Amaq News, et syrisk nyhedsagentur med tætte forbindelser til Islamisk Stat, siger at gruppen er ansvarlig for angrebet på en homoseksuel klub i Orlando, som har dræbt 50 mennesker og efterladt 53 sårede.

"Det bevæbnede angreb som ramte en homoseksuel natklub i byen Orlando i den amerikanske stat Florida, efterladende over 100 mennesker døde eller sårede blev udført af en af Islamisk stats krigere," sagde Amaq.

Skudepisoden, som fandt sted i de tidligere morgentimer søndag, blev udført af Omar Mateen, en 29 årig muslimsk amerikansk statsborger som var opvokset af en familie af første generations afghanske indvandrere.

Tidligere påstod Mateen's far, Mir Seddique, at hændelsen "intet havde med religion at gøre," og spekulerede at det grundet i sin søns antipati imod offenlig fremføring af homoseksualitet.

Katastrofer kan der blive ryddet op efter.

Naohiro Masuda, TEPCO Chef for decommissioneringen af Fukushima Diiachi Atomkraftværket, udgav endelig den "officielle" erklæring at 600 tons af glohed kernesmeltning, eller corium, er forsvundet (Fukushima Nuclear Plant Operator Says 600 Tons of Melted Fuels is Missing, Epoch Times, 24. Maj, 2016).

Hvad så nu?

Ifølge Gregory Jaczko, den tidligere chef for amerikanske regulerende atomkommission (NRC), så er det ikke sandsynligt at det brændstof nogensinde vil blive opsamlet: "Ingen ved virkeligt hvor brændstoffet er på nuværende tidspunkt, og dette brændstof er stadig meget radioaktivt og vil være det i lang tid."

En stor del af problemet er at ingen har erfaring med en nedsmeltning af Fukushima typen, hvilket nu lader til at være 100% nedsmeltning, formentligt boret ind i undergrunden, men ingen ved med sikkerhed.

Hvad der sket derpå er ligesom en tur ind i skumringszonen.

"Den absolut ukontrollerbare fission af de smeltede atom brændselsceller fortsætter et eller andet sted under resterne af kraftværket. 'Det er vigtigt at finde det så hurtigt som muligt,' erkendte Masuda, indrømmende at Japan ikke endnu er i besiddelse af teknologien til at ekstrahere uranium brændstof," (600 Tons of Melted Radioactive Fukushima Fuel Still Not Found, Clean-Up Chief Reveals, RT, May 24, 2016).

'Forretningsledere som nægter at kigge på realiteterne i deres forsyningsled er vildledte og uansvarlige irresponsible.'

Tæt ved 46 millioner mænd, kvinder og børn er slavebundet på tværs af verden, ifølge en rystende ny rapport fra den australsk-baserede Walk Free Foundation.

Mange af dem, bemærker analysen, er faktisk fanget i at yde den "low-cost arbejde som producerer forbrugsgoder til markederne i Vesteuropa, Japan, Nordamerika, og Australien."

Organisationens 2016 Globalt Slave Indeks—baseret på 42000 interviews udført på 53 sprog og dækkende 44 procent af den globale befolkning - fandt at der var 28 procent flere "moderne slaver" end hidtil vurderert.

Tal fra den seneste census tilråde i Qatar viser at næsten 60 procent af Qatars befolkning på 2,4 millioner bor i det som regeringen kalder "arbejdslejre", hvilket belyser emnet om emiratets enorme indvandrer arbejdskraft.

Tallene fra ministeriet for Udvikling, Planlægning og Statistik (MDPS) afslørede at 1,4 millioner mennesker lever i det som departementet officielt betegner som "arbejdslejre", rapporterede Daily Star.

På undersøgelsens tidspunkt var den officielle befolkning 2,4 millinoner og statistikken fandt at det overvejende flertal, 1,34 millioner var mænd. Qatars befolkning har dog sidenhen vokset til at være lidt over 2,5 millioner.

Indkvarteringen af indvandrerarbejderere som arbejder på Qatars talrige infrastrukturprojekter har længe været et omstridt emne.

Qatar, som vil være vært til fodbold VM i 2022, er blevet fordømt af menneskerettighedsgrupper, inklusiv Amnesty International, for at yde usel og trange logiforhold" for dets store arbejdsstyrke af indvandrere.

Bevægelsen "Det udødelige regiment" har spredt fra Rusland til byer verden over, med tusinder af mennesker i 42 lande verden over som allerede marcherer eller gør sig klar til at marchere til minde om deres elskede som kæmpede i 2. Verdenskrig.

Marcherne, som finder sted mellem den 7. og den 9. Maj, er en handling af beundring go ihukommelse af alle de som viste tapperhed gennem måske den mest forfærdelige periode i vores seneste historie. De tjener til at vise at enhver person som døde eller led i 2. Verdenskrig var del af andres familier, en eller andens kæreste.

