Billede
En ny bog retter et voldsomt angreb mod medicinalindustrien. Professor Peter Gøtzsche, der leder den uafhængige forskningsinstitution Nordic Cochrane Center, har skrevet bogen.

- Jeg har undersøgt de ti største medicinalfirmaer i verden og fundet ud af, at deres forretningsmodel opfylder kriterierne for organiseret kriminalitet. Jeg har også set på andre firmaer, og de begår samme slags kriminalitet, siger Peter Gøtzsche til DR Nyheder.

I bogen "Dødelig medicin og organiseret kriminalitet" giver Peter Gøtzsche talrige eksempler på sager, særlig i USA, hvor medicinalfirmaer er dømt for ulovligheder eller har indgået forlig for op til flere milliarder dollars.

- Det drejer sig om bedrageri over for offentlige kasser, som udgør et gigantisk tyveri af skatteydernes penge. Og det drejer sig i høj grad om ulovlig markedsføring og i høj grad om bestikkelse af læger.

Ifølge Peter Gøtzsche bliver der mere og mere kriminalitet.

- De meget store bøder og forlig om milliardbeløb kommer med tættere og tættere interval end for bare ti år siden. Der er ikke tale om enkelte brådne kar, men om at hele branchen er rådden.

Fusk med forskning

Bogen kritiserer desuden medicinalfirmaernes metoder til at få godkendt medicin.

- Industrien designer sine forsøg, så de får de resultater, de gerne vil have. Så analyserer de også selv deres data. Og der foregår en vidtstrakt manipulation med data. Hvis ikke det hjælper, kan man helt lade være med at publicere forsøget, siger Peter Gøtzsche.


Kommentar: Fra Litteratursidens beskrivelse af bogen:
Han påviser, hvordan medicinalindustrien kan slippe af sted med det, fordi den i udstrakt grad bestikker læger, universitetsfolk, tidsskrifter, faglige organisationer, patientforeninger, journalister, myndigheder og politikere.

[...]

Ikke mindst psykiatrien med dens vage definitioner af psykiske lidelser og en eskalering i antallet af diagnoser åbner et lukrativt marked for medicinalindustrien.
Funktionelle lidelser - psykiatrisering som løsning på uvidenhed og grådighed


Han anklager også firmaerne for ofte at skjule dødelige skadevirkninger af medicin, når den er kommet på markedet, og for at prøve at udbrede medicin til andre behandlinger, end den er godkendt til.

Koster menneskeliv

- Det er indtjeningen, det hele drejer sig om. Men den organiserede kriminalitet gør, at der dør hundredetusinder af patienter hvert år. Og mange af dem behøvede ikke engang de lægemidler, de blev behandlet med, siger Gøtzsche.

Ifølge ham er medicin den tredjehyppigste dødsårsag i den vestlige verden, efter hjertesygdomme og kræft.


Kommentar: Fra Politikens artikel'Uddrag fra ''DØDELIG PSYKIATRI OG ORGANISERET FORNÆGTELSE":
Psykofarmaka er så skadelige, at de dræber over en halv million mennesker hvert år i USA og Europa blandt personer, der er mindst 65 år gamle.

Om formålet med bogen, siger han:

- Jeg håber, den kan forandre verden en lille smule. Det er skadeligt for både patienter og skatteborgere, hvad der foregår. Vi må simpelthen gøre noget ved den kriminalitet, siger Gøtzsche.

Ingen kommentarer

Lægemiddelindustriens brancheforening, LIF, fik bogen for et par dage siden, men det er trods gentagne forespørgsler ikke lykkedes DR Nyheder at få en kommentar fra LIF til anklagerne i bogen.

Bogen udkommer i dag som e-bog på dansk på forlaget People's Press, og vil senere komme i en trykt udgave. For et par dage siden udkom den på engelsk på forlaget Radcliffe.