Washingtons establishment kom til deres egne konklusioner angående rusland og NATO - men her er, hvad de overså.

Ved en gennemgang af det kaotiske virvar af kommentarer fra Trump-Putin mødet i Helsinki, viser det sig, at der er fire nøglepunkter, som der er overset af Washingtons establisment og mainstream nyhederne, som fortjener større omtale.

De er:

Som en kommentator til denne video sagde: "Russerne lader til at forstå amerikansk politik bedre end flertallet af amerikanerne selv. Hvorfor er det tilfældet?"

RT's Keiser Rapport husker mediehysteriet fra 2014, hvor mange vestlige nyhedsmedier hævdede at Rusland ikke ville overleve introduktionen af internationale sanktioner og rublekrisen som fulgte efter.

Max og Stacy diskuterer også en påstand fra den Internationale Valutafonds tidligere repræsentant i Rusland, at "der aldrig vil blive en gældskrise" mens landets fortidenværende økonomiske team er ved roret, hvilket ifølge ham, er verdens bedste.

I den anden halvdel interviewer Max, forfatteren og bankmanden, Chris Whalen, om Trumps handelspolitik, skattelettelser og økonomiske politikker.

Hvem var Sergei Magnitsky, og hvorfor forventes vi at tro på, at han var en helt?

Den officielle historie::

• Bill Browder var en amerikansk forretningsmand, som ledte en investeringsfond i Rusland.
• Korrupte russiske politifolk, med hjæp fra den russiske mafia, stjal hans forretning gennem et indviklet svindelnummer.
• Den ledende politimand blev rig af de stjålne penge.
• Sergei Magnitsky var én af Browders advokater.
• Magnitsky anmeldte svindlen til den russiske regering.
• Magnitsky blev fængslet og brutalt behandlet i fængslet.
• 7 politifolk fra indsatsafdelingen bankede Magnitsky ihjel, mens han var i håndjern.
• Den officielle årsag til døden var opgivet som "hjertesvigt".
• Browder har siden brugt alt sin tid og sine penge på at lobbie vestlige regeringer for at sanktionere russiske individer til ære for Magnitsky loven, og fik et større gennembrud, da den USA's kongres vedtog den første runde af antirussiske sanktioner gennem Magnitsky loven i 2012.

Andrei Nekrasov, den russiske filmskaber og filminstruktør, begyndte med at tro på Browder's historie om den heroiske Magnitsky og den onde russiske regering. I løbet af processen med at skabe den dramatiske film omkring sagen, blev Nekrasov og hans hold klar over, at mange detaljer ikke stemte, og derfor udviklede deres produktion sig til at være en undersøgende dokumentar...

Den følgende artikel er del 4 af en serie i seks dele om Ruslands overgang fra kommunisme til kapitalisme i 1990'erne. Link til tidligere artikler: "introduction, part 1, part 2, part 3". Det er uddrag fra kapitel 3 af min bog Grand Deception: the Truth About Bill Browder, the Magnitsky Act, and Anti-Russia Sanctions. Bogens tidligere inkarnation blev underlagt et forbud af nogle af de samme aktører, som vi vil diskutere i dag. Denne post burde vise sig relevant i dag, i lyset af de hysteriske anklager af Præsident Trumps møde i Finland for nylig med sin russiske modpart, specielt angående rollen og troværdigheden hos det såkaldte efterretningsvæsen (Eng: intelligence community).

Se, hvorfor bifalder Vesten Gorbachev and Yeltsin? Tror du at Vesten ønsker at Sovjets borgere lever i luksus, spiser godt? Så langt fra! Vestern ønsker, at Sovjetunionen bryder op. Gorbachev og Yeltsin får et klap på skulderen, fordi Vesten tænker, at de ødelægger landet. - Alexander Zinoviev, Marts 1990, på fransk TV kanal, Antenne 2, under en debat med Boris Yeltsin.

Vestens kommentatorer fokuserer sædvanligvis på perioden fra 1991 til 2000 og anklager Bill Clintons administration for at have begået fejl i deres ledelse af hjælpen til Rusland. Imidlertid er det at anklage Clinton administrationen lidt ligesom at læse en bog fra midten af i stedet for fra begyndelsen af. For at forstå USA's regerings rolle i den russiske tragedje, må vi gå mindst ti år længere tilbage, til begyndelsen af Præsident Ronald Reagans administration. Vi må skelne mellem USA's legitime regering og en illegal, parallel magtstruktur, der opererer inde i den. I lang tid, kunne denne "hemmelige regering" ikke diskuteres i et høfligt selskab, fordi dens eksistens ansås for at være en vild konspirationsteori.