Siden begyndelsen i 2007, er Det udødelige Regiment blevet mødt med uhørt støtte, og i 2015 modtaget national status. Sidste år blev det holdt i syv andre lande i det tidligere Sovjetunionen og Europa for første gang. Dette års kort over Regimentets bevægelsen, er dog uden fortilfælde.

Et bredt flertal i Folketinget vedtager i morgen at angribe Syriens forsvarsløse og mørbankede befolkning.

Fakta og beviser spiller ikke længere nogen nævneværdig rolle, krigsgrundlaget er baseret på løgn og propaganda. I dagens Danmark tages den slags beslutninger udelukkende på baggrund af følelser, frygt og fremmedhad.

Politikerne fortæller os blot, at en lille håndfuld mennesker i et fremmed land er væmmelige og ikke kan lide os. Derfor må vi naturligvis angribe og bombardere, dræbe, lemlæste og torturere det vedkommende lands befolkning, destruere deres byer, og sende millioner af kvinder, børn og mænd på flugt. Politikerne og medierne sælger et voldsomt angreb på fremmede mennesker i fjerne lande, som et forsvar for vort eget.

Det 20. århundrede var ideologiernes og ødelæggelsens århundrede. Kommunismen kom på banen i 1917 og døde nærmest med det samme, ligeledes fascismen, som gik til grunde i koncentrationslejrene, et dusin år efter deres implementering.

Efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens kollaps stod kun en eneste ideologi tilbage, centreret omkring det amerikanske imperie men med en effekt på hele kolden: liberalisme og dens følge-dogmer som individualisme, materialisme, ateisme og nihilisme, som har bragt menneskeheden til kanten af afgrunden.

På trods af deres åbenlyse forkærlighed for imperiet, så bringer mainstream-medierne dagligt yderligere beviser for den åbenlyse katastrofe, der foregår kloden over og den kontinuerlige disintegration af individer og samfund,

I tidligere artikler har jeg gentagende gange skrevet om liberalismens degenerative effekter, spredt af det amerikanske imperie:
ødelæggelsen af skønhed, familie, køn, identitet, moralsk bevidsthed, religioner, og så videre. Stort set alle de træk, der definerer selveste vores identitet som mennesker, bliver systematisk forvrænget, bagvendt og ødelagt.

Mens det er en nødvendig øvelse at blive fuldt ud klar over imperialismens meningsløshed, forbliver det en ufuldendt aktivitet. For at parafrasere Albert Camus, den oprørte mand siger 'nej' til den eksisterende verden. Derfor vil det næste naturlige skridt være at foreslå et alternativ: en ny politisk og social model der på et dybt niveau ræsonnerer med de menneskelige værdier vi alle må omfavne.

Dette er et tankeeksperiment og en øvelse i håb, og der er ikke meget at tabe, da ligegyldigt hvor uperfekt denne sociopolitiske model er, så kan den næppe være så destruktiv som dens forgængere, uanset hvor hårdt vi prøver!

Ideen til at skrive denne artikel kom fra en diskussion på vores forum, "Hope, fear, and the future". Et af Joe Quinn's bidrag i den tråd belyste et nøglepunkt:

Livet handler om vækst, men hvad er "livet" hvis ikke de forhold vi har til andre, og derfor hvad er vækst i livet, hvis ikke vækst i forholdet til andre. Men vækst på hvilken måde? En kombination måske af de tidligere unikke private verdener til noget der er større end summen af sine dele, noget der kan skabe og tiltrække et nyt liv eller en ny verden ved den blotte koncentration og kommunaliseringen (i ordets bogstaveligste forstand) af disse private virkeligheder, der i sig selv ikke har styrken eller magten til gøre sådant. Tilmed vil sådan en process selvfølgelig kræve, ikke bare et forenet perspektiv på virkeligheden men også en, der ræsonnerer med en objektiv virkelighed, eller med de større naturkræfter, også kendt som objektiv virkeligheds-skabelse.

Denne ide voksede videre mens jeg læste Alexander Dugins fremragende arbejde: "The fourth political theory". Der er flere ligheder mellem begge modeler, men ulig Dugin, der foreslår en strategi til overgangen fra den nuværende liberale verden til hans fjerde politiske model, fokuserer vi udelukkende her på vores ideele verdens detaljer, efter overgangen. Derfor hedder vores model "postimperialisme".

Vores hypotese er at det amerikanske imperie snart vil kollapse og måske også størstedelen af resten af planeten, Denne globale katastrofe kan skyldes menneskelig og/ eller kosmisk intervention. Postimperialisme foreslår en samfundsmodel der kunne blomstre efter sådan en enorm genopstart.

Så opgaven lød på intet mindre end at finde ud af organisationen af et ideelt verdenssamfund. Jeg startede med en ret naiv forestilling lig Bilbo's landsby i Ringenes Herre. Jeg var klar over det nuværende systems mange fejl, men hvad ville være de bedste måder at rette op på dem? Så som sædvanligt. siddende rundt om køkkenbordet, begyndte jeg at spørge om dette og hint og andre ville byde ind med forslag.

