Billede
Vi var forretningsfolk, der havde gjort forretninger i Libyen siden Januar 2007. Vi fremstillede et enestående enzym, som forynger oliekilder og renser slamhuller, renser rørledninger og tanke og gør en hel masse gode ting til olie. Vi have en stor omsætning i Libyen mellem 2007 og 2011: 5 milliarder dollars. Vi underskrev et Joint Venture med Social Security Investment Fund i Janzour nær Tripoli, i Libyen. Vi begyndte aktivt at bygge en produktionsenhed, for at opfylde disse kontrakter for vores enzymer, da den såkaldte Libyske revolution begyndte i februar 2011.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at det Libyske folk på ingen måde var ekstreme muslimer. Den del af Koranen, som blev tilføjet af Ayatollah Khomeni, der taler om at dræbe vantroende, blev smidt ud af Libyen af Gaddafi, fordi han sagde, at den ikke var en del af Koranen. Som følge af dette var der i over 20 år en fatwa eller henrettelsesordre på Gaddafi, udstedt af radikale ekstremistiske muslimer. Alle religioner med en bog var tilladte i Libyen. Kvinder blev frigjorte i 1970erne af Gaddafi. Ingen speciel klædedragt var påkrævet, og alle kvinder var højtuddannede, hvis de valgte at blive det. De var læger, advokater, ministre, forretningsejere eller blot husmødre, eller hvad de nu valgte.

Libyen delte halvdelen af sine olieindtægter med sin 5, 5 millioner store befolkning. Hele sundhedsvæsenet var gratis, hvis man ikke kunne få den behandling i Libyen, man havde behov for, kunne man rejse derhen hvor det var nødvendigt sammen med et familiemedlem og alle udgifter blev dækket. Uddannelse var gratis, og hvis man ønskede at rejse udenlands til et andet universitet så blev det betalt fuldt ud gennem et stipendium. Når par i Libyen blev gift modtog de USD 46.000 fra regeringen til at begynde deres liv. Deres første hjem, en lejlighed på 230 kvadratmeter, kostede 10% af deres løn i 20 år, og så var den deres. Benzin kostede omkring 85 øre per liter, vand og el var gratis. Hvis man var sulten og ikke havde penge, var der enorme fødevareforretninger, hvor man kunne få ris, mælk, ost, mel og penge til at købe kød. Middelindkomsten i Libyen var den højeste i Afrika, højere end i Kina eller Indien, og lå på 15.800 US Dollars. Hvis man havde en universitetsuddannelse og ikke kunne finde arbejde modtog man dette beløb indtil man fandt et arbejde.

Det libyske folk var lykkeligt, der var ingen skat, kun forretninger og virksomheder betalte lidt skat, men det var minimalt. Regeringen delte den libyske rigdom med dets folk, der var ingen skatter på befolkningen for at støtte staten. Der var ingen grund til en revolution, der var nogle utilfredse radikale islamister, som uden held havde prøvet at påtvinge Libyen Sharialoven, fordi de kun udgjorde omkring 3 til 5 %. Det var disse mennesker NATO og USA støttede for at overtage Libyen. I april 2011 blev vi inviteret til at rejse til Tripoli på en NGO undersøgelseskommission. Vi indvilligede og i maj 2011 rejste vi til Tripoli i Libyen for at deltage i denne undersøgelseskommission. Vi brugte en hel masse tid med Libyens Stammer (Tribes of Libya) for at lære om Libyens sandheder og deres regering. Vi var også vidner til de enorme krigsforbrydelser der blev begået af NATO mod uskyldige mennesker i Libyen.