Men det ændrede sig alt samme i efteråret 1986, da et amerikansk transportfly blev skudt ned over Nicaragua og Reagans illegale våbensalg til Iran blev afsløret. Disse hændelser bragte "Iran-Contra" affæren frem i lyset. En fuld undersøgelse blev indledt af kongressen, og dens referater afslører eksistensen af en parallel magtstruktur, der opererede ulovligt inde i den legitime regeringsstruktur. For første gang optrådte handlingerne af dette netværk, også refereret til som skyggeregering, dyb stat eller Foretagnet (Eng: "shadow government, deep state" eller "the Enterprise") på skrift og kunne ikke længere afvises som en konspirationsteori.

I slutningen af 2005 interviewede CNN's Christiane Amanpour Syriens præsident Bashar al-Assad forud for offentliggørelsen af en FN rapport om en undersøgelse af attentatet på Rafik Hariri, den tidligere premierminister i Libanon på Valentins dag i samme år. Syriens leder blev ved den lejlighed i det væsentligste prøvet og dømt af medierne som den, der havde beordret Hariris attentat, selv om der til denne dag ikke er noget endeligt bevis, der forbinder hverken Syrien eller Libanons regeringer med det massive bombeattentat i Beirut, der dræbte Hariri og 22 andre mennesker. Faktisk er der indicier, der stærkt peger på Israels involvering i mordet.

I betragtning af at Hariris død udløste en folkelig opstand kendt som "Cedar Revolutionen" som styrtede den pro-syriske regering i Beirut og ledte til at syriske tropper blev tvunget ud af Libanon efter årtiers fredsbevarende arbejde i kølvandet på den libanesiske borgerkrig, er det svært at se, hvilke mulige motivationer, den syriske regering kunne have i at myrde Hariri - selvom man helt afgjort kan se, hvordan visse andre lande i regionen kunne have draget fordel af det.

Efter at have grillet Assad om hans påståede involvering i den makabre død, gik Amanpour videre og fortalte, den hun interviewede, at USA's regering aktivt søgte at afsætte ham fra tronen.

"Hr Præsident, retorikken om regimeskifte er på vej mod dig fra De Forenede Stater. De søger aktivt efter en ny syrisk leder. De giver visaer til syriske oppositionspolitikere. De taler om at isolere dig diplomatisk og måske et statskup eller en regimeknusning."

Mazar-e-Sharif - Vedholdende rapporter om, at vestlige styrker Afghanistan bruger deres helikoptere til at fragte Taliban soldater, hvilket kraftigt benægtes af militæret, nærer mistillid til de styrker, der burde skabe orden i landet.

En sådan fortælling kommer fra en soldat i 209. Shahin Korps i Afghanistans Nationalhær, der kæmper mod den voksende opstand i provinsen Kunduz i det nordlige Afghanistan. Gennem flere måneder, har han deltaget i adskillige hårde kampe på nært hold mod den væbnede opposition.

"Netop som politiet og hæren havde haft held til at omringe Taliban i en landsby i Qala-e-Zaal distriktet, så vi helikoptere lande med støttehold," sagde han. "De var i stand til at undsætte deres venner fra vores omringning og endog pådrage et nederlag til den Afghanske Nationalhær."

... hvis opfattelsen af milliarder af tønder af kendte oliereserver og milliarder af tons guld fylder dine drømme med visioner af en rødglødende strøm af kontanter og iskold vodka, så kan det faktisk være at Boris Yeltsin har noget arbejde til dig. - Pqul Hofheizt, Fortune Magazine, 23 september 1991¹

Den foregående artikel er et uddrag fra kapitel 3 af min bog: Grand Deception: the Truth about Bill Browder, Magnitsky Act and Anti-Russian Sanctions. Del 1 er her. Del 2 er her.
Shockterapi gav Rusland én af de værste og længste økonomiske depressioner i det 20. århundrede, en humanitær katastrofe uden fortilfælde i en periode med fred og en kriminelt ulige privatisering af de offentligt ejede aktiver. Grundene til at tingene i Rusland skete på denne måde, er i Vesten almindeligvis ikke godt forstået. Selv blandt bedre informerede intellektuelle, anses fejlslaget med shockterapi ofte vagt relateret til en ondsindet svaghed i det russiske samfund. Det er, hvad Bill Browder karakteriserede som "Ruslands beskidte uærlighed," eller "Ruslands onde grundlag," der afstedkom korruption og uærlighed af enormt omfang. I et toksisk miljø kunne den søde frugt af vestligt demokrati og kapitalisme ganske enkelt ikke vokse, på trods af gavmild godhed fra Ruslands vestlige venner.

