think that the worst features of U.S. foreign policy have changed since the collapse of the Soviet Union, but they have not. The Cold War never really ended, at least insofar as the U.S. is still a global empire and wants every government to put Washington's interests ahead of those expressed by its own voters. The current hostilities with Russia add a sense of déjà vu, but they are mainly an added excuse for what would be U.S. policy in any case.

Once we take all these interests into account and where they converge, the strategy of Greece's European partners is pretty clear: It's all about regime change. One senior Greek official involved in the negotiations referred to it as a "slow-motion coup d'état." And those who were paying attention could see this from the beginning. Just 10 days after Syriza was elected, as I noted previously, the European Central Bank cut off its main line of credit to Greece and then capped the amount that Greek banks could lend to the government. All the hype and brinkmanship destabilize the economy, and some of this is an intentional effect of European authorities' statements and threats. But the direct sabotage of the Greek economy is most important, and it is remarkable that it has gotten so little attention.

The unannounced objective is to undermine political support for the Syriza government until it falls and get a new regime that is preferable to the European partners and the U.S. This is the only strategy that makes sense, from their point of view. They will try to give Greece enough oxygen to avoid default and exit, which they really don't want, but not enough for an economic recovery, which they also don't want.

So far, the damage to the Greek economy has been quite significant. The IMF projected growth of 2.5 percent this year, and now the economy is in recession.

According to leaked documents published by The Financial Times on June 5, the European officials' negotiating position is a primary budget surplus of 1 percent of GDP in 2015 and 2 percent of GDP in 2016. This represents a climb down from the ridiculous goals that the IMF previously put forth, which called for primary surpluses at "above 4 percent of GDP" for "many years to come." But with the economy in recession and the current primary surplus at negative 0.67 percent of GDP, the current proposed targets would stifle Greece's recovery, perhaps even prolong the recession and maintain depression levels of unemployment.

Another sticking point in the current negotiations has to do with debt relief. Even the IMF now recognizes that Greece's current debt burden is unsustainable, but the European officials are not budging. This pretty much guarantees more crises down the road, which is a major drag on recovery. Who wants to invest or even consume very much with inevitable financial crises on the horizon?

The European officials' demand for further pension cuts is even more difficult to justify, given what Greece has already done. Besides raising the retirement age by five years (from 60 to 65), The Financial Times reports, "main pensions have been slashed 44 to 48 percent since 2010, reducing the average pension to 700 euros a month ... About 45 percent of Greek pensioners receive less than 665 euros monthly — below the official poverty threshold."

European officials are making more demands for labor law reform, on the dubious theory that further weakening labor's bargaining power and driving down wages (as if 26.6 percent unemployment doesn't do that enough) will increase competitiveness enough to spur an export-led recovery.

So we see the ugliest of scenarios playing out: The people primarily responsible for Greece's deep and prolonged depression and high unemployment are pushing policies that would extend the crisis and worsen its impact on those who have suffered the most — not to mention subvert the will of the electorate.

So far, the government is hanging in there, with the latest polls showing Tsipras' approval rating at 66 percent. It's impressive that so many Greeks still understand who is responsible for the crisis, in spite of the balance of media prejudice against the government. It's vitally important, because Greece's adversaries are counting on being able to deceive them.

Mark Weisbrot is co-director of the Center for Economic and Policy Research in Washington, D.C. and president of Just Foreign Policy. He is also the author of the forthcoming book Failed: What the 'Experts' Got Wrong about the Global Economy.