Den kolossal store asteroide 2004 BL86 har mandag og tirsdag været så 'tæt' på Jorden, at astronomer har kunnet undersøge den nærmere.

Astronomer over hele verden har mandag og tirsdag holdt øje med asteroiden 2004 BL86.

Den passerede Jorden i en afstand af 1.200.000 kilometer, hvilket svarer til 3,1 gang afstanden mellem Jorden og Månen. Det er tæt i astronomisk målestok, men heldigvis ikke farlig tæt, for asteroiden er gigantisk stor.

Et hold astronomer fra hele verden har observeret asteroiden, og de første radarbilleder og måleresultater er nu klar, skriver USA's rumfartsorganisation NASA, der samtidigt offentliggør en video.


325 meter stor og med egen måne

2004 BL86 er 325 meter i diameter. Det er mindre, end man havde troet. Og så har asteroiden sin egen måne på 70 meter i diameter.

Der kredser mange asteroider rundt i 'nærheden' af Jorden, og 16 procent af dem, der er 200 meter i diameter eller større, har én eller to måner i kredsløb, ligesom denne asteroide.

Læs også: Gigantisk asteroide flyver 'tæt' - men sikkert forbi Jorden

Begivenheden mandag og tirsdag er usædvanlig, for først i 2027 vil der atter komme en stor asteroide i nærheden af Jorden, når asteroiden 1999 AN10 flyver forbi.

70 meter stor radar

Videoen i toppen af artiklen er lavet ud fra 20 individuelle billeder med hjælp fra data indsamlet på NASA's Deep Space Network-antenne på Goldstone-observatoriet i Californien den 26. januar 2015.

På observatoriet har man en 70 meter stor radar. Man bruger radar, når man skal studere en asteroides størrelse, form, rotationshastighed og overflade.