Fordi der ikke var nogen offentlig støtte for denne såkaldte revolution i Libyen, var det nødvendigt for NATO, USA, Storbritannien, FN, Qatar og Israel at indsluse tusindvis af Al Qaeda lejesoldater ind i Libyen. Vi er vidner til de horder af terrorister, som blev bevæbnet, støttet og trænet af den tidligere nævnte gruppe. Vi er i besiddelse af det private dokument skrevet på Hebræisk, som er en aftale mellem de fremtidige oprørere og Mossad. Aftalen erklærer at Israel vil forsyne oprørerne med våben og træning indtil de overtager landet og til gengæld vil Israel få lov til at placere en militærbase i Libyens grønne bjergområde [Fra oversætteren: I originalen 'the green mountain area of Libya' som refererer til Al Jabal al Akhdar, på Libyens nordøstlige kyst.]

Billede
Krigen mod Libyen had været planlagt i lang tid. Dennis Kucinich havde dokumenter, som viste, at der var militærøvelser i middelhavet med franske, engelske og amerikanske styrker mod en fiktiv olierig Nordafrikansk diktatorisk stat. Dette var planlagt til at begynde den 21. februar. Den virkelige krig begyndte den 17. februar. Den væsentligste årsag til ødelæggelsen af Libyen var den guldbaserede valuta for det Afrikanske kontinent kaldet Dinaren.

Gaddafi havde planlagt en Afrikansk bank og med dannelsen af denne bank var Libyen i færd med at lede Afrika til frihed. Frihed fra papirbanker, imperialisterne som kontrollerede de fattige lande og deres aktiver. Denne guldbaserede valuta ville have ødelagt papirbankerne, hvis penge ikke baseres på noget som helst. Disse papirbanker, FED og EUROen, ejet af Rothschild gruppen, ville være blevet ødelagt. Af denne grund var det ikke nok, at Gaddafi mistede magten, men han skulle også dø. Hvis han var gået i exil, ville hans mund stadig arbejde.

*Den anden grund til den Libyske krig var AFRICOM, USAs militære kontrol med Afrika. Libyen var det stærkeste land i Afrika og Libyen nægtede nogensinde at lade USA tage militær kontrol over dem. Den tredje grund var den retssag, som var blevet anlagt af Gaddafi (Libyen) mod alle de vesteuropæiske nationer, for alle de brudte traktater og alle de grusomheder begået af vesteuropæerne i Afrika gennem hundreder af år og tabet af indkomst som følge af handelsblokaden mod Libyen i over 30 år. Det bør bemærkes at Libyen ikke var skyldig i Lockerbie bombningen som bevist af en CIA whistle blower.

Retssagen drejede sig om over 7 trillioner USD, og den havde sideretssager. Vesteuropa havde dårligt råd til den slags gæld, så de tilsluttede sig med glæde ødelæggelsen af den suveræne nation, Libyen. Den 21. august besluttede NATO, at de havde ventet længe nok på, at det libyske folk bakkede op om statskuppet, så de tog Tripoli med magt. Vi var i et stort hotel nær havnen. Vi så NATO komme ind med deres Apache helikoptere og nedskyde uskyldige mennesker i gaderne. I den føste time af NATOs overtagelse af Tripoli, blev 1300 mennesker dræbt i gaderne og 5000 såret. NATO gennemførte også bombetogter og brugte store geværer monteret på små pickupper.

Billede
Bombningen og drabene fortsatte hele natten og i de næste tre nætter. Derefter blev massevis af Al Qaeda oprørere fløjet ind til Tripolis havn og sat af i gaderne rundt omkring i Tripoli. Alle folkene var skæggede og bar AK-47'ere. Som de kørte rundt i Tripoli i deres karavaner, begyndte de at oprette kontrolposter for hver 460 meter eller deromkring. De plyndrede hver eneste forretning og hvert hjem, de kunne komme ind i. De brød ind i alle køretøjer, og stjal alt det de ville. De overtog hoteller og oprettede torturcentre. Den Russiske ambassadør havde ringet og tilbudt at sætte vores navne på en liste til et redningsskib, som var blevet sendt af premierministeren fra Malta. Vi blev opsøgt af et par andre personer fra vesten og blev spurgt, om hvordan vi planlagde at komme ud af Libyen. Vi fortalte, at vi prøvede at komme på et redningsskib sendt fra Malta. De spurgte, om de kunne følges med os, og vi sagde, at vi ville spørge, om deres navne kunne komme med på listen. Libyens FIFA fodboldtræner fra Tyskland fulgtes med os, en søster til præsidenten af Mauritanien, en prins fra Bahrain, en mand fra Texas som vi ikke havde kendt før og en Filipinsk kvinde som havde arbejdet på hotellet.

