Billede
Du skal passe på med at skyde fjender eller slagte trolde for længe foran computerskærmen. Uanset om det er Counter Strike eller World of Warcraft, der tager din tid.

En 32-årig mand er fundet død på en computercafe i Hunei distriktet Taiwan, efter han har spillet computer i tre døgn i træk.

Det skriver Tapei Times.

Manden - der er kendt under kaldenavnet Hsieh - blev fundet livløs i sin stol foran computeren, efter at have brugt 72 timer på at spille et ukendt skydespil.

Angiveligt troede medarbejderne på cafeen, at manden var faldet i søvn, men da en enkelt medarbejder henvendte sig, viste det sig, at han var død.

Derfor ringede de efter en ambulance, men mandens liv stod ikke til at redde.

- Hsieh var en stamkunde hos os, og han spillede altid i mange dage i træk. Normalt ville han falde i søvn med hovedet plantet i bordet, når han blev træt. Det er årsagen til, at vi ikke opdagede, at han var død, fortæller en medarbejder til Tapei Times' reportere på stedet.

Dødsfaldet sker bare fjorten dage efter, at en 38-årig mand også har mistet livet som følge af et marathon-computerspil. Den første januar blev han fundet i en computercafe efter at have gamet i 96 timer i træk.

Derfor får de kedelige dødsfald politiet i Taiwan til at advare de såkaldte gamere.

- Vi råder folk til at rejse sig op og gå lidt rundt hver anden time, mens de spiller computer. Samtidig vil vores patruljer blive bedt om oplyse borgerne om faren ved at sidde for længe foran skærmen, siger politichef i Hunei-regionen Weng Chun-neng til Tapei Times.

Ifølge lægerne på hospitalet døde manden af hjertestop.