Jeg tænkte jeg ville fortælle dig denne lille historie om Naropa Universitets grundlægger, Chögyam Trungpa Rinpoche, og mit aller første samtale med ham på egen hånd. Interviewet skete på et tidspunkt hvor mit liv fuldstændig var ved at gå op i limningen, og jeg mødte op for at tale om hvordan jeg følte mig som en fiasko og rå.
Men da jeg satte mig ned for at snakke med ham, sagde han, "Hvordan er din meditation?"
Jeg sagde, "Fin"
Og så begyndte vi bare at snakke, overfladisk snik-snak, indtil han rejste sig og sagde,"Det var rart at møde dig," og begyndte at vise mig ud. Med andre or, interviewet var forbi.
Og da jeg ved dette punkt, indså jat interviewet var forbi, udbrød jeg min historie:
Mit liv er forbi.
Jeg har nået bunden.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Vær venlig at hjælpe mig.
Og her er rådet som Trungpa Rinpoche gav mig. Han sagde, "Det er på samme måde som et gå ud i havet, og en stor bølge kommer og vælter dig bagover. Og du finder dig selv liggende på bunden med sand i næsen og i munden. Og du ligger der, og du har et valg. Du kan enten blive liggende, eller du kan rejse dig og fortsætte din vandring ud i havet."
Skåret ind til benet; så rejser du dig, da valget om at blive liggende svarer til at dø.
Metaforisk set, er det at blive liggende, hvad mange af os vælger på det punkt. Men du kan vælge at rejse dig og begynde at gå, og efter et stykke tid vil endnu en stor bølge komme og vælte dig.
Du finder dig selv på bunden af havet med sand i næsen og sand i munden, og igen har du valget om at blive liggende eller at rejse dig og begynde at gå fremad.
"Så bølgerne bliver ved med at komme," sagde han. "Og du bliver ved med at kultivere dit mod og sans for humor i at relatere til denne bølge situation, og du bliver ved med at rejse dig og gå fremad."
Dette var hans råd til mig.
Trungpa sagde så, "Efter en tid, vil det synes at bølgerne bliver mindre og mindre. Og de vil ikke vælte dig længere."
Det er god livs rådgivning.
Det er ikke sådan at bølgerne stopper med at komme; det er fordi du træner i at holde den rå sårbarhed i dit hjerte, bølgerne synes bare at blive mindre og mindre, og de vælter dig ikke længere.
"Bedre til at mislykkedes og fejle" betyder at du har evnen til at holde hvad jeg kalder den "rå sårbarhed" i dit hjerte.
Så det jeg siger er: mislykkedes. Så mislykkedes igen, og så kan det være at du begynder at arbejde med nogle af de ting jeg snakker om. Og når det sker igen, når ting ikke flasker sig, mislykkedes du bedre. Med andre ord, er du i stand til at arbejde med følelsen af at have fejlet, istedet for at feje det under gulvtæppet, og skyde skylden på en anden, og komme op med et negativt selv-billede - alle de der nyttesløse strategier.
"At blive bedre til at Mislykkedes" betyder at du har evnen til at holde "den rå sårbahed" i hjertet, og se den som din forbindelse til andre mennesker og som en del af din menneskelighed. At mislykedes bedre, betyder at når disse ting sker i dit liv, bliver de en kilde af vækst, en kilde af fremad, en kilde af, "fra dette rå og sårbarlige sted kan du virkelig kommunikere på ægte vis med andre mennesker."
Dine bedste kvaliteter kommer fra det sted, fordi det er ubevogtet og du skærmer ikke dig selv af. At mislykkedes bedre bliver en rig og frugtbar jord, istedet for en lussing. Det er derfor, at i Trungpa Rinpoche historien som jeg delte, bølgerne der vælter dig bagover, synes at have mindre og mindre evne til at vælte dig. Og måske er det den samme bølge, måske er det endda en større bølge end den der ramte dig sidste år, men den synes for dig mindre, på grund af din evne til at svømme med den eller at ride bølgen.
Det er ikke fordi det at mislykkedes ikke bliver ved med at gøre ondt, jeg mener du taber folk du holder af. Alle mulige ting sker der brister dit hjerte, men du kan holde det at fejle og tabe som del af din menneskelige oplevelse og det der forbinder dig til andre mennesker.
Adapteret fra Fail, Fail Again, Fail Better: Wise Advice for Leaning into the Unknown af Pema Chodron. Copyright © 2015 af Pema Chodron. To be published by Sounds True in September 2015.
Kommentar: We were made for these times