Vi satte os ind i en van fra hotellet og forlod sent på eftermiddagen for at mødes med skibet, der ventedes at ankomme i en af havnene langs Tripolis kyst. Vi blev stoppet ved hvert kontrolpost af skæggede Al Qaeda, der affyrede deres AK-47'ere op i luften og råbte Allah Akhbar. Vores chuffør fortalte dem på arabisk, at vi var journalister, så de lod os køre igennem, fordi medierne havde løjet om oprørerne, så de var glade for at slippe os igennem. Vi kunne ikke finde vores skib. Efter nogle timers kørsel op og ned langs kysten var det nu mørkt. Geværer blev nu fyret overalt. Al Qaeda skæggede typer strejfede omkring i gaderne. Vi vidste det ikke, men oprørerne havde skudt mod skibet, der lå ca 5 km ude i Middelhavet. Vores sidste tur til molen var vores fald. Vi blev pludseligt omringet af en gruppe af små pickupper og ud af dem steg en flok Al Qaeda folk med deres geværer. De pegede på os og sagde, "jeres leg er ovre". Med geværerne rettet mod os tog de os til deres torturcenter, som havde været Hotel Radisson.

De tog alle vores egendele og vores pas. De forhørte os, og filmede det med brug af et britisk filmhold. Vi kunne høre, at mændene blev udsat for tortur, men vi kunne ikke gøre noget. Endelig, efter mange timer, og det var nu dagslys, sagde de til os, at vi ville få tilladelse til at gå. Lige før det skete, kom en stor fed Sheik med et langt skæg ind, kiggede nedladende på os og sagde noget på arabisk. Chaufføren af vores van var blevet udskiftet med en mand vi kendte fra hotellet, og vi sagde, at vi nu ønskede at tage til redningsskibet. Han sagde, at hans van var på vej tilbage til hotellet. Vi skændtes med ham, men han trak os til side og sagde, "Hvad I ikke forstod at Sheiken sagde var: "Når de tager til redningsskibet, dræb dem, skær dem op og brænd deres kroppe og giv Gaddafi skylden". Vi besluttede os for at tage tilbage til hotellet. Vi måtte betale alle vores sidste penge til lejesoldaterne, for at de ville lade os gå, de blev betalt 2500 USD for hver person de dræbte og 1000 USD for at brænde kroppene. Det krævede alle vores penge.