Jeg var overrasket ved at se hvor meget omtanke alle allerede havde givet emnet, og hvor meget ekstra der blev tænkt under samtalerne. Det tyder på at der virkeligt er en dyb længsel i os alle efter en bedre verden, og at det er mere end en urealistisk drøm. Nedenfor vil du finde mange funktionsdygtige og konkrete ideer der helt sikker er værd at afprøve.

På denne måde er vi kommet op med komponenterne af vores ideelle samfund. Det er selvfølgeligt et ufuldstændigt arbejde der skal udvikles på organisk vis. Det er et første trin med hensigt til at plante et kim i læserens sind og opfordre ham/hende til at tænke over denne ideele verden. Og lad os se det i øjnene: enhver storslået (og ikke helt så storslåede) succes i denne verden begyndte som en ide, et glimt af fantasi eller inspiration der informerede processen der blev fundamentet af sin egen realisering.

En af reaktorerne ved atomkraftanlægget Oconee er blevet lukket ned after en række eksplosioner og en brand som ødelagde en transformer på stedet. Operatøren af atomkraftanlægget har deklæret at hændelsen var "usædvanlig" men understregede at der ikke var noget radioaktivt udslip.

Beredskabsstyrker blev sendt til stedet og var istand til at kontrollere brænden og vil forblive på stedet for at hjælpe de på stedet tilskyttede beredskabsenheder. Oconee Nuclear Station er et atomkraftanlæg ved søen Keowee tæt ved Seneca, South Carolina.

"Enhed #1 blev lukket ned for en sikkerhedskyld," sagde Oconee County Emergency Management i en pressemeddelelse. "Der er INTET POTENTIALE FOR UDSLIP."

Operatøren af anlægget Duke Energy sagde at mens "Enhed 1 var lukket ned" så forblev de resterende "Enheder 2 og 3 med at operere sikkert."

Skal vi ikke støtte et parti?
Skal vi ikke danne et nyt politisk parti?
Skal vi ikke støtte et nyligt dannet politisk parti?
Skal vi ikke melde os ind i det parti, vi selv har stiftet?
Skal vi ikke lave en underskriftsindsamling?
Skal vi ikke stille os op på Christiansborg Slotsplads og råve? Skal vi ikke gå på gaden og lave en stor demonstration med en masse skilte? Skal vi ikke henvende os til de folkevalgte og stille krav?

Skal vi ikke følge de spilleregler, som de har opstillet, og som - hvis vi høfligt og håbefuldt regner dem som et gyldigt regelsæt - vil indfri alle løfter om indflydelse? Eller bare nogle af dem? Eller bare en enkelt? Måske, engang...

Post-demokratiet har for længst dannet sit parasitiske immunforsvar mod demokratisk nonsens.
Post-demokratiet har ingen intention om at lytte til demos = folket.
Post-demokratiet har ingen intention om at respektere kratia = styret.
Post-demokratiet følger ikke egne spilleregler.

Vi er muligvis en stak idioter?

Så hvis folkestyret og dets såkaldte repræsentanter ikke længere lytter, reagerer/agerer, forpligter sig, repræsenterer, følger spilleregler eller indfrier løfter - hvad gør de så?

Autoritærisme i den Amerikas kollektive psyke og i det, som kan kaldes traditionelle fortællinger om den historiske hukommelse, anses altid for at eksisterer overalt. Anset for at være et fremmed og demagogisk system forstås det først og fremmest som en styreform forbundet med Sydamerikas diktaturer i 1970erne, og selvfølgelig i sine mest onde ekstremer med Hitlers giftige Nazi styre og Mussolinis fascistiske stat i 1930'erne og 1940'erne. Disse var og er samfund, som idealiserer krig, soldater, nationalisme, militarisme, politisk sikkerhed, faldne soldater, racerenhed og en dogmatisk troskabsed til hjemlandet.[i]


Uddannelse og medierne var autoritærismens propagandaværktøjer, der fusionerede fascistiske og religiøse symboler med tale om Gud, familie og fædreland, var afgørende for at fremme underdanighed og konformitet i befolkningen.Dette manuskript er velkendt for den amerikanske befolkning og det er blevet fremvist i film populærkultur, museer, massemedierne og andre kulturelle apparater. En historisk hukommelse, der postulere truslen om en tilbagevenden af en ny opdateret autoritærisme gør den potentielle trussel om autoritærismens tilbagevenden til en død erindring. Derfor behandles enhver totalitær styreform nu som et levn fra en afsluttet fortid uden nogen relationer til nutiden. Behovet for at genfortælle historien om totalitærisme bliver en frossen lektion i historie, snarere end en fortælling, der er nødvendig for at forstå nutiden.