Sådan en godtroende version af hændelserne var aldrig baseret på nogen sammenhængende analyse af, hvad der skete i Rusland igennem 1990'erne. Snarere var den baseret på en intentionel perceptionsledelse i de vestlige medier. Så sent som i april 2015, gav Washington Post et godt eksempel på denne perceptionsledelse i en artikel forfattet af redaktørgruppen. Washington Post informerede sine læsere om, at i 1990'erne rejste "tusindvis af amerikanere til Rusland i håb om hjælpe med dets befolkning med at opnå et bedre liv. De amerikanske og vestlige anstrengelser gennem de sidste 25 år - til hvilket formål USA og Europa gav milliarder af dollars - var målrettet på at hjælpe Rusland med at overvinde den forfærdelige arv fra den Sovjettiske kommunisme, som ledte landet til kollaps i 1991. ... Amerikanerne," skriver Washington Posts redaktører, "kom af de bedste grunde ... en gavmild hånd var udstrakt til det post-sovjettiske Rusland, idet de tilbød de bedste Vestlige værdier og know-how."²

"Vi skabte på nationalt plan praktisk taget en åben butik for tyveri og kapitalflugt i et omfang af hundredvis af milliarder af dollars, og tømningen af naturressourcer og industrier på en skala, som jeg tvivler på nogen sinde har fundet sted i den menneskelige historie." ~ E. Wayne Merry, øverste politiske analytiker ved USA's ambassade i Moskva (1990-1994).

Den følgende artikel er et uddrag fra kapitel 3 i min bog Grand Deception: the Truth about Bill Browder, Magnitsky Act and Anti-Russian Sanctions. Del 1 er her.
Økonomiske reformer og privatisering var yderst destruktivt for Rusland. De blev også opnået uden for legitime lovlige rammer. For at tilsidesætte regeringens kontorer og omgå parlamentet, arbejdede Yeltsins regering gennem et netværk af private kontorer og NGO'er oprettet af Anatoly Chubais, hans medarbejdere og deres vestlige rådgivere. Én af de vigtigste af disse organisationer var det Russiske PrivativiseringsCenter (RPC), oprettet af HIID og Anatoly Chubais på baggrund af et præsidentielt dekret. RPC's direktører var Andrei Schleifer og Chubais selv. Som et eksempel på korruption og konflikter mellem private og offentlige interesser i Yeltsins kabinet, var Chubais samtidig leder af det private RPC og regeringens GKI, Det Statlige Kontor for Administration af Statens Ejendom (Eng: Federal Agency for State Property Management). Dette synes ikke at have generet RPC's vestlige sponsorer; foruden et USD 45 milllioner bidrag fra USAID, modtog RPC en USD 59 millioner kredit fra Verdensbanken, et USD 43 millioner bidrag fra den Europæiske Bank for Rekonstruktion og Udvikling (European Bank for Reconstruction and Development) og yderligere økonomisk støtte fra EU, Japan, og adskillige individuelle europæiske regeringer.¹ HIID hjalp også med at etablere den Føderale Kommission for Obligationer (Federal Commission on Securities), også med USAID's penge.

Polske bekymringer over mulig russisk militær aggression giver ingen mening, indrømmede landets tidligere premierminister Leszek Miller i et interview med Sputnik.

Påstande om en militær trussel fra Rusland er et centralt påskud for meget af Polens udenrigspolitik og udgør en enorm stor del af den polske politiske debat. Referencer til en "russisk trussel" har understøttet de seneste adopterede programmer til at øge kapaciteten af den polske hær og "retfærdiggjort" det faktum at Polen allerede er defacto besat af amerikanske og NATO styrker under det påskud af forsvare "NATOs østlige flanke" fra "russisk aggression".

Polen tilbød også fornyligt at afsætte op til $2 billion til at have en amerikansk panserdivision stationeret på dets jord. Dette er et mærkeligt faktum i betragtning af det normalt er det udenlandske militær som påtager sig omkostninger tilknyttet opretholdelsen af besættelsesstyrkerne.