Vi vidste, at vi var på deres liste, og vi vidste hvorfor: en amerikansk advokat, en dobbeltagent, der arbejdede for Hizbollah, havde sat vores navne på en liste og sendt den til dem. Det næste mirakel var, at en ven til søsteren af Mauritaniens præsident havde en ven som var ansvarlig for IOM (immigrations) skibet. De var i stand til at få os med på dette skib til Benghazi den næste dag. Dette reddede vores liv, fordi vi vidste at Al Qaeda lejesoldaterne var på udkig efter os, så de kunne blive betalt igen. Skibsturen var en tur fra helvedet. Det tog os to dage i en massiv hedebølge, ingen aircondition, skibsdækket med siddepladser omgivet af vinduer, ingen mad bortset fra varmt vand, muggent brød og kartoner med juice uden for sidste salgsdato, som fik alle til at bruge toiletterne. Der var sandsynligvis 300-400 flygtninge på skibet og der var to toiletter. Vores ven fra IOM tog vare på os i Benghazi og bragte os til et hotel. Heldigvis for os havde listen med vores navne ikke nået Benghazi, fordi kommunikationslinjerne var nede.
Billede
En af oprørernes ledere kom til hotellet, fordi han havde hørt vi var der. Han var imponeret over at vi havde en Bahraini Prins med os og bragte os middag; vi havde ikke spist i fire dage. Han var i stand til at sætte os på et fly ud af Benghazi (selv om resten af det Libyske luftrum var lukket). Vi gik hen over en kulsort asfalt, gik ombord på en udtjent 727 og lettede fra en sort landingsbane. Vi fløj i lav højde over til Tunis og landede omkring klokken 4:30. Historien var faktiske først ved at begynde, men i det mindste var vi nogenlunde fri af Al Qaeda oprørerne. Efter at vi var ankommet til Texas, blev Jimmy taget af FBI i Houston Airports paskontrol. Jeg havde lov til at gå igennem, og jeg var den, der havde de 200 GB med beviser, interviews, videoer, photos, vidneberetninger, osv. Han blev forhørt i 3 timer. Vi lærte på et senere tidspunkt, at vi havde været angrebsmål for vores regering. Vores forbrydelse var, at vi havde været vidner til krigsforbrydelser og folkemord begået i Libyen af NATO-banden. Som angrebsmål for vores regering er alle vores forsøg på at opnå indtægtsgivende ansættelse, eller genstarte vores forretning, der blev sprængt i luften i Libyen, blevet ødelagt.

Efter at NATO havde overgivet Libyen til Al Qaeda, er mange Libyere blevet fængslet, tortureret og dræbt. Mange af dem forlod landet, så de kunne overleve. Der er nu 2 millioner i eksil. Vi er nære venner af Libyens Stammer, vi taler med stammelederne i eksil næsten dagligt. De har udpeget os som deres officielle talsmænd. Vi har gjort forsøg på at
gøre kongressen bekendt med, at de tog fuldstændig fejl i Libyen, og at de praktisk taget overgav Libyen, et fredfyldt muslimsk land, til Al Qaeda. Ingen er interesseret. Stammelederne begyndte at videregive efterretninger angående den interne bevægelse af Al Qaeda i Libyen, vi begyndte at videregive denne information til Dr. Jerome Corsi, som var mere end villig til at rapportere sandheden. Vi blev så kontaktet af USAs efterretningstjeneste (fire forskellige afdelinger).

Vi har haft tre forskellige afdelinger af det amerikanske efterretningsvæsen i vores hjem, som indsamlede information fra vores stammeledere. Men vi har opdaget, at de ikke har nogen hensigt om at gøre noget med denne information og at efterretningerne blev brugt til at advare Al Qaeda, ikke til at stoppe den, så vi er holdt op med at videregive information. En af efterretningsfolkene var en kvinde: hun ringede til os, efter hun havde forladt os og sagde, at hvis vi nogensinde ønskede at få et liv, så måtte vi holde op med at tale om Libyen, og at de, (regeringen), havde lavet et "blødt" angreb på os, (ruineret vores liv og økonomi), og at vi var heldige, fordi de kunne have valgt at foretage et "dødeligt" angreb på os. Vi er bogstaveligt talt blevet ødelagt, men vi har besluttet at åbne vore mund og ikke lukke den. Vi er blevet klar over at den eneste måde at beskytte os selv på er ved få vores fortælling ud til så mange mennesker som muligt. Vi bliver hjemløse i næste måned, da vi ikke har flere værdier, som vi kan sælge og kan ikke betale for vores udgifter. Vi håber, at vi kan begynde at give præsentationer og dele vores fortælling for et honorar. Gennem den proces håber vi på at finde gode mennesker som kunne tænke sig at hyre to meget produktive, intelligente og talentfulde mennesker.

Men vi vil ikke stoppe med at fortælle vores historie.